Nyt materiale: Sex er Guds idé

tirs 5. marts 2013

SexerGudsidéSex er Guds idé er titlen på et nyt undervisningsmateriale, som hjemmesiden AdamogEva.dk står bag. Materialet tager afsæt i en bibelsk seksualetik og henvender sig til alle, der ønsker at vejlede kristne unge om seksualitet, sex og samliv.

Lørdag den 6. april, lanceres materialet ved en kursusdag på Diakonhøjskolen i Aarhus. Kursusdagen indeholder blandt andet et foredrag ved psykolog Ole Rabjerg med emnet Er tiden løbet fra den kristne seksualetik? og en workshop med et oplæg fra Sex er Guds idé.

Grunden til, at AdamogEva.dk har udarbejdet Sex er Guds idé, er en stigende efterspørgsel på foredragsholdere, som kan give viden og vejledning omkring sex og seksualitet ude i de kristne ungdomsmiljøer. Hidtil har folkene bag AdamogEva.dk måttet bruge næsten alle deres ressourcer på hjemmesiden, som er en enorm succes. Men med Sex er Guds idé ser de en mulighed for at udruste og give flere frimodighed til at tage emner om sex og samliv op i ungdomsklubber, på lejre, i studiegrupper, på kristne skoler og i foreningsarbejdet.

– Vi glæder os over, at vi nu kan tilbyde viden og praktiske redskaber til alle, der har en god kommunikation med de unge. Materialet indeholder undervisningsoplæg til 10 temaer og giver forskellige pædagogiske redskaber til at få en god dialog i gang med de unge samt udfordre dem i deres etiske overvejelser. Man bliver klædt godt på til at møde de unge og deres virkelighed, så det er bare om at kaste sig ud i det, opmuntrer familieterapeut Linda Valbjørn, som har været redaktionel medarbejder på materialet.

– Det kan nemt se ud, som om tiden for længst har dømt den kristne seksualetik ude, og at de unge i dag ikke har nogen fornemmelse af, at de kan hente vejledning i bibelen. Men langt hen ad vejen handler det i stedet om, at vi ikke har lært at lytte til de grundtoner, Bibelen sætter, når det handler om vores krop, seksualitet og kærligheden mellem mand og kvinde. Sex er Guds idé – han ved nøjagtig, hvordan de kræfter spiller i vores liv, og hvordan vi får størst glæde af vores seksualitet – også i år 2013, forklarer Benna Asmussen Hørlück, redaktør på AdamogEva.dk.

AdamogEva.dk har flere end 60.000 besøg om måneden, og Benna Asmussen Hørlück oplyser, at hjemmesidens meget populære brevkasse viser et kæmpe behov for faktisk information, men også et behov for at møde holdninger og konkret vejledning. Der lægges over 100 nye svar ud hver måned, og lige så mange får svar direkte. Flere end 60 frivillige rådgivere er tilknyttet hjemmesiden. Ud over deres kristne tro og menneskesyn har de også en faglig baggrund for at kunne møde de unges behov.

Læs mere om Sex er Guds idé her. 

 

Kommentarer

Skriv en kommentar





Domino online forbeholder sig ret til, men er ikke forpligtet til, at redigere eller fjerne kommentarer fra blogs, der er:

  • i strid med gældende lovgivning
  • racistiske eller injurierende
  • skrevet i en grov tone
  • udleverer personlige oplysninger

  • Ved at kommentere accepterer du, at domino frit og fremover kan offentliggøre dit indhold på platforme og medier, som drives af FrikirkeNet.