• Forside
• Om domino
• Kontakt
• Arkiv
• Annoncer
• Bliv domino-partner

Tilmeld

Kommer Jesus igen i 2012?

Aviser, tv og internet har på det seneste bugnet med historier om, at jorden snart går under. For mayaernes kalender går kun til den 21. december 2012, og der var vist også noget med Nostradamus og 2012…

Det fornyede fokus på jordens undergang skyldes heldigvis primært fiktionens verden i form af Hollywood-filmen 2012, som netop tager udgangspunkt i det gabende tomrum, der opstår i mayakalenderen om et års tid.

Men der findes også en kirkelig variant. Prøv for eksempel at søge efter Jesus returns in 2012 i Google og se, hvor mange hits, du får op…

Temaet i dette nummer af domino – december 2009 – handler om, at Jesus på et tidspunkt kommer tilbage til jorden, hvorefter Gud vil genoprette sit skaberværk. Bibelen har en række klare udsagn om emnet og en række mindre klare udsagn. Vi holder os til de klare udsagn og konstaterer ud fra dem, at den tid, vi lever i, er præget af mange af de ting, som, Jesus sagde, skulle kendetegne den sidste tid, inden han kommer igen.
Derfor hedder temaet Er det nu? Er det mon i 2012?

Inden Jesus kommer igen, vil man dog sige fred og ingen fare, og han vil komme som en tyv om natten. For ingen kender dagen eller timen – og mon ikke også det gælder året?
I så fald kan vi i det mindste være helt sikre på én ting: Så kommer Jesus ikke tilbage i 2012.
Men måske i 2011?

God læselyst!

PS: Artiklerne følger på stribe herunder, så måske vil det være en god idé at bruge Page Down-knappen.

Foto: StockXpert

Randerskirke indsamlede 87.000 kilo tøj i 2009

3.050 sække og 261 flyttekasser med 25 kilo tøj i hver. Så meget nåede frivillige medarbejdere fra Pinsekirken i Randers at få indsamlet, pakket og sendt til humanitære projekter i 2009. Dansk Balkanmission har stået for at uddele tøjet i blandt andet Rumænien.

To gange om ugen, tirsdag og torsdag, samles 10 frivillige fra kirken, hvor de henter tøj fra genbrugsbutikker, sorterer det og pakker det i sække. Ud over tøj sendes der også skolemøbler, computere og andre ting fra for forskellige skoler og institutioner af sted fra randerskirken.

Resultatet på 87 tons tøj i løbet af et år er rekord, og Rune Kærlet, der er præst i kirken, er da også taknemmelig for samarbejdet med byens genbrugsbutikker, der leverer overskudstøj.

- Det er jo fantastisk at se, hvordan arbejdet er vokset de sidste tre år. Det begyndte med, at en person i kirken spurgte, om ikke vi skulle samle tøj ind til dem, der intet har. Kort efter blev en gruppe samlet om arbejdet, og nu har de et stort samarbejde med skoler og forskellige institutioner i byen, siger han.

Kærlet mener, at praktisk, mærkbar hjælp er en vigtig del af det kristne budskab.

- Det betyder, at kærligheden kommer ned i øjenhøjde. Vi forsøger bare at sætte ben og krop på de steder i Bibelen, der handler om at hjælpe andre. Og så er det næstekærligheden, der er drivkraften.

- mibo

2.000 til juleshow i København

Årets juleshow i Københavns Kulturcenter trak i alt 2.000 tilskuere til de tre forestillinger – to på dansk og en på engelsk.

Blandt deltagerne var blandt andre 150 børn og voksne fra asylcentre uden for København. Et af formålene med årets juleshow var netop at sætte fokus på næstekærlighed og enhed på trods af forskelligheder. Derfor var det ifølge hovedarrangøren, kulturevents.dk, en stor glæde sammen med Dansk Flygtningehjælp at kunne skabe rammerne for et show, hvor en stor gruppe flygtninge kunne få et positivt og festligt indslag i en ellers trist hverdag.

Samtidig var showet en markering af etnisk mangfoldighed med medvirkende med oprindelse i Sydamerika, Afrika, Iran, Indien, Mellemøsten og Danmark. Responsen fra publikum har været overvældende positiv, og med to udsolgte danske shows og et velbesøgt engelsk show er der sat et højt forventningsniveau for næste års juleshow.

Også årets julemarked for børnene blev et mindre tilløbsstykke. Omkring 500 børn besøgte markedet i kulturcenterets kælder, hvor der var underholdning, boder, æbleskiver, guf, sjov og hygge.

JL

Intro… (Er det nu?)

For overhovedet at kunne forstå, hvad dette nummers tema, Er det nu?, handler om, skal man være bekendt med den del af den kristne tro og lære, som i trosbekendelsen formuleres således (min kursivering):
”… på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han (Jesus) skal komme at dømme levende og døde…”.

Lige siden, Jesus på kristi himmelfartsdag blev løftet op i luften for øjnene af sine 11 nærmeste disciple og til sidst forsvandt for deres blik bag en sky, har kirken forventet at Jesus skulle vende synligt og helt åbenbart tilbage til jorden. For mens disciplene kiggede op mod himlen, kom to engle til syne og sagde: Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.

