1. Vind en rejse til Etiopien
2. Kirkerne vil blande sig på Folkemødet
3. Efterskole laver støttekoncert for hjemløse
4. GospelAid indtager København

1. Vind en rejse til Etiopien
Dansk Ethioper Mission finder sit navn misvisende og går derfor med planer om at skifte navn. For at få så mange forslag til nyt navn som muligt, har man udskrevet en konkurrence kaldet You name it. Konkurrencen løber til den 30 august, og vinderen får en rejse til Etiopien til en værdi af 15.000 kroner.
Læs mere her.

2. Kirkerne vil blande sig
For andet år i træk vil en række kirker og kirkelige organisationer stå sammen om teltet Mellem himmel og jord på Folkemødet i Allinge, hvor titusinder af politikere, meningsdannere, foreninger og organisationer samles.
Læs mere om Mellem himmel og jord-teltet og alle arrangementerne i det her. 

3. Efterskole laver støttekoncert for hjemløse
Elever fra Skovbo Efterskole på Midtsjælland vil støtte hjemløse på Nørrebro. Derfor opfører de i samarbejde med kirken regen en støttekoncert lørdag den 8. juni.
Baggrunden for koncerten er, at en gruppe elever fra Skovbo Efterskole i december besøgte regen på Nørrebro og var med til at uddele morgenmad til hjemløse og pakke julehjælp til socialt udsatte.  Projektet gjorde så stort indtryk, at man besluttede, at eleverne skulle lave en støttekoncert for at samle penge ind til en ny fond, der skal støtte de hjemløse på Nørrebro.

4. GospelAid indtager København
Lørdag den 8. juni indtager op mod 1.000 gospelsangere København i forbindelse med arrangementet GospelAid, som er et samarbejde mellem gospelkirken The Gospel Fellowship og den folkekirkelige organisation Danmission.
å dagen vil de mange sangere give en række koncerter på blandt andet Nytorv, Gråbrødre Torv og Kultorvet. Herudover danner Gammeltorv/Nytorv på Strøget rammen om en stor markedsplads, og det hele kulminerer i en stor støttekoncert om aftenen i Københavns Domkirke.
Overskuddet fra dagen går til Danmissions arbejde for udsatte børn i Egypten.
Læs mere her.

JL

Af Tove Videbæk, formand for Hospice Forum Danmark og tidligere MF for Kristendemokraterne

Aktiv dødshjælp, eutanasi, passiv dødshjælp, palliation, lindring…

Ovenstående ord står for tiden i kø i Kristeligt Dagblad. Og tak til Kristeligt Dagblad for det!

Flere medvirkende i denne artikelserie udtaler, at vi har behov for inddragelse af udenlandske erfaringer i vores drøftelser af disse begreber. Ja, det er en rigtig god ide: I Holland og Belgien kan vi af diverse rapporter følge væksten i tallene og i udviklingen. Indførelsen af aktiv dødshjælp begyndte som en tanke om hjælp til de få med ubærlige lidelser. Men nu, 10 år efter, har både psykisk syge, anorektikere og andre, som ikke var døende, fået aktiv dødshjælp. Faktisk var 10 procent af patienterne, som modtog dødshjælp i Belgien, ikke døende.

Når der indføres aktiv dødshjælp i et land er intentionen altid, at det skal være for de få eller en undtagelse. Det har dog vist sig at være en stejl glidebane, man har åbnet for. I 2002 modtog 2.123 personer aktiv dødshjælp i Holland. I 2011 var antallet vokset til 3.695. En vækst på 74 procent! Derudover bliver der i Holland pt. arbejdet for en selvmordspille, som alle skal have adgang til – uden lægers indblanding!

I Belgien var der i 2003 235 personer, som fik bevilliget aktiv dødshjælp. I 2011 var dette antal vokset til 1.133 personer. Altså en vækst på 382 procent! Kan det mon ikke kaldes en glidebane?!
En belgisk forsker siger om de 10 første år med aktiv dødshjælp i Belgien, at Lovens rammer bliver hele tiden overskredet og udvidet. Jakob Birkler, formand for Etisk Råd har udtalt, at når svært psykisk syge og demente også bliver godkendt til eutanasi, er der ikke længere tale om uafvendeligt døende, og så begynder det at skride. Så er vi faktisk ude på en glidebane.

