Personlige skuffelser i frikirker

tors 14. februar 2013

Advokat Dann Sidenius rettede for nylig i en kronik i Politiken et generelt angreb på frikirker i Danmark. De er ifølge ham ubarmhjertige mod frafaldne. Endvidere er de sekteriske, sexistiske og har hovedsagelig appel til sårbare mennesker.

Kronikken er skrevet på baggrund af personligt medlemskab af en københavnsk frikirke, og han hævder, at hans personlige negative oplevelser og skuffelser er betegnende for danske frikirker som sådan.

Og det er nok kronikkens største svaghed, at den bevæger sig fra en personlig skuffelse over at være svigtet af nære venner i en livskrise til at hævde, at hundredvis af danske frikirker skulle være indsnævrede og fordømmende. Alle frikirker skal altså stå på mål for disse uforløste følelser.

Jeg skal ikke gøre mig klog på den personlige krise, der førte til kronikørens brud med sin frikirke. Men han kan ikke kende frikirkemiljøet som sådan særligt godt. Han skriver, at han aldrig har set en person med en længere videregående uddannelse melde sig ind i en frikirke. Jeg har som frikirkepræst set adskillige. Han hævder, at kvinder ikke kan være i frikirkers ledelse. Det er sikkert rigtigt i perifere grupper, men generelt er kvinder med på alle niveauer af ledelse i nutidens danske frikirker.

Kronikøren er provokeret over, at frikirkerne vokser i antal, når nu folkekirkens medlemstal går tilbage. Men han finder trøst i, at frikirkerne aldrig vil tiltrække sunde, ressourcestærke danskere. Jeg er da personligt stolt over, at vi som frikirker er der for mennesker, der har ondt i livet. Men jeg må skuffe kronikøren med, at vi ser mennesker komme til vore kirker fra alle samfundslag – både såkaldt ressourcestærke og  ressourcesvage. Vi afspejler socialt samfundet omkring os.

Er vi så sekteriske? Nej, det er vi ikke. Det er et gammelt kirkepolitisk trick i Danmark at hævde, at alt, der ikke er folkekirke, er sekterisk. Men flere af de kirkesamfund, der i Danmark kaldes frikirker, er på verdensplan betydeligt større end den lutherske kirke. Frikirker er åbne for alle. De er ikke fuldkomne. De udgøres af mennesker på godt og ondt. Men de er generelt sunde miljøer, der sætter en ære i at behandle deres medmennesker med respekt.

Tonny Jacobsen, FrikirkeNet

Kommentarer

24 Responses to “Personlige skuffelser i frikirker”

  1. Jakob Laursen on februar 14th, 2013 17:52

    Fint indlæg, Tonny. Vi er nok som danskere generelt gode til at generalisere negativt om ting vi ikke reelt ved noget om.. Jo mere, man generaliserer, jo mindre ved man typisk om emnet…

  2. ninia johannesen on februar 14th, 2013 18:32

    jeg har ikke læst artiklen men jeg kan også bidrage at jeg er blevet skuffet over frikirkerne.de er bygget op som om at hvis man ikke er gift og har børn så er der ikke plads til en

  3. Martin Nissen on februar 14th, 2013 18:39

    Hej Tonny. Desværre er ikke alt rosenrødt i f.eks. Pinsekirken. Det du skriver at “alle er velkomne” det passer desværre ikke. Vi kender flere eksempler på at mennesker efter mange års gang i Pinsekirken, bliver udelukket fra fællesskabet på kirkens ejendom, fordi der er forskellig opfattelse af nogle teologiske emner. Og det er jo i allerhøjeste grad sekterisk. Der sker selvfølgelig mange gode ting i Pinsekirken, men nogle steder sker der uheldige ting, på grund af at lederen tror at det er hans kirke. Der er behov for mere frihed til Helligåndens ledelse. Og vi tror at det kommer til at ske. Det blev der også profeteret på Pinsevækkelsens landsstævne for et par år siden. “Gud vil fjerne ledere der selv vil lede og i stedet kommer der nye ledere som vil lade Helligånden lede”

  4. Tina Andersen on februar 14th, 2013 19:14

    Jeg har desværre også oplevet en meget svær tid i en frikirke, hvor jeg oplevet kontrol og manipulation. Blev isoleret fra mine “kirke venner”, fordi lederskabet brugte magt. Det er alvorligt synes jeg, når lederen tror det er hans kirke og kan tillade sig hvad som helst i Guds navn.

  5. David hansen on februar 14th, 2013 19:55

    At en advokat er i stand til så grov en generaliserring ud fra et personligt problem og erfaringer, er ikke ligefrem noget, der fremmer respekten for denne branche?