Inden da havde Jesus også selv flere gange nævnt sit andet komme til jorden, hvor han skal genoprette alt og holde dom. Mest udførligt refereres dette i Matthæusevangeliet kapitel 24 (se faktaboks andetsteds på siden).
Apostlen Paulus giver nogle flere detaljer om Jesu genkomst og introducerer det, der siden er blevet kendt som bortrykkelsen, og apostlen Johannes refererer til et tusindårsrige.

Bortrykkelsen: De troende – både døde og levende – skal forvandles i et nu og møde Jesus i luften.
Første Thessalonikerbrev 4:13-18 (med flere)

Jesu andet komme: Jesu komme til jorden som en himmelsk konge. Nogle mener, Jesu andet komme er samtidigt med bortrykkelsen, andre mener, at det er to forskellige hændelser.
Matthæusevangeliet 24:27-51
Første Thessalonikerbrev 5:1-11
Andet Thessalonikerbrev 2:1-12 (med flere)

Dommedag: Den himmelske dom over alle mennesker – levende og døde. Dommen afgør, om mennesker får evigt liv eller ej.
Matthæusevangeliet 25:31-46
Johannes’ Åbenbaring 20:7-15 (med flere)

Tusindårsriget: Bibelen omtaler et tusindårigt fredsrige på jorden med Jesus som konge. Der er forskellige forståelser af, om det kommer før eller efter Jesu andet komme, og om der bogstaveligt er tale om 1.000 år.
Johannes’ Åbenbaring 20:1-6

Foto: Hasenonkel

Dommedag som en glædens dag

Den kristne kan med åbent ansigt møde dommedag, for ham, som dømmer, har allerede ført den kristnes sag, og dermed er dommens dag for den kristne en glædelig dag, lyder det fra biskop over Lolland-Falsters Stift, Steen Skovsgaard

Af Ole Bækgaard

Er klimaændringerne et tegn på, at dommedag er nær?
Mit forsigtige svar, som blev meget omtalt i medierne for et par år siden, er: Måske.
For det kan jeg naturligvis ikke vide al den stund, at ingen som bekendt kender dagen og timen.
Dommedag kan virkelig være meget nær, som vi synger det i salme 269: Jeg venter dig, Herre Jesus, til dom, hvert øjeblik jeg ser mig om. Hastig du komme kan og brat i hver en time ved dag og nat.
Da disciplene spørger Jesus: Sig os, hvornår dette skal ske, og hvad er tegnet på dit komme og verdens ende?, giver Jesus flere svar.
For det første peger han på forskellige tegn: I skal høre krigslarm og rygter om krig, folk skal rejse sig imod folk, og sted efter sted skal der komme hungersnød og jordskælv… på jorden skal folkene gribes af angst rådvilde over havets og brændingens brusen.
For mig at se er det ikke unaturligt, når man læser disse ord, at spørge: er det mon disse tegn, som vi er vidne til i denne tid? Er Herrens genkomst nær? Og sådan er ordene da også blevet læst og forstået af kristne i tidens løb. Som en påmindelse og et løfte om Herrens snarlige genkomst.
Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker - siger Jesus i samme åndedrag. De ord er ikke, som nogen vil påstå, en fejltagelse, fordi Jesus ikke vidste bedre. Det er – efter min mening – ord, vi som kristne skal høre, tro og trøste os ved til alle tider. Gudsriget er nær – dommedag er nær – de sidste tider er inde.

Men hvornår da?
Den dag eller time er der ingen, der kender, hverken englene i himlene eller sønnen, men alene Faderen. Og altså heller ikke biskoppen over Lolland-Falsters Stift.
Men at afvise at klimaforandringerne skulle være endetidstegn, er efter min mening at hæve sig op over Herren selv og sige mere, end nogen kan vide eller sige noget om.
Og så får man vel heller ikke sagt det afgørende, som Jesus også understreger, nemlig: … når I ser disse ting ske, når I stiller jer disse spørgsmål, når I lever jeres liv midt i mørke og dødens skygge, så lad jer ikke skræmme. For jeres forløsning nærmer sig. Gudsriget er nær.
Det er det afgørende, som disse tegn og altså også vor tids tegn skal få os til: at våge og bede. At løfte hovederne og glad og frimodigt vente på Herrens komme og på dommedag. At leve i evigheden, mens vi hører stueuret slå, som Kierkegaard har udtrykt det.

Hvad er da dommedag?
Dommedag er den dag, som jeg ofte har hørt muslimer grue for – men som vi som kristne frimodigt bekender troen på og bliver mindet om hver eneste gang, vi fremsiger eller synger trosbekendelsen, hvor der om Jesus står, at han skal komme (igen) for at dømme levende og døde.
Han skal komme igen! Ikke i overført betydning – men virkeligt og synligt. Han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen – hedder det i Apostlenes Gerninger.
Og så skal han dømme levende og døde. Muslimer frygter som nævnt denne dommedag, hvor de gode gerninger skal måles over for de dårlige. Som kristne tror vi til gengæld, at vores dommer har ført vores sag. At han, som skal dømme, selv har lagt sit tunge lod i vægtskålen med de gode gerninger.
Så i troen på ham har vi frimodighed på dommens dag. Ja, vi kan endda tale om, at vi er overgået fra døden til livet. Dommedag får vi med andre ord en forsmag på hver eneste gang, når vi hører ordene om syndernes forladelse. Derfor er dommens dag for den kristne en glædelig dag.