Syv ud af 10 danskere ønsker aktiv dødshjælp indført i Danmark.

Hvis disse mange danskere vidste, hvad der faktisk er helt lovligt for lægerne at gøre eller undlade at gøre, mon flere af disse så ikke ville mene, at en lov om aktiv dødshjælp ikke er nødvendig i Danmark? Jeg kan simpelthen ikke begribe, at syv ud af 10 danskere virkelig ønsker, at lægerne skal aflive syge mennesker? Når alt kommer til alt, så er læger ikke uddannet til at slå ihjel!

Og hvis alle de mange danskere vidste, hvor uhyggelig stejl og glat ’glidebanen’ er, så ville flere af dem måske vælge at sige nej til aktiv dødshjælp.

Og endelig – hvis alle vidste, hvad der faktisk kan gøres via palliation, ville mange sikkert foretrække palliation frem for aktiv dødshjælp.

Palliation er aktivt at hjælpe mennesker med store lidelser. Lidelserne kan være fysiske, psykiske, sociale eller eksistentielle / åndelige. Det tværfaglige personale i palliative teams og på hospicer er specialister i palliation. De hjælper den enkelte til at opnå den bedst mulige kvalitet i det liv, der er tilbage. Formålet vil altid være livshjælp frem til døden, som man hverken fremskynder eller udsætte”.

Heldigvis er der i de senere år kommet mere fokus på palliation. Etisk Råd udtalte for nylig i en rapport om aktiv dødshjælp, at den palliative indsats i Danmark bør opgraderes.

I forbindelse med aktiv dødshjælp er der ingen fortrydelsesret. Der er ingen klagemuligheder. Det kan ikke gøres om. Skulle vi ikke, som flere har nævnt, lære af udenlandske erfaringer – og efterfølgende undlade at åbne for den glidebane, som aktiv dødshjælp er?

Indlægget har tidligere været bragt i Kristeligt Dagblad i klummen Etisk set.

Af Stephan Viftrup

Facebook er selviscenesættelse. Facebook snyder dig til at tro, at du har mange venner. Facebook fjerner dig fra det virkelige liv. Ville Jesus være på Facebook?

Vi deler billeder af vores kreative mad, solrige eller regnvejrsgrillaftener, vores nye, lækre nye frisure og de sødeste børn i verden. Vi inviteres til arrangementer, diskuterer heldagsskole, deler flere billeder af søde hunde, deler gode citater og fortæller, hvad vi fik til morgenmad. Vi linker til sjove, provokerende og inspirerende videoer og nyheder. Vi deler vores (u)forbeholdne mening om stort og småt. Derefter deler vi flere billeder. Hele dagen igennem. Tror du Jesus ser på med velbehag?

Sociale medier såsom Facebook er i dag lige så integreret i vores daglige kommunikation som e-mail. Det er derfor svært at komme uden om dem. Et typisk for-argument er, at sociale medier er kommet for at blive; derfor kan vi lige så godt lære at håndtere dem bedst muligt. Men ville Jesus slukke for sociale medier, hvis han nu stod ved stikkontakten til internettet?

Ville Jesus gå i kloster eller til gadefesten Distortion?

10 kurve brød og fisk i overskud fra i går. Til fri afhentning.

Svaret på, om Jesus ville omfavne sociale medier hænger, sammen med, hvordan vi ser på Jesus, kirken og ultimativt os selv. Er det nemmere at forestille sig Jesus i et moderne kloster end at forestille sig ham bo i en lejlighed på Nørrebro Runddel, deltage i gadefesten Distortion og eje den lokale snedkerbutik?

Klosterets appel ligger i, at det holder et stærkt fokus på mange af Jesus’ værdier såsom hengivenhed, renhed og uselviskhed. Klosterets tilgang er at fjerne sig fra alt det, der kan distrahere fra disse gode mål. Fokus er på målet, himlen. Jorden er en test og en distrahering. Vi kan læse om, at Jesus udlevede disse værdier, da han fastede i 40 dage, gik afsides for at bede eller og søgte tilflugt i haver, på havet og i hjemmene.

På den anden side kan vi også læse om den livsnydende Jesus, der tog del i livet omkring sig. Han tog til fester og bryllupper og leverede tilmed vinen i et enkelt tilfælde. Hans disciple fik ry for at faste for lidt, men at spise og feste for meget. Denne side af Jesus fejrede livets gave og rykkede tæt på menneskers liv. Deres op- og nedture.