  6. Allan Kozma on februar 14th, 2013 20:43

    At blive skuffet kan vi alle blive, men hvad vi gør med vore skuffelser er vores eget ansvar, jeg har været i samme frikirke i mere end 25 år og ja der har været mange skuffelser, men en har altid kunne hjælpe i skuffelserne og det er ham som jo er samlingspunktet nemlig Jesus. Med ham i centrum kan man bære mange skuffelser, for skuffelser kan meget vel være med til at vise hvad der bor i vore hjerter og hvad vi så gør der kan kun være vore eget ansvar.

  7. merete dörner on februar 14th, 2013 23:38

    Igennem mit 46 årige liv, er jeg kommet i mange forskellige pinsekirker. De seneste 20 år i 2 af landets største. Kan huske tæer- krummende, pinlige situationer, lige såvel som gode og opmuntrende. Mit lige så lange arbejds liv, minder meget om det; Oplevelser jeg helst ikke vil tænke på og succes historier. Er det ikke bare sådan livet i al sin bredde arter sig? To af de største gaver jeg har fået med fra mit fædrende ophav, er; Jeg er ansvarlig for mit eget liv. Bitterhed gør ikke noget godt for mig. Senest har jeg taget nogle store valg i livet, som absolut ikke understøttes af “min” kirkes store “How to lead a life- guide”. Jeg har valgt at tale åbent med kirkens ledelse om mine disputioner, og kun oplevet at der er plads til mig, som menneske. Så “sekterisk”; Ikke i min frikirke

  8. Eivind von Moos on februar 15th, 2013 00:04

    Jeg må desværre giver ham ret, da jeg jo har oplevet det samme, det var så bare lige for sådan ca. 17 år siden, så der har vist ikke været den store udvikling, kan man jo hurtigt konstaterer.

    Langt det meste, han skriver om i artiklen, kan jeg desværre nikke genkendende til.

    Kommer i tanke om en artikel, husker ikke hvor jeg så den, men overskriften var: De kristne skyder deres sårede.

  9. Ole Urban on februar 15th, 2013 10:55

    Det var dog en hel fantastisk kronik.

    Tak, Dann Sidenius for dit mod og evne til at tale plejermentaliteten imod.
    Jeg opfatter slet ikke kronikken som personlige følelser der har behov for, at blive forløst. Kronikken er snarere et elementært, men måske upopulært emne at diskutere.

    Selv har min hustru og jeg kommet i en større frikirke i landet. Og, er stadigvæk en del af en frikirke.
    Dann Sidenius’ pointe er for mig ikke at nedgøre frikirkesamfund eller frikirkeledelser generelt. Pointen er imidlertid denne, som Sidenius fastslår sidst i kronikken:
    ”Men i en kirke kan man forvente, at kærligheden overvinder alt, tåler alt og udholder alt – som der står i et af Korintherbrevene. Og når den så alligevel ikke gør det – så er det ikke bare skuffelsen over mennesker, der har svigtet, der skal bearbejdes, men et helt liv levet på en løgn og forkerte forudsætninger.”

    Det handler således om rystede grundantagelser og pludselig opstået identitetsløshed. Det har kirken immervæk et ansvar for al den stund, at kirken påberåber sig at være i besiddelse af og have patent på kærligheden. Og Kærligheden med stort K. For hvor skal man ellers rende hen, når man har brug for kærlighed, accept og tilgivelse?
    Når disse imidlertid ikke udvises eller peges hen på, hvor det kunne forventes (dog altid i ord, men langtfra i handling,) så er vi tilbage til kronikørens kernepunkt og pointe.

    I de sidste mange år, har jeg lige præcist brudt mit lille hoved med denne konfliktsituation. Det har udmøntet sig i en bog, ”Søn af en krigsveteran.” Skriveriet har for mig været en selvbestaltet terapiproces, hvor jeg diskuterer basale og livs-eksistentielle spørgsmål. Hvor tillidsbrud, krænkelser og offerrolle bliver endevendt i lyset af Den store Generøsitets standard. Her bliver skudsmålet for ledelse generelt ikke lovprist til skyerne. Derimod konkluderer jeg, at eneste vej ud (for en forslået menneskesjæl som har været i karambolage med frikirkelig kontrol og magthaveri,) naturligvis er tilgivelse.

    Essensen i kronikken er således ikke for Dann Sidenius, at få uforløste følelser retfærdiggjort, men derimod om viljen til, med en ærlig og sårbar røst, at finde modet til at tale. Også selvom det koster på rygtet og anseelsen.