Er det ikke lidt for bogstaveligt forstået?
Hvis nogen synes det lyder naivt eller fundamentalistisk og alt for meget, når man på denne måde tolker tidens tegn som et muligt udtryk for Herrens snarlige genkomst – ja, så må det også være for meget, det, som Kaj Munk siger i sin prædiken til 2. søndag i advent i 1941:
For 15-16 år siden stod jeg en perlende sommermorgen i min have, aldeles fortabt i livets dejlighed. Da hørte jeg på én gang en underlig tone i luften, og jeg tænkte: Det skulle dog vel aldrig være Herren, der kommer igen.
Det viste sig nu senere hen, at redningsbåden ved havet holdt øvelse, og det var en raket, der var fyret af. Men jeg hverken lo ad mig selv eller skammede mig. Jeg havde fået noget at vide om mig selv, jeg var glad for.
Og aldrig vil jeg glemme den følelse af lykke, der greb mig ved muligheden for, at det kunne være Ham selv.
Skønnere, synes jeg ikke, den skønne sommermorgen kunne krones.

Jesus – vent lige lidt…

Når livsappetitten er stor, og der er mange ting, man endnu ikke har nået og prøvet, så kan tanken om Jesu genkomst i et ubevogtet øjeblik afstedkomme bønnen: Jesus, vent lige lidt…

KOMMENTAR:
Af Simon Sørensen, Aalborg

Det kan godt være, at det er på grund af min alder og manglende livserfaring, men jeg tror alligevel, at jeg tør generalisere og sige, at vi unge ikke som sådan tænker over fremtiden i hverdagen. Vi har så travlt med at leve i nuet, at der knapt nok er plads til spekulationer over fremtiden eller i nogle tilfælde bare dagen i morgen.

Med nutidens teknologiske niveau skal man holde tungen lige i munden, for man skal jo gerne nå at få det hele med. Tanken om, at Jesus kommer igen, og at det kunne være om fem minutter såvel som om fem år, er ikke noget jeg tænker over som sådan.
Når jeg ser på, hvad mine forældre har opnået og hører om alt, mine bedsteforældre har oplevet, kan jeg hurtigt få følelsen af, at der er meget, jeg endnu skal nå, mens tid er. Jeg står og skal giftes her til april, og jeg må indrømme, at jeg virkelig gerne ville nå at leve sammen med min kommende kone, og hvad dertil hører.

På sigt ville jeg egentlig også gerne opleve glæden ved at stifte familie og se mine børn vokse op. Men i sidste ende betyder det jo ikke noget, for det er alt sammen vand i forhold til Guds evighed og den herlighed, vi har i vente der.
Det er bare så stort og uhåndgribeligt, at jeg måske lidt for ofte glemmer alvoren bag det løfte, Jesus har givet.

KOMMENTAR:
Af Heidi Pugh, Silkeborg

Når talen falder på Jesu genkomst, føler jeg mig ofte splittet. Jeg vil gerne møde Jesus, men der er også ting i mit liv, som jeg glæder mig over og glæder mig til. For eksempel at se, hvordan min søn udvikler sig:
Hvordan bliver han?
Hvad bliver han?
Og med hvem?

Som forældre kan man ikke undgå at gøre sig forestillinger om sine børns fremtid og alle de ting, man gerne vil lave og opleve med dem. Man fristes til at sige: Vent lige et øjeblik endnu, Jesus. Jeg skal liiiiige…

Da jeg selv var barn, skabte historierne om Jesus – der ville komme som en tyv om natten og endda efterlade nogen af os, mens andre kom med til himlen – en del frygt hos et fantasifuldt og følsomt barn som mig. Jeg ville sikre mig, at Jesus ikke ville være i tvivl om, at jeg skulle med, hvis han nu kom, mens jeg sov, så jeg hængte et selvlysende kors ved min seng.

På den måde, tænkte jeg, ville jeg blive husket. I en periode havde jeg endda bundet en snor fast i mine yndlingsbamser og -dukker, som jeg kunne gribe fat i, hvis jeg blev hentet, da jeg heller ikke kunne forestille mig et liv uden dem – end ikke i himlen. Jeg undrede mig også tit over, hvorfor de voksne, og måske især ældre familiemedlemmer, ikke ville være her, men talte om at komme væk herfra og hjem til himlen.

Den tid, hvor jeg frygtede at blive efterladt eller selv komme til at efterlade nogen, er heldigvis forbi. I takt med at jeg blev ældre, forstod jeg bedre, hvad det handlede om og sluttede til sidst fred med, at Jesus vil komme igen, og at livet, som jeg kender det nu, vil komme til en afslutning en dag.

I forbindelse med at jeg blev mor, gjorde jeg mig mange tanker om, hvad, hvordan og hvor meget min søn skal vide – og i særdeleshed hvornår. Jeg vil gerne, at han skal mærke glæden og freden ved at kende Jesus, men jeg vil også gerne så vidt muligt beskytte ham mod frygten.

