• Forside
• Om domino
• Kontakt
• Arkiv
• Annoncer
• Bliv domino-partner

Tilmeld

Præstepar fik øje for byen

Præsteparret Lene og Andreas Jørgensen sagde nej til drømmerier og en evig venten på et åndeligt gennembrud. I stedet spørger de sammen med medlemmerne fra deres kirke, hvad de konkret kan gøre for deres bysbørn her og nu.

Af Allan Høyer

På anden sal i en ældre, men fornem etageejendom i Odenses midtby sidder en flok på 25 odenseanere og venter i lejede lokaler. Ikke på et stort åndeligt gennembrud, der kommer lige om hjørnet, hvis bare de venter længe nok. Nej, de venter på næste gang, de kommer til at samle op mod 80 ikke-kirkevante bysbørn til en biografforestilling i deres kirke.
Det hedder aktiv venten, for en biografaften trækker alle kirkens frivillige og ansatte medarbejdere af huse: Der skal laves popcorn og pakkes slikposer, der skal trykkes små billetter, og fremviseren skal gøres klar. Tilbuddet er til de forældre i Odense, der ikke har råd til at sende deres børn i biografen og få oplevelsen på et stort lærred. Den oplevelse kan de nu få gratis i en kirke i stedet for. Og det er ikke kun børnefamilierne, der synes om den idé:
- Sidste gang vi havde biografforestilling, var der flere voksne mænd i alderen 40-50 år inde for at se filmen Ice Age 3, fortæller kirkens præst Andreas Jørgensen.

En ny måde at tænke på
Byen har for længst fået et godt øje til kirken, der tidligere hed Odense Vækkelses Center. Biografforestillinger og julepakkearrangementer er to af de tiltag, der så småt er på vej til at give drømmen om at blive autentiske for dem, der er uden for kirken, vinger for det lille fællesskab. Til april skifter kirken navn til Åbenkirke og bliver samtidig allieret med Åbenkirke i Herning.
Tidligere har drømmen levet et stille liv i hjerterne på kirkens præstepar, Lene og Andreas Jørgensen, som kom til byen i 2000. Kirken var på det tidspunkt en del af Københavns Bibeltrænings Centers kirkenetværk.
- Som præster havde vi naturligvis et stærkt ønske om, at kirken skulle blive stor og mange komme til tro, men det skete ikke i det omfang og i den hast, vi havde håbet på, forklarer Andreas.
- Vi kom til et punkt, hvor vi havde prædiket de prædikener, som, vi selv syntes, var gode, og vi havde bedt og profeteret, og det tror vi stadig på, men måske ikke for de samme mennesker i ni år, konstaterer Lene.
Vendepunktet var en flere år lang bevægelse fra én måde at tænke på til en anden samt et indre billede fra Gud – kaldet et syn – som Andreas fik:
- Jeg så en gågade, og under fliserne var der et folk. Vi som kirke fik nøglen til at hive kloakdækslet af og nå det folk, der var under overfladen, fortæller han.

Begyndte at tænke konkret
Synet harmonerede fint med den inspiration, som Lene og Andreas på det tidspunkt hentede i forskellige kirker rundt omkring i verden i deres søgen efter at virkeliggøre drømmen om at blive autentiske for dem, der er uden for kirken. Ikke mindst Abundant Life Church i Bradford i England, blev af afgørende betydning for deres søgen.  De besøgte den engelske kirkes Stronger-konference for første gang i efteråret 2007.
- Vi mødte en enorm forståelse for at nå ud til mennesker, og vi begyndte at tænke på, hvordan vi konkret kunne være til gavn for Odense, siger Andreas.
Herefter begyndte han og Lene at præge kirkens medlemmer i en udadgående retning i forkyndelsen.
- Vi var bevidste om, at vi ville ud af den drømmende tilgang, der går på: det kommer snart. Eller: gennembruddet er lige om hjørnet.  Det handlede i stedet om, hvad vi som kirke konkret kunne gøre her og nu.
Lene supplerer:
- Troen er aktiv. Det ville have set sjovt ud, hvis Jesus havde sagt: gennembruddet er på vej! og så var gået videre uden at berøre mennesker og gøre noget for dem.