    Når man som menneske i livet mister fodfæstet og rystes i forhold til næstekærlighedsbuddet, må man have lov til at give udtryk for en smerte som ikke nødvendigvis har med negativ kritik af kirkesamfund og kirkeledelse at gøre. Derimod har begge dog altid et ansvar for, at være villig og oprigtig i sin tilgang og imødekommenhed af anderledes tænkende individer. Evner et kirkesamfund ikke dette ubetinget, ja, så ender et sådant samfund utvivlsomt i sekterisme og formynderi. Det gør et sådant samfund antageligt, fordi mennesker i disses ledelser naturligvis er lige så ukomplette og fejlbarlige, som mennesker der ikke er i ledelse. Derfor skal vi alle feje for egen dør og lade kærligheden, accepten og tilgivelsen råde.

  10. Anne Dorthe Nielsen on februar 15th, 2013 12:35

    Når et menneske fødes på ny ved troen på Jesu fuldbragte frelsesværk, så fødes det også ind i Guds store, brogede familie.
    Vi lever i en tid, hvor familieliv har skiftet facon sammenlignet med tidligere tider. “Alt hvad kan rystes, er visselig blevet rystet”, som der står i Hebræerbrevet.
    Familielivet søstre og brødre imellem er i ligeså almindelig grad præget af det at være menneske på vej hjem til Guds fuldkomne evighed og herlighed.
    Når vi bygger enheder op – og kalder dem kirke, så gør vi det på Jesu bud. Vi får heldigvis anvisninger og bud med på vejen.
    I “gamle dage” bar kirker præg af den tids moralkodex og skikke – f.eks måtte damer sidde med hatte på under gudstjenesten.
    Vores tid har kirkeliv, som bærer præg af de sjæle, som er kommet ind fra verden (nogle har været der hele livet).
    Jeg kom ind fra verden og det tomme liv der 21 år gammel.
    Blev forvirret meget snart over at opdage, at der var forskellige lejre i Guds rige, i hvilke man kritiserede de andres gøren og laden. Jeg for til bibelen gang på gang for at undersøge, hvad Gud syntes om det.
    Kom dertil, hvor jeg kaldte mig selv fælleskirkelig og deltog en tid i UMO.
    På vejen hjemover er jeg snublet og faldet i mangt og meget – jeg har også minder om “de andres” hovedrysten og forargelse, men Gud være lovet, kendte jeg til at Guds kærlighed er langt højere end et menneskes.
    Jeg har også til tider sat min lid til ledere, og kirkefolk med erfaring og åndelig indsigt. Jeg kom også ud for mit livs værste krise, og oplevede berøringsangsten fra “de andre”.
    Jeg har også huset kritik af “de andre” og været skuffet i uindfriede forventninger. Jeg vil bare sige dette vigtige; at VEJEN ER SMAL OG FÅ ER DE SOM FINDER DEN. Det er ikke her i verden muligt at finde fuldkommen herlighed endsige fuldkomne mennesker.
    Guds rige består af enkelte Guds børn, som er i Guds proces. “Men når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft”…..vil sige, at I egen menneskekraft formår ingen kristen at udføre Guds kærlighedsmirakler. At lade sig fylde af Ånden, er og bliver en personlig udfordring!
    Når alt det er sagt, så kunne jeg godt se for mig, at frikirkeledere blev bedre til, at indbyde undervisere fra relevant side overfor de store og vanskelige sider af livet i krise. Amerikanske kirker har så megen fantastisk undervisning – forholder sig mere realistisk til krisesituationer og har solid undervisning at byde ind med. “Christian counsellors” er blot nogle af dem. På netsider som f.eks tscnyc.org nyder jeg mange fine undervisnings lektioner. ORDET og ORDET alene er det, som forvandler.
    Det er trist, når nogle som nu bror Sidenius – går sin vej i ærgrelse – forlader den vanskelige opgave, at opbygge Kristi legeme. Det ligner en far og ægtemand, som forlader sin vanskelige familiesituation for at finde en bedre. Ingen af os undgår lidelse og kamp.
    Uden kamp – ingen krone!

  11. Jørgen Klitlyng on februar 15th, 2013 13:16

    Mere selvransagelse – mindre forsvar.
    Jeg er selv medlem af en frikirke og mener, at vi bør sige tak for et oprigtigt indlæg fra Dann Sidenus. Der er tale om subjektive oplevelser, og som sådan kan de ikke være udtryk for en objektiv sandhed om, hvordan frikirker generelt er. Den sandhed findes for øvrigt ikke. Jeg er ikke nødvendigvis enig i Danns konklusioner om frikirker, men jeg bemærker, at der er flere frikirkefolk som reagerer ved at gå i forsvars-mode. Efter min mening er det en uhensigtsmæssig misforstået reaktion, og vi burde i stedet bruge Danns indlæg som input til selvransagelse. Lur mig om ikke der er en oplevelse eller to af Danns, som deles af mange andre frikirkefolk, og som det kunne være sundt for mange frikirker at tage ved lære af. Ikke med den konsekvens at der skal ændres ved den kristne teologi, men at det kan være nødvendigt at arbejde med, hvordan det glade budskab formidles. Når vi går i forsvars-mode har vi en tendens til at lukke os om os selv, hvilket der ikke kommer noget godt ud af. Mere selvransagelse – mindre forsvar. Tak for dit indlæg, Dann.