Man skal efter min overbevisning have en bestemt alder og forståelse for sammenhæng, før man præsenteres for læren om de sidste tider i dens fulde udstrækning. Måske er det godt nok for en del år at tale om, at en dag kommer Jesus for at være sammen med os, og det bliver så fedt.

At vente på Jesu genkomst skal, for et barn, helst være lidt som at vente på juleaften. Og for mig selv har jeg besluttet, at det er glædeligt håb, der lever side om side med glæden ved og forventninger til livet her og nu.

Da tiden holdt op

Svenske Göran Sahlberg har skrevet en roman om en dreng, der vokser op som præstesøn i et svensk frikirkemiljø, der er utroligt optaget af de sidste tider. Bogen giver en kærlig, kritisk og humoristisk skildring af dette miljø, idet det hele ses fra den lille drengs synsvinkel.

Af Bent Bjerring-Nielsen

ANMELDELSE: I Göran Sahlbergs roman Da tiden holdt op møder vi en svensk dreng, der vokser op i efterkrigstiden med en far, der er prædikant i baptistkirken og en hjemmegående mor, der synes, at knægten skal have en ”tidssvarende opdragelse”. Drengen ser meget op til faren og vil gerne være prædikant som ham, når han bliver stor, hvorfor meget af hans fritid går med at tænke på prædikener, hvad moren absolut ikke er tilfreds med. Faren er samtidig utroligt optaget af spørgsmålet om de sidste tider; derfor bliver ord som Harmageddon, bortrykkelse, antikrist og tusindårsrige hurtigt en del af drengens verden.
Romanen foregår i den kolde krigs tid, hvor der er en konstant frygt for, at det store atomare ragnarok vil bryde ud; dette bidrager også til den apokalyptiske stemning i romanen. Periodens mest kendte svensker er FN-generalsekretæren Dag Hammarskjöld, der står centralt i de internationale forsøg på at afværge truslen om atomkrig, og han kommer til en spille en stor og temmelig afgørende rolle i romanen, som ikke skal afsløres her.

En kærlig kritik
På dette tidspunkt er der nok enkelte af dominos læsere, der tror, at man har at gøre med endnu en roman, der kritiserer kirke og kristendom sønder og sammen, men det er faktisk ikke tilfældet; det er ikke en nyere svensk version af Hans Kirks Fiskerne, vi har med at gøre. Forfatteren, Göran Sahlberg, har selv en frikirkelig baggrund. Han er dr. phil. i religionspsykologi og underviser på Örebros Teologiske Højskole, som også samarbejder med SALT (Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi).
I Da tiden holdt op er der naturligvis en indirekte kritik af den sværmeriske optagethed af de sidste tider, men det er en kærlig kritik. Romanens hovedpersoner beskrives som nogle elskelige mennesker, der samtidig på godt og ondt er dybt præget af deres særlige frikirkelige miljø. Det bliver beskrevet med både varme og humor.
En af årsagerne til, at det lykkes så godt, er, at synsvinkelen hele tiden er hos drengen, der i begyndelsen af romanen – som forløber over nogle år – er seks år gammel. Alt bliver set igennem barnets øjne, og vi følger hans udvikling i løbet af Da tiden holdt op.

90 procent forkert
Hvis man kender lidt til frikirkelige miljøer i Danmark, så ved man, at der også her mange steder har været en stor og ofte usund optagethed af apokalyptik. Jeg kan da personligt konstatere, at minimum 90 procent af den undervisning, jeg har hørt om emnet, har været objektiv forkert. I Da tiden holdt op er der enkelte i den lokale menighed, der overvejer, om Dag Hammarskjöld er antikrist, men han har absolut ikke været den eneste kandidat til titlen i kirkelige miljøer. Igennem tiderne har jeg hørt både paven, kommunismen, EU, Ayatollah Khomeneini, islam og Saddam Hussein optræde som kandidater.
Når man læser de bibelske tekster, er man ikke i tvivl om, at Gud er historiens herre. Der er heller ikke tvivl om, at det endelige perspektiv for historien er en ny himmel og en ny jord. Det perspektiv kan imidlertid let drukne i den mere sensationsbetonede tilgang til emnet, hvorfor det er vigtigt at forholde sig kritisk til meget af det, som siges om de sidste tider i frikirkelige miljøer.
Den kærligste kritik, jeg har mødt til dato, er den beskrivelse, man møder i Da tiden holdt op. Romanen indeholder naturligvis også mange andre aspekter, og jeg kan varmt anbefale den. Den er for øvrigt glimrende oversat af den danske forfatter Pia Juul, som ved den nyligt overståede bogmesse i Forum i København vandt Den Danske Banks store litteraturpris.

* Samlerens Forlag
* sider
* 249 kroner

Det nuværende og det kommende

Gud har ikke opgivet den gode verden, han har skabt, men han vil genoprette den og gøre ende på al ondskab og lidelse. Derfor er der en dyb sammenhæng mellem det nuværende liv og det, som kommer til at ske.