En check på 250.000
Sammen med kirkens medlemmer gennemgik Lene og Andreas en forandringsproces – men ikke uden problemer.
- Den nye linje, som vi begyndte at lægge i forkyndelsen, og kirkens udadvendte profil blev en udfordring for nogle af medlemmerne. Blandt andet var der flere, der havde lidt svært ved at forstå idéen om at starte en biograf i kirken. De spurgte, om man nu også kunne bruge kirkens lokaler til det, men vores tilgang er, at bygningerne i sig selv ikke er hellige – det er os, der er templet, ikke lokalerne.
- Vi oplevede desværre, at nogle af medlemmerne forlod kirken i den periode, og det er altid smertefuldt. Men vi fik mere kontakt udadtil i byen, fortæller Andreas.
Samtidig oplevede parret, at de, der blev i kirken, blev mere og mere ivrige for at nå lokalsamfundet. Tilmed havde de allerede i 2007 oplevet et økonomisk mirakel. Da inviterede kirken for første gang folk til at få en julepakke og komme ind og opleve et lille juleshow. En søndag samlede de ind til projektet, og der kom en check med cifrene 250.
- Jeg troede, der stod 250 kroner og overgav checken til vores kasserer. Men hun sagde til mig: Der står 250.000 kroner! Jeg troede ikke på det, siger Andreas.
Gaven kom fra en mand, der ikke normalt kom i kirken, men tanken om julehjælp havde grebet ham.
- Det var et skulderklap fra Gud – som om han sagde: Hvis I begynder at gøre noget for byen, er der ingen grænser for, hvad jeg kan gøre for jer, tilføjer Andreas.

En bro fra hjerte til hjerte
Juleprojektet gav personlige oplevelser med folk fra byen, som Lene og Andreas kan leve længe på.
- En enlig muslimsk mor sendte en hjertevarm mail, hvor hun takkede mange gange for hjælpen. Hun vidste ikke, der fandtes sådan nogle mennesker i byen, fortæller Andreas om det første års julehjælp.
Lene supplerer med en historie fra arrangementet i december 2009:
- En dame ringede ind efter at have set annoncen i lokalavisen. Hun ville bare sige, at hun gerne ville hjælpe os med arrangementet – også selv om hun ikke selv behøvede hjælp. Arrangementet var en fantastisk oplevelse for hende, og hun sagde: I må endelig bare ringe en anden gang! Hvad er bedre, end at ikke-kirkevante folk tager imod ikke-kirkevante folk? spørger Lene retorisk.
Lene og Andreas Jørgensen føler, de har fundet en farbar vej til at virkeliggøre drømmen om at komme ud af ghettoen og skabe et forum for mennesker, der ikke har deres vante gang i kirken.
- Vi kan forkynde budskabet om Jesus og hans kærlighed ved ganske enkelt at bygge en bro fra vores hjerter til menneskers hjerter – og den bro kan blive den vej, de går tilbage på for at finde Gud, lyder det fra præsteparret.

Foto: Jens Linde

Åbenkirke nummer 2

I 2007 fik Danmark en ny frikirke, Åbenkirke i Herning, som var en fusion mellem Herning Menigheds Center og Kristent Center. Nu kommer det andet barn i familien: Åbenkirke Odense. Det er det tidligere Odense Vækkelses Center under ledelse af Lene og Andreas Jørgensen, der nu bliver til Åbenkirke.

- Helt fra Åbenkirkes spæde start har det været et ønske at etablere kirker andre steder. Det var ikke vores førsteprioritet, men en del af drømmen. Odense er en by, som jeg personligt har haft på hjerte flere gange, og da Lene og Andreas kom og delte deres hjerter og ønske om at være forbundet med andre, der tænker kirke, som de gør, fandt vi meget hurtigt hinanden, fortæller Lars Bo Olesen, præst i Åbenkirke i Herning.

Andreas Jørgensen husker mødet sådan her:
- Det var en oplevelse af dna-mæssigt at komme hjem. Vi fandt ud af, at vi ikke kan stå alene, og vi ville finde noget, vi kunne identificere os med. Det var ikke en hovsaløsning, men nøje gennemtænkt.

I praksis vil de to kirker med jævne mellemrum holde fælles leder- og medarbejdersamlinger samt andre fælles arrangementer. Den officielle begyndelse for Åbenkirke Odense er den 11. april, hvor der vil blive holdt en såkaldt kick off-gudstjeneste.

Kommentarer