  12. Anne Dorthe Nielsen on februar 15th, 2013 13:17

    ….lige en tilføjelse!
    Jeg har ikke tal på de mange, mange kærlige venner og de overraskende kærlighedsgaver jeg har fået i min kirke. Antallet af alt det fantastiske og opbyggelige overgår så langt de skuffelser, jeg har mødt! Job sagde midt i sin lidelse: Skulle jeg kun tage imod alt det gode fra Gud og vende ryggen til Ham når det andet kommer på vejen (frit citeret)
    I øvrigt er det i modgangen og kampen vi får kerne i os og får dannet vor karakter!
    Guds nåde er et stort og uudgrundeligt begreb! At erfare den, gør én så uendelig ydmyg!

  13. Mikael Abildtrup Olesen on februar 15th, 2013 23:34

    Kære Tonny

    Jeg har læst Dann Sidenius’ kronik og din respons på kronikken. Jeg kender ikke Dann personligt, men kan nikke genkendende til flere af de ting han beskriver. Jeg ved ikke, om han skriver ud fra personlig sårethed eller ej, men ikke desto mindre kan man godt lære noget af det han skriver.

    Jeg har selv været medlem af en større frikirke i knap 20 år. Her var jeg involveret i lovsang, undervisning og menighedsledelse. Jeg meldte mig ud i 2002, da jeg brændte ud på kirke. Det var en meget svær beslutning, men jeg oplevede at jeg til sidst fik fysiske og psykiske symptomer når jeg i kirke.

    På trods af mit mangeårige engagement oplevede jeg, at der ikke var nogen som tog kontakt til mig efterfølgende for at høre til mig, og finde ud af hvorfor jeg ikke kom i kirken længere. Det var faktisk en meget barsk erfaring, og jeg følte mig som ikke-eksisterende og usynlig for mine venner og bekendte i kirken.

    Efter jeg gik ud mødte jeg flere mennesker som af forskellige årsager havde forladt kirken. Jeg tog selv kontakt til nogle af dem jeg kendte, som havde forladt den kirke jeg kom i mens jeg selv var aktiv, og bad om tilgivelse for min ligegyldighed. En god ven og jeg lavede en hjemmeside specielt rettet kirkeløse kristne, og her kom vi i dialog med mange af disse.
    Da min kone og jeg et halvt års tid senere flyttede til England, mødte jeg igen kirkeløse. Der er rigtigt mange kirkeløse i England, som ellers i firserne oplevede et boom af nye kristne i kirkerne. Nu 25 år senere er antallet af kirkegængere faldet katastrofalt, og mange af disse kristne der er gået, holder stadig fast i troen. Jeg mødtes med flere af disse kirkeløse i forskellige grupperinger. Nogle var tidligere præster for små og meget store kirker, nogle ”almindelige” kirkegængere m.m., og samstemmende lød det, at de oplevede sig som værende ikke-eksisterende for de menigheder de havde forladt. Som en sagde ”kirken er den eneste hær, der skyder sine sårede”. Disse var ikke bitre eller opgivende, men havde tværtimod mange tanker om, hvordan man kunne ”gøre” kirke på en anden måde i fremtiden.

    Man kunne fristes til at sige, at kirken ikke har forpligtelser over for de folk der går. Men da man i kirken har en forestilling om, at man har en særlig kærlighed til hinanden pga. den erfarede kærlighed fra Gud, så virker det underligt, at denne kærlighed ikke rækker til de folk der forlader ”folden”. Man har også beretninger som f.eks. den om hyrden der forlader de 99 for, at opsøge det ene får der var kommet væk fra flokken. Jeg har dog personligt ikke mødt nogen som har oplevet dette.

    Jeg kender også situationen fra den anden side. Da jeg selv var i kirken oplevede vi en gang imellem at folk forlod kirken. Jeg tog aldrig kontakt til disse, da jeg ikke ville trænge mig på. Jeg synes også at det ville være pinligt hvis nu de ikke ønskede kontakt, og derudover var jeg bange for at ”det smittede”, at de med deres ”kritiske ånd” ville kunne påvirke mig. Interessant nok var det altid dem der var gået som havde ”skylden”, og der var altid historier der blev tilknyttet til disse. Det kunne være historier om verdslighed, oprør, vranglære og lign. Det var aldrig os der blev tilbage, som havde fejlen.