Af cand.theol. Lars Pugh, præst i Silkeborg Frikirke

KOMMENTAR: Det er ingen hemmelighed, at for mange vækker tanken om de sidste tider og Jesu genkomst ikke udelt begejstring og glæde. Helt afgørende er selvfølgelig, hvad vi forventer, der skal ske. Mit ærinde er derfor at pege på nogle af de centrale områder af teologien om Jesu genkomst og det evige liv.
I den forbindelse er det ikke muligt at gennemgå de mange relevante skriftsteder, vi finder i Det Nye Testamente, men lad mig blot pege på én ting, som en vigtig baggrund: Mange af de skriftsteder, som vi ofte forstår som omhandlende det evige liv, handler efter min bedste overbevisning om den mellemfase, der er fra et menneske dør indtil den endelige opstandelse, som vil finde sted efter Jesu genkomst.
Min vandring
Jeg har i mange år været meget ambivalent, når talen er faldet på Jesu genkomst og det evige liv. På den ene side har jeg på et abstrakt plan godt kunne glæde mig over det kommende liv, selv om det var svært at forestille sig noget konkret herom, men på den anden side var tanken om det nuværende livs totale ophør ikke spor tiltalende. For mig blev den store ændring mødet med den engelske teolog N.T. Wrights skrifter, der førte mig på en vandring, som har gjort, at jeg i dag har det meget anderledes.
Vores lære om Jesu genkomst bør ikke være mærket uegnet for børn og sarte sjæle, men bør vække håb og begejstring for folk i alle aldre. Budskabet om Jesu genkomst har sågar et evangeliserende potentiale, idet det er et særdeles attraktivt budskab, hvis det beskrives på en god måde.
Centralt herfor er sammenhængen eller manglen på samme mellem det nuværende og det kommende. For alt for ofte opererer vi med en radikal adskillelse mellem disse, som bevirker, at vi gør det evige liv med Gud meget abstrakt og derved afskærer os selv fra at sige noget som helst konkret herom.
Når helvede til tider fylder så meget i vores frelsesforståelse, er det en naturlig følge af, at vi ikke har kunnet male et attraktivt billede af det evige liv med Gud, hvilket medfører behovet for at understrege, at alternativet i det mindste er meget værre.

Er du sikker på, du skal i himlen?
Vi føler os måske på sikker bibelsk grund, når vi opererer med en modstilling mellem jord og himmel, som indebærer, at Jesus på et tidspunkt vil hente os væk fra jorden og ”op” til himlen. Men denne tanke er fjern fra hebraisk tankegang, som ligger til grund for Det Nye Testamente. Her er der en forståelse af, at jorden skal genoprettes og forvandles, når Gud indtager sin plads som konge.
Konsekvenserne for måden, man behandler jorden på i disse to forståelser, er vidt forskellige. Det svarer til forskellen på, hvordan man behandler et engangsbæger til en grillfest og et dyrt krystalglas til en gallamiddag.
Jorden er en del af Guds skabelse, som syv gange i skabelsesberetningen benævnes god. Senere kom der ondskab ind i verden, der forvred eller slørede dette, men grundlæggende har vi stadig med Guds smukke og gode skabelse at gøre; den er værd at passe på og forvalte godt, hvilket også var den første opgave menneskeheden fik af Gud.

Slut med ondskab, nød og død
Evangeliet er derfor ikke, at Gud har opgivet den gode verden, han har skabt, og i stedet har besluttet at redde de troendes sjæle væk til ”himlen”, umiddelbart inden jorden lider et dystert endeligt. Havde dette været tilfældet, så ville størstedelen af alt, hvad vi gik og foretog os være helt og aldeles værdiløst i det store billede, da det eneste, som ville have nogen evighedsbetydning, var det, som direkte eller indirekte førte til menneskers frelse.
Jeg tror imidlertid, at Guds plan er meget anderledes og går ud på at genoprette og nyskabe verden ved at sætte en stopper for al ondskab, uretfærdighed, lidelse, nød og død. Det betyder, at alt hvad vi gør, som bringer glæde eller fred, eller som er med til at bane vej for retfærdighed, kærlighed og godhed, eller som lindrer sygdom og lidelse – både fysisk og psykisk – gør os til medarbejdere på Guds sag, og dermed har det evighedsbetydning.
Derved får det nuværende liv i al dets brogethed en langt større betydning og værdi, fordi vi ser, at vi kan være Guds medarbejdere på mange forskellige områder og kan tjene ham på mangfoldige måder med de evner, som vi hver især har. Vores formål er med andre ord at modellere i det små, hvad Gud gør på det store plan.

Til det håb er vi frelst
Der findes en gammel tradition, der ser de kristne som udlændinge på jorden, idet deres sande hjem er hos Gud. Men grunden til at vi er udlændinge er ikke, at vi har et sandt hjem i ”himlen”, forstået som et andet sted. Udlændinge er vi, fordi Guds ånd siger os, at der er noget ved verden, som er grundlæggende forkert. Enhver, der har mødt alvorlig sygdom; har prøvet at miste én, der stod dem nær, eller som på forskellig vis har oplevet den smerte, der er en uundgåelig del af det nuværende liv, ved, hvad jeg mener – fornemmelsen: Det burde ikke være sådan.
Men præcis denne ellers håbløse erkendelse kan blive et mødested med Guds håb og plan. For dér kan vi møde hans bekræftelse af, at det netop ikke burde være sådan og hans invitation til at arbejde sammen med ham på at ændre det.
Og hvilken fantastisk dag det bliver, når Guds store plan, som vi har været medarbejdere på i det små, bliver ført ud i livet, og vi i evighed skal leve i Guds nærhed uden noget til at slå skår i glæden. Hvilken herlig dag det bliver, når vi ikke længere skal miste vores venner og familiemedlemmer til sygdom, alder og ulykker, når al smerte, had og selviskhed bliver bragt til ende, og når savn, sorg og lidelse ikke er mere, men det, som står tilbage, er livet i dets bedste øjeblikke og mere til.

