Kristent skate- og bmx-show gæster Næstved
ons 21. september 2011
Den sidste uge i september får Næstved besøg af et 20 unge artister, som fredag den 30. september leverer et skate- og bmx-show i Næstved Skatehal. Artisterne er en del af det verdensomspændende, kristne kulturarrangement Impact World Tour, som flere gange tidligere har gæstet Danmark.
Ud over skatere og bmx-kørere, er der dansere, dj’s og B-boys med på turnéen, og leder for artistholdet er den tidligere bmx-verdensmester Thomas Hansen fra Randers. Han er en bmx-artist i verdensklasse og har kørt i 28 år.
Artisterne vil dog mere end at underholde med deres kunnen:
- Teamet kommer til Næstved under sloganet Identitet gennem tro, som skal indikere det dybereliggende formål med showet. Ind imellem de forskellige indslag i showet vil artisterne nemlig fortælle deres personlige livshistorier, som for manges vedkommende har været præget af en tilværelse i ghettoer med stoffer og kriminalitet, siger arrangør Michael Rasmussen fra Næstved Bykirke.
På den måde behandles emner som værdier, etik, racisme og tro. Artisternes værdier udspringer af et kristent livssyn, hvor de har oplevet Gud som en realitet og den åndelige side af livet som vigtig i menneskets personlige udvikling.
Ud over opvisningen i Næstved Skatehal vil Thomas Hansen og de andre artister også besøge de ældste klasser på nogle af byens skoler, mødes med unge i skatermiljøet samt deltage i sociale arrangementer med konfirmander og andre unge i to af byens kirker i løbet af uge 39.
Som arrangør af besøget i Næstved står en fælleskirkelig arbejdsgruppe af unge i Næstved i samarbejde med organisationen Ungdom Med Opgave.
JL
Foto: Pr-materiale
Kommentarer
Skriv en kommentar