    Jeg skriver faktisk ikke ud af egen sårethed. Den er bearbejdet for længe siden. Men jeg vil gerne tale på de mange kirkeløse kristnes vegne, som jeg har mødt de sidste 10 år. Nogle har forladt troen, nogle har fundet ind i andre grupperinger og andre lever et liv uden kirkegang hvor de selv tager ansvar for deres egen tro, lige som jeg selv gør det. For mange af disse, er det ikke en blivende tilstand, men mange er blevet allergiske over for kirken, pga. de har oplevet. Mange drømmer om en kirke som kan være et fristed for folk med forskellige holdninger og meninger, og en kirke som kan favne verden udenfor.

    For 5 år siden havde Kristeligt dagblad en artikel med overskriften ”Kirkegængere i England er en uddøende race”. Jeg har ikke et overblik over hvordan det står til i Danmark. Men Alan Jamieson, Baptistpræst og forfatter til bogen ”Churchless faith”, skriver om situationen i Baptistsamfundet i New Zealand. Han fortæller, at antallet af medlemmer har været nogenlunde det samme i en lang årrække. I samme periode er der blevet født mange børn af medlemmer i kirken, hvoraf nogle af disse selv er blevet voksne og har fået børn. Der er selvfølgelig også folk der er døde, men netto tilvæksten er væsentligt højere. Derudover har man haft vækkelser, kampagner o.lign. som også har fået nye mennesker med i kirken. På trods af dette er det samlede antal medlemmer ikke vokset. Alan Jamieson mener, at man kunne have haft dobbelt så mange medlemmer, hvis ingen havde forladt kirken. Selvfølgelig er dette ikke realistisk, men at så mange er gået er tankevækkende.
    Hvis jeg kigger på de frikirkesamfund jeg selv kender til, kunne det se ud som om, at situationen nok er noget lignende. I hvert fald har flere af dem ikke haft medlems tilvækst i mange år, på trods af fødsler, vækkelser osv.

    Alan Jamieson mener, at man bør forholde sig til voksende fænomen. Måske er det på tide, at kirken lytter til nogle af de medlemmer som forlader deres kirker. Ikke for at overtale dem til at blive, men for at lære, så man kan gøre kirken til et bedre sted at være. Man kunne tilbyde disse medkristne, at hjælpe dem videre på vejen. Det kunne være med at finde ligesindede o.lign. og ikke mindst at man giver udtryk for, at man velsigner dem i deres vandring, og fortæller at de altid er velkomne tilbage hvis de skulle få lyst til det.

    Vil du vide mere om kirkeløs tro, kan jeg varmt anbefale Alan Jamieson’s bog. Du kan også læse mere på min blog, hvor der bla. er en række personlige historier, af kristne som har forladt kirken. Du finder den på http://olezen.wordpress.com/

    Venlig hilsen

    Mikael Olesen

  14. Helle Ringsmose on februar 16th, 2013 10:18

    TUSIND TAK for dit indlæg Mikael.
    Du beskriver problematikken rigtig godt, som den opleves af mange kirkeløse kristne. Problematikken i al sin enkelhed og måske også kompleksitet.Tak for din ærlighed og åbenhjertighed. Jeg tror, det kan være med til at få andre kirkeløse til at føle sig normale og ikke som forkerte og anderledes.

  15. Anna-Marie Madsen on februar 16th, 2013 12:44

    Jeg har med stor interesse læst debatten, det der overrasker mig mest er at dialogen ikke er blevet bedre end da jeg og min familie for 8 år siden meldte os ud af kirken.I stedet for at lytte og evt. lære af det som mange mennesker har oplevet af svære ting i kirken,ser det ud til at selvforsvaret stadigvæk er det bedste kirken og dens ledelse griber til.
    I dag har jeg fundet mig selv og min indetitet i Gud, og ikke i kirken.