Et virkeligt håb
Intet sted møder vi det kristne håb tydeligere end i læren om Jesu genkomst og den evighed, der følger. Lad os blive gode til at tale om det på en måde, som virkelig vækker håb. For evangeliet om Jesu genkomst er ikke en flugt fra virkeligheden, men derimod et kald til at fatte mod og se virkeligheden i øjnene med det håb, som kommer af at vide, at Gud er i færd med at rette op på alt det, der ikke er, som det burde være.

Aviserne og Bibelen skriver om det samme

Man kan læse om hungersnød, krig, jordskælv, selviskhed, menneskelig kulde og råhed både i dagens aviser og i Bibelens beskrivelse af de sidste tider, inden Jesus kommer igen og genopretter alt. Betyder det mon, at Jesus er lige på trapperne?

Af Ole Bækgaard

KOMMENTAR: Vores klode er syg og endetiden er nær! Alverdens ansvarlige ledere er bekymrede og der afholdes store kongresser og møder om klodens opvarmning og klimaændringer på dagsordenen. Aldrig har så mange været så enige om, at der er noget galt.
Utallige artikler og reportager kæmper med filmbranchen om vores opmærksomhed. Troende og ikke troende profeter er på banen med skrækscenarier og bud på, hvad der vil ske og hvornår.

Er det for fjernt?
De fleste af de tegn, vi ser rundt om i vores verden er på forskellig måde blevet omtalt i Bibelen. Det er faktisk bemærkelsesværdigt, at Det Nye Testamente alene omtaler Jesu genkomst og de sidste tiders tegn 319 gange – én gang for hvert 25. vers. Man kan vel uden at overdrive sige, at meget tyder på, at emnet er højt prioriteret i Det Nye Testamente.
Ud fra skriftens store fokus på endetidens tegn og Jesu genkomst skulle man tro, at forkyndelsen i vores kirker beskæftigede sig mere med emnet, end jeg oplever, er tilfældet. Måske skyldes det, at talen om genkomst og dommedag er for fjern fra vores materialistiske hverdag, hvor det er svært at forholde sig til ting, vi ikke kan kontrollere og forklare?
Men over hele kloden ser vi en stigende opmærksomhed på klimaændringerne og de deraf følgende konsekvenser, og tankerne ledes naturligt hen på Bibelens forudsigelser om endetidens tegn. Jesus taler meget om tegnene i Matthæusevangeliet kapitel 24 – såvel de fysiske tegn som de åndelige. Jeg vil pege på nogle enkelte ting og ellers opfordre til at læse kapitlet igennem.

Fremtid bliver til nutid
Det er meget vigtigt at understrege, at det er en hemmelighed, hvornår Jesu genkomst vil finde sted. Jesus siger, at det kun er Faderen, som kender timen (Matthæusevangeliet 24:42-44).
Når det er sagt, kan enhver sammenligne beskrivelserne i Matthæusevangeliet 24 med de faktiske ting, der sker rundt om os hver dag i det virkelige liv. Vores aviser og tv tegner hver dag klare billeder af begivenheder, der tydeligt understreger ligheden mellem Bibelens udsagn og de virkelige begivenheder i verden i dag.
* Klimaændringernes indflydelse på polernes overraskende hurtige nedsmeltning med oversvømmelser til følge.
* Hungersnød, jordskælv og vulkanske udbrud.
* Stærk udvikling i forurening af havene og atmosfæren.

I et tidligere nummer af domino (oktober 2009) oplyste meteorolog Mikael Jarnvig, at selv om en del af klimaændringerne skyldtes naturlige forhold, så er menneskers udledning af CO2 en betydelig faktor i den globale opvarmning.
Med andre ord: der sker meget, der godt kan pege hen på alvorlige problemer i en fremtid, der, hurtigere end vi aner, kan blive nutid.

Kold kærlighed
Ser vi på den åndelige udvikling, er der mange tegn på en nedbrydning af værdier og holdninger. Jesus nævner flere ting, der er ret genkendelige i verden i dag. Det er ikke noget nyt, måske, men langt mere udbredt og accepteret, end vi før har set.
* Der tales om falske profeter, falske kristus’er og åndelige forførere.
* Folkeslag rejser sig mod hinanden (krige)
* Forfølgelse og had mod mennesker for deres tros skyld
* Mange troende vil falde fra og udlevere hinanden
* Lovløsheden vil tage til og, måske det værste af alt:
* kærligheden vil blive kold hos de fleste
Paulus skriver i Andet Timotheusbrev 3:1-5, at der vil komme hårde tider, og han nævner en mængde ting om forråelsen af det menneskelige sind grundet egenkærlighed.