  16. Ulla Hansen on februar 16th, 2013 20:24

    Kære Kristne venner Jeg kan desværre sagtens identificere mig med synspunkterne fra Dann Sidenius. Jeg er også en af “afhopperne” ikke fra Gud, men fra en menighedskultur der ikke er helt sundt. min historie er lang og smertefuld. Et af problematikkerne var at jeg er kvinde, og veluddannet Desuden bestrider jeg en leder stilling i den offentlige sektor. Det hele kulminerede ved at jeg fik trusselsbreve fra en kendt pinsekirkepræst hvor jeg blandt meget andet fik at vide at måske var jeg en god leder i verden, men blev det aldrig i kirken, det var uetisk når jeg er kvinde!
    ja så var der en masse andre bekyldninger der tangerede hvordan man behandlede hekse i middelalderen. Jeg forsøgte at få hjælp fra andre frikirkeledere men blev tiet ihjel “for menighedens skyld” jeg kunne ikke holde til mere. Guds Fred

  17. Jan Aamand Petersen on februar 19th, 2013 14:23

    Selvfølgelig svigter vi som mennesker!
    For næsten 11 år siden, oplevede jeg, at Jesus Kristus virkelig lever! Han forvandlede mit liv totalt.
    At den menighed jeg kom i, den gang, begik mange fejl og nærmest “jagtede” mig og “udstødte” mig og at, praktisk taget, alle menigheder, og for den sags skyld, alle mennesker, begår fejl, det er da kun naturligt og, i mine øjne, en selvfølgelighed!
    Jeg vil nødig komme i en menighed, som mener sig fejlfri.
    Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare det, men i de 11 år, hvor jer har kendt Jesus Kristus, er jeg ikke kommet i nogen kirke. Kun en gang imellem har jeg deltaget i Gudstjeneste. Både i pinsekirker, frikirker og folkekirken, Ja, jeg har endda været i en Katolsk kirke. Og havde en fantastisk drøm fra Gud, natten efter at jeg havde været i den Katolske kirke. – Men det er en andens sag.
    Min pointe er: Det er ikke fra mennesker, eller fra en kirke, eller fra en menighed, du skal have Jesus Kristus og alt det, Han gerne vil lære dig.
    Det er fra Ham selv!
    Han er levende.
    Han ved udmærket godt, at vi mennesker begår massevis af fejl. – Det var jo derfor Han kom til os. For at frelse os.
    Spørg dig selv: “Er jeg en god kristen?”
    Og så håber jeg, du med glæde og stor kærlighed kan svare: “Nej og heldigvis!”
    Når selv Jesus kunne sige, at kun Gud er god, så håber jeg sandelig ikke, at nogen kristen, vil mene om sig selv, at han, eller hun, er god.
    Spørg dig selv:”Føler jeg mig elsket af Gud? – og – Hvad skal der til, før Han elsker mig?”
    Så vil jeg svare dig…..
    Han elsker dig, når du er allerværst!
    Ja, du læste rigtigt. Når du hader dig selv. Når du ikke kan finde ud af, at leve, som du gerne vil, eller som en “god” kristen. Når du har gjort noget, som du, i din samvittighed, godt ved, er forkert. Når du er allermest umulig. – Så elsker Gud dig!
    For det handler nemlig slet ikke om dig.
    Det handler om Ham og Hans kærlighed.
    Paulus sagde om sig selv: “Jeg er den mest elendige af alle de troende.”
    Selv Jesus sagde: “Hvorfor siger i gode Mester om Mig? – Kun én er god og det er Min himmelske Far.”
    Så denne debat om gode og dårlige kirker. Rigtige og urigtige måder at tro, eller leve på, er så kødelig og så forkert, som den overhovedet kan være.
    Kig hen på Jesus. – Og tal med Ham. Han er levende! Og Han elsker jer alle sammen! Også jer, der ikke kan forstå, hvordan Han dog skulle kunne elske jer.
    I sidste week-end, var jeg, for første gang i en frikirke menighed i Silkeborg. Og jeg fik den mest vidunderlige, varme og venlige modtagelse.
    En af medlemmerne, Ole, sagde: “Vi er en flok originaler.” – Hvortil jeg vil svare: Ja, og mange tak for det!
    Gud samler ikke på kopier. – Dem er der rigeligt af.
    Da jeg kørte hjem fra gudstjenesten, som, i øvrigt, var skøn, hørte jeg Helligånden sige: For tænk på, brødre, hvordan det var med jer selv, da I blev kaldet: I var ikke mange vise i verdslig forstand, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme. v27 Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, v28 og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting, v29 for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud. v30 Men ham skyldes det, at I er i Kristus Jesus, som er blevet visdom for os fra Gud, både retfærdighed og helligelse og forløsning, v31 for at »den, der er stolt, skal være stolt af Herren,« som der står skrevet.

  18. David Petersen on februar 20th, 2013 00:42

    Mit eget brud med en frikirke var udramatisk, og jeg er ikke specielt bitter over noget. Alligevel kan jeg kun nikke adskillige gange af kronikkens nøgterne og ikke egentlig affekterede karakteristik af frikirkelivet, og I behøver ikke at tvivle på, at rigtig mange vil kunne nikke af beskrivelsen af totalitære træk og social kontrol.

    Når jeg i de forgangne 20 år har betragtet frikirkerne på afstand, så ser jeg en frikirke, som på den ene side foregiver at være stålfast om sine principper, men som alligevel lister haltende efter tidsånden i smug. Kærester gik fra ikke at måtte kysse til at måtte kysse (men det må to drenge eller to piger stadigvæk ikke). Først var rockmusik den ondes værk. Så spillede de selv rock. Ja, det er jo en stående vittighed, selv ved frikirkernes egne kaffeborde, at frikirkerne følger samfundets udvikling – bare med 20 års forsinkelse.

    Det er trods alt ikke Amish-bevægelsen, der er tale om, og mange af frikirkernes oplyste og intelligente medlemmer er udmærket i stand til at rumme den selvkritik og reflektion, der baner vej for de fornyelser, som reaktionære ældstemedlemmer og virkelighedsfjerne pastorer og lægprædikanter, udklækket fra højreorienterede bibelskoler i Texas, modvilligt accepterer for at undgå at medlemstallet bløder.

    Dann Sidenius generaliserer måske, men det gør Tonny Jacobsen også, når han siger, at frikirker generelt er sunde miljøer. Ingen af dem har helt uret.

  19. Helmi Lundin de Castro on februar 25th, 2013 17:55

    Det hele drejer sig om forventninger; og når det drejer sig om menneskelige relationer, så bliver vi skuffede nogle gange og de skuffelser kan blive det eneste, som vi ser og husker. Men… Vi har msåke og sikkert også skuffet andre!

    I et hvert gruppe fællesskab er der altid positive og negative oplevelser, men de negative bliver ofte dem, som vi mest dvæler ved. Ellers mister vi vores glæde ved at leve!

    Når vi er kristne, så behøver vi til stadighed at tilgive og bære over med meget, det er livets store udfordring!Men vi skal selvfølgelig heller ikke stå mål til hvad som helst!

    Glem ikke alle de mange, som stadig elsker dig og værdsætter dig, dem som blev tilbage og savner dig, dem som ikke aner, hvad der foregår inde i dig! Mangel på kommunikation giver grobund for spekulationer og fejlvuderinger!

    Jeg bor og arbejder som missionær i Peru, og jeg kender ikke mange detaljer om hvad der sker, og når jeg kommer til Danmark, så oplever jeg at nogen ikke mere er i menighederne.

    Jeg har i mange tilfælde taget kontakt til gamle venner og fortalt dem, at jeg altid vil være deres veninde, hvor de end står i livet, men jeg oplever, at mange isolerer sig og deres dårlige relationer og oplevelser overfører de til alle de gamle kontakter og venner. De svarer ikke eller beder mig om ikke at kontakte dem. Det oplever jeg rigtig trist! Det gør mig ondt at se, hvordan glade mennesker lukker sig inde i deres sårethed, når der stadig er så meget at leve for, og det er jo en stor glæde sammen med venner at prise Herren sammen, have fællesskab!

    Lad os ransage vore hjerter, Hvad tænker Herren om det hele? Og så ved vi, at hver af os står personligt til regnskab foran Herren en dag. Mist ikke en dag mere med forbitrelse og at se tilbage; og husk! Der er stadig rigtig mange, som elsker dig og savner dig!

    Guds velsignelse!

  20. Mikael Abildtrup Olesen on februar 26th, 2013 12:04

    Jeg er glad for den sobre er i denne debat.

    Jeg har mødt mange kirkeløse igennem de sidste 10 år, og det er kun et fåtal, som var bitre eller sure over kirken. Dog har det, at kirken opfører sig som om, at den er ligeglad været meget svært for dem.
    Det er fint, at dem der er tilbage i kirken, savner dem der går, og at folk altid er velkomne til at henvende sig til kirken. Men jeg mener umiddelbart, at dem der savner, også burde være dem der rækker ud.

    Jeg har ofte mødt kirkefolk, som har fortalt hvor meget de savnede mig, og jeg har tit tænkt, at hvis de virkelig gjorde det og mente det, så havde de været velkommen til, at kontakte mig hele tiden. Jeg har haft VÆSENTLIGT mere kontakt med tidligere kollegaer, som jeg har arbejdet med for 10-15 år siden.
    Jeg husker at vi sang “Gennem alt Guds folk går et bånd af kærlighed”, mens vi holdt hinanden i hænderne, og kiggede hinanden kærligt i øjnene. Men kendetegnende for de kirkeløse jeg har mødt, har desværre været, og at den kun rækker inden for kirkens fire vægge.
    Dette er ikke skrevet for, som en kritik af kirken, men er egentlig bare en konstatering.