Løft hovedet
Det er måske en barsk tid, vi går i møde, og mange kan sikkert blive skræmte. Det kan også være en fristelse for nogle til at forsøge sig med at sætte datoer på, hvornår tingene skal ske.
Det er vigtigt, at vi som troende ikke lader os skræmme, men lærer at hvile i, at den, der er i Gud, kan være tryg. Han har lovet os at være os nær, hvor end vi er, og hvad end der sker.
Jesus siger i Lukasevangeliet 21:28: Når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig. Denne forløsning er en glædelig begivenhed!
I lignelsen om brudepigerne i Matthæusevangeliet 25 siger Jesus, at vi skal være vågne og have olie i vores lamper – altså være forberedte til mødet med han, når hans time er inde.
Mon det er nu?

Når verden bliver ny

I jordens sidste tider vil verden opleve en række kosmiske naturkatastrofer og ulykker som en opsparet konsekvens af menneskehedens oprør mod Gud. Men Gud kommer på banen og genskaber en paradisisk verden, hvorefter han vil bo midt iblandt sit folk

Af Tonny Jacobsen

Oh, when the saints go marchin’ in er en af de slagere, som tusindvis af danskere synger og vugger med på i kirker og på aftenskoler. Gospelbølgen har efterhånden været over os i mange år. Mange af de gamle negro spirituals handler om fremtidshåb og troen på en ny himmel og en ny jord. De stærke tekster om tro og håb er måske – sammen med de fantastiske melodier – en forklaring på gospelsangenes popularitet.
Verdens ende var et hovedtema i Jesu undervisning.  Han fortalte lignelser om dagen, da Gud ville gribe direkte ind i historien og genoprette et fredsrige på jorden. Og han fortalte lignelser om, at vi alle på den dag vil blive stillet til regnskab for, hvordan vi har behandlet andre mennesker og brugt de gaver, Gud har givet os.

Guds store fest
Jesus lægger ikke skjul på, at verdens ende bliver en barsk og skræmmende tid. Men han gør det også klart, at for hans disciple var de gode nyheder langt bedre end de dårlige. Jordskælv, krig og hungersnød er som en fødende kvindes veer. Igennem dem bliver en helt ny verden ”født” – en verden, hvor Guds orden er genoprettet og de indbudte er deltagere i Guds store fest.
Denne drøm levede dybt i den jødiske folkesjæl på Jesu tid. De havde i århundreder levet under persernes, grækernes og nu romernes okkupation. Der havde været frihedsperioder siden katastrofen med Jerusalems fald i 586 f.Kr., men de havde været få og korte. I disse svære og mørke år havde de holdt fast i profeternes ord om en konge, sendt af Gud – Messias. Messias skulle oprette et fredsrige, hvor løven legede med lammet, og hvor der var fred og overflod overalt.
Faktisk troede Jesu disciple efter Jesu opstandelse stadig, at han nu ville grundlægge dette rige. Jesus sagde ikke, at han ikke kom til at gøre det. Men han gjorde det klart, at det ikke var her og nu, og at det ikke tilkom dem at vide hvornår.  Deres opgave var ikke at være frontkæmpere for et Storisrael. Den var i stedet at være hans vidner over hele jorden i Helligåndens kraft.

En konge er på vej
Denne tænkning skabte den første kirkes verdensbillede, og de forventede tydeligvis Jesu nært forestående tilbagevenden som deres konge, deres Messias. Navnet Kristus, som for mange nærmest er blevet Jesu efternavn, er den græske form af det hebræiske Messias. Ordet betyder den salvede og henviser til løftet om en konge, sendt fra Gud for at oprette Guds Rige på jorden.
Troen på Jesu tilbagekomst som konge blev ikke mindre af, at de kristne kirker ret hurtigt talte mange ikke-jøder i deres rækker. Selv om grækere, romere og andre ikke havde en traditionel forventning om en messias, var budskabet om, at Gud ville genoprette sit rige fysisk på jorden, en uadskillelig del af Det Nye Testamentes forkyndelse.
Vi møder det i Paulus’ to breve til den nyetablerede kirke i den makedonske by Thessaloniki. Paulus’ hovedærinde i disse to breve er at svare på spørgsmål omkring Jesu genkomst. Fra Første Thessalonikerbrev har vi en beskrivelse af, hvordan det vil blive, når Jesus kommer igen: Ærkeenglen vil støde i en basun, og de døde i Kristus vil opstå.  Dernæst vil de, som lever og tror på Jesus, rykkes op og blive forenede med Jesus og de genopvakte troende i luften.

Fortabelsens søn
I Andet Thessalonikerbrev introducerer Paulus et andet hovedtema i Det Nye Testamentes visioner om de sidste tider: Der vil komme en højt profileret leder, som med dæmonisk kraft vil modarbejde Gud og hans kirke.
Denne person kaldes fortabelsens søn hos Paulus’. I Første Johannesbrev og Johannes’ Åbenbaring kaldes han antikrist. Selv om verden har set mange forfærdelige og brutale diktatorer, vil denne person tydeligvis ”overgå” dem alle i ondskab og evne til at forføre verdens befolkning.
Ved siden af de to breve til kirken i Thessaloniki er det hovedsageligt Johannes’ Åbenbaring, som fokuserer på de sidste tider. Ikke sådan at forstå, at der ikke findes undervisning om emnet i andre breve. Det gør der. Men det er kortere passager, som understøtter andre hovedtemaer.