    Kh. Mikael
    http://olezen.wordpress.com/

  21. Helmi Lundin de Castro on februar 26th, 2013 23:45

    Jeg tror, at danskere er rigtig bange for at gå for nær på hinanden; mon ikke mange i menighederne tænker: Nå, de valgte at gå, så hvis jeg nu henvender mig til dem, så går jeg dem måske for nær i det, som de har besluttet? Vi vil helst ikke presse os på.
    Jeg tror, at denne kommunikation er god, for det gør det klart, at nogen måske længes efter, at der er nogen, som kontakter og fører venskaberne videre, nogen som kan hjælpe at hele sår, lægge skulder og øre til. Måske bare være sammen!

    Jeg er dybt taknemmelig for de mennesker, som i mit liv har rådet mig. Nogle gange har det gjort ondt at se tingene fra en anden vinkel, men det er sundt! Og så behøver vi jo ikke alle at have samme mening for at være venner og holde af hinanden! Jeg tror, at der stadig går et bånd af kærlighed gennem Guds folk!
    Jeg ønsker Guds velsignelse for jer alle, inde eller ude!

  22. L. Aagaard on marts 9th, 2013 15:13

    Lige meget om artiklen er skrevet ud af personlig smerte eller ej, så synes jeg, at vi må gå foran og ikke fordømme.
    Lad os istedet selvransage……, som Mikael Olesen skriver. Det der sker i det danske frikirkeliv må kunne tåle at komme frem i lyset! Ellers er der ekstra grund til at overveje, om det som sker er rigtigt og det på alle måder!! Ofte har jeg tænkt over hvad mon folk, som er gået ud af “bagdøren” kan berette? Hvorfor går de? Er der noget vi kan lære af det de siger? Jeg udfordres tiltider også i frikirkelivet og måske det en dag må være mig, som med Gud i hjertet forlader en frikirke? Gud har af flere grunde skabt os forskellige – en gave og tiltider også ganske besværligt :-)
    Lad os være nådefulde overfor hinanden og må de danske frikirkeledere få visdom til at gå foran.

  23. Tonny Jacobsen on marts 13th, 2013 22:54

    Tak for alle de personlige kommentarer på mit indlæg. Jeg har læst med interesse.
    De kalder på en mere personlig refleksion fra min side.
    Jeg er helt med på, at folk forlader frikirker i skuffelse. Og jeg er også klar over, at mennesker kan have mange grunde til at være skuffede. Jeg har som kirkeleder talt med mange mennesker gennem tiden, der har slået sig på forskellige sider af kirkeliv, også i kirker, hvor jeg selv har været leder. Jeg håber, at jeg altid har gjort det respektfuldt. Det er i hvert fald min intention.
    Jeg reagerede på Sidenius’ kronik, fordi jeg mener, at den tegner et karrikeret billede af frikirkerne. Det mener jeg stadig.
    Jeg har selv oplevet mange skøre og sårende ting indenfor kirkens rammer. Den udgøres som bekendt af ufuldkomne mennesker, og jeg er et af dem.
    Men jeg gør mit bedste, og jeg elsker stadig kirken.
    Jeg har – ligesom generationer af kristne før mig – valgt at stille mig i et spændingsfelt: Jeg vil være en del af en kirke, som har klare holdninger og et budskab, vi ikke kompromitterer, samtidig med, at vi elsker mennesker, medens vi selv er udfuldkomne. Det er kirkens kald og udfordring. Her ønsker jeg at leve mit liv i kærlighed til Gud og mennesker. Ikke som kirkeløs, ikke som liberal eftersnakker af kulture. Ikke i et forsøg på at opstille en slags åndelig facade, der ikke er dækning for i mit virkelige liv.
    Hvor godt lykkes jeg så med det? Det må Gud vel i sidste ende bedømme. Men jeg lægger i hvert fald mit hjerte i det.

  24. PÆDOFILFORENINGEN | Olezen on marts 19th, 2013 18:52

    […] Jeg har selv deltaget i debatten bla. i Domino som er et organ for en del frikirker og organisationer (Du kan læse tråden her). […]

Skriv en kommentar





Domino online forbeholder sig ret til, men er ikke forpligtet til, at redigere eller fjerne kommentarer fra blogs, der er:

  • i strid med gældende lovgivning
  • racistiske eller injurierende
  • skrevet i en grov tone
  • udleverer personlige oplysninger

  • Ved at kommentere accepterer du, at domino frit og fremover kan offentliggøre dit indhold på platforme og medier, som drives af FrikirkeNet.