Planen fuldføres
Johannes Åbenbaring handler om det episke drama mellem lyset og mørket, mellem Gud og satan. Bogen vrimler med symbolske handlinger og fabeldyr. Den har givet mange bibelfortolkere og bibellæsere grå hår i hovedet.
Nogle ting virker dog ganske klare i denne fantastiske bog: Verden vil opleve en række kosmiske naturkatastrofer og ulykker som en opsparet konsekvens af menneskehedens oprør mod Gud. Antikrist vil fremstå som verdensleder og forsøge at udrydde kirken og det jødiske folk. Gud bevarer sit folk gennem alt dette og vil til sidst omstyrte Antikrists regime ved Jesu direkte indgreb.
Dernæst vil Gud oprette sit fredrige på jorden, som varer i 1.000 år. I denne periode vil satan være bundet. Siden vil han blive løst for en kort tid, hvor han en sidste gang forfører nationerne til krig mod Gud og hans folk.
Gud dømmer de hære, satan har samlet, og afholder sin endelige dom over levende og døde: dommedag. Ved denne dom vil de, der ikke er indskrevet i lammets bog blive kastet i ildsøen sammen med djævelen og hans engle. De øvrige til få adgang til det ny Jerusalem, der kommer ned fra himmelen, fra Gud selv.
Dermed er Guds oprindelige plan endelig gennemført: Gud bor midt iblandt sit folk, som lever i en paradisisk verden.

Uafklarede spørgsmål
Det er karakteristisk, at Bibelen aldrig giver et systematisk overblik over alle detaljer omkring de sidste tider. Dermed er en række spørgsmål uafklarede i de bibelske tekster:
* Hvordan passer bortrykkelsen, som Paulus beskriver i Første Thessalonikerbrev, med Johannes’ Åbenbarings beskrivelse af de sidste tider?
* Sker bortrykkelsen før, under eller efter de 1.000 års fredsrige?
* Vil Jesus først bortrykke de troende og dernæst komme synligt tilbage for at oprette sit rige på et senere tidspunkt?
* Er de 1.000 år, som Johannes omtaler, et symbolsk eller et bogstaveligt åremål?
* Både Daniels bog i Det Gamle Testamente og Johannes’ Åbenbaring omtaler en syvårs periode, som bliver den sidste store trængsel. Er dette et bogstaveligt eller et symbolsk tal, da både Daniels Bog og Johannes Åbenbaring er fyldt med symboler og billeder?

For mange har taget fejl
Nogle kristne mener, at Jesus bortrykker de troende før eller midt i denne syvårs periode, som de forstår bogstaveligt. Andre mener, at bortrykkelsen falder sammen med Jesu synlige tilbagekomst.
Da Bibelen ikke opstiller et tidsmæssigt hændelsesforløb, men i stedet giver os en række profetiske visioner, skal vi være forsigtige med at være for skråsikre i vores tolkning af, hvordan de enkelte hændelser hænger sammen. Og vi skal helt undgå at udråbe andre kristne som misforståede i deres teologi, hvis de har en anden forståelse end os selv.
Jeg har personligt fået allergi mod alle forsøg på at sige, at nu er vi så og så langt henne i den store trængsel. Alt for mange gode folk har gennem kirkens 2.000-årige historie taget grundigt fejl og skuffet mange efterfølgere med forkerte tidsudregninger.

Et ukueligt gåpåmod
Den første kristne kirke lavede ikke detaljerede tidsskemaer. Jesus havde jo sagt, at det tilkommer ikke jer at kende tider og timer, som Faderen har fastsat af egen magt. De levede derimod deres liv i lyset af, at Jesus kunne komme tilbage, hvornår det skulle være, for at tage dem med til de evige boliger. Det gav dem et ukueligt gåpåmod i modgang og forfølgelse. Derfor sang de, når de blev kastede for de vilde dyr, og derfor nægtede de at frasige sig deres tro og ofre til kejserens billede.
Paulus’ ord er mindst ligeså relevante i dag, som da han skrev dem til kirken i Filippi: Der er mange, som har taget afstand fra budskabet om Kristi forsoningsdød på korset. De går deres undergang i møde. De lever for at tilfredsstille deres lyster, sætter en ære i det, de burde skamme sig over, og er kun optaget af jordiske ting. Men vores fokus og hjemsted er i Himlen, hvorfra vi med længsel venter på, at vores Frelser Jesus Kristus, skal vende tilbage. Han vil forvandle vores ufuldkomne jordiske legemer og gøre dem lig sit eget fuldkomne, himmelske legeme ved den kraft, som har gjort ham til Herre over alle ting (Filipperbrevet 3:18b–21, Bibelen på hverdagsdansk).
Vi skal komme til at ligne Jesus selv i hans opstandelse. Hvis vores fokus og vores hjemsted er i himlen, vil det hjælpe os til ikke at blive suget med i den almindelige optagethed af jordiske ting og den umiddelbare tilfredsstillelse af vores lyster og behov.

Foto: NASA

Næste side »