“Vi skal være I denne verden, men ikke AF denne verden”

Men hvad betyder det? Det kommer an på, hvilken side af Jesus, du lægger mest vægt på: Vi skal være i verden, men ikke på sociale medier. Eller: Vi skal være på Facebook, men ikke bruge det forkert.

Jeg tror ikke, at der findes ét korrekt svar. Jeg tror, at svaret ligger i at stille spørgsmålet. Uanset hvordan du vægter klosterets og gadefestens værdier, så skærpes du af at være bevidst om denne spænding. Vi har brug for ro og for at dreje fokus væk fra os selv. Samtidig må vi også tage del i livet, få jord under neglene og tillade, at livet forstyrrer os.

Jeg vælger dog selv gadefesten. Jeg vælger det grumsede og støjende, men livsbekræftende og nærværende liv. Jeg vælger Facebook til.

Alligevel er jeg fuldstændig sikker på, at Facebook kan bruges forkert. Laver du disse fejl på Facebook, så kommer du let på afveje. Jeg er dog også overbevist om, at Facebook kan bruges til det gode. Jeg vil gerne invitere mennesker ind i mit liv, til mit spisebord, prale af mine børn og følge med i mine venners glade øjeblikke. Og hvis jeg bliver for selvfed, så sig det lige til mig, ik?

Ville Jesus være på Facebook? Det tror jeg han ville. Hvad tror du?

Stephan Viftrup er ansat som leder af en frivillig stab i Amagerbro Frikirke, og som digital development manager hos Forlaget Scandinavia. Derudover blogger han på www.stephanviftrup.dk om, hvordan digital kommunikation kan hjælpe ledere til effektivt at nå deres mål. Find ham på Google+, eller tilmeld dig hans nyhedsbrev.

Læs blandt andet om:

• Neurokirurg Eben Alexander fra Harvard Medical School, som efter at have ligget i dyb koma en uge  nu tror på en usynlig, åndelig verden – som tilmed er mere virkelig end den fysisk verden, fordi den synlige verden er udgået fra den usynlige.
• Torsten Juul Jensen, som blev helbredt uden at have opsøgt et mirakel.
• Hermann Christensen fra tv-programmet U-Turn. Han har tabt mere end 30 kilo og lagt sin livsstil helt om, så han i dag er stort set medicinfri.
• Nye bøger på dansk fra forlag, som fokuserer på eksistens, tro ånd og moral.

God læselyst!
Jens Linde, redaktionssekretær

Af Michael Bobjerg

Lyden af skridt gennembryder skovens stilhed. 41-årige Torsten Juul Jensen er ude på en af sine løbeture nær hjemmet i Jyllinge. Han hører til de mange danskere, som elsker at bevæge sig og udfordre sin krop med løb, kajakture og i træningscenteret.

For fire år siden skete der dog noget, som brat satte en stopper for Torbens fysiske udfoldelser. Mandag den 3. august 2009. Datoen står lysende klar. Dagen, hvor smertehelvedet begyndte.

- Jeg havde været i haven i weekenden og revet nogle rødder op fra en busk. Mandag vågnede jeg og havde ondt i ryggen og nakken. Det næste stykke tid var jeg konstant smerteramt og fik stærke smertestillende piller. Ud over smerter i ryggen havde jeg også føleforstyrrelser ud i højre arm. Efter tre-fire uger endte det med, at jeg stod ved lægen og græd: Nu er du nødt til at gøre noget. Jeg kan ikke vente længere på en udredning.

Helt væk i smerter

Torsten blev henvist til en reumatolog og fik at vide, at han led af svær slidgigt i nakken. En fysioterapeut tilføjede begrebet central sensibilisering til sygdomsbilledet; en tilstand, man kan komme i, hvis nervesystemet har været meget stresset over en periode. Tiden, der fulgte, var fyldt med smerter kun afbrudt af nogle få timers lindring, mens pillerne virkede. Ellers stod den på fysioterapi og ture i træningscenteret.

- Jeg var helt væk i smerter og arbejdede med latterligt små vægte. Det må have set helt tosset ud. Hvis jeg kom til at lave en forkert bevægelse, kunne jeg ligge og vride mig af smerter. Da jeg havde det allerværst, kunne jeg ikke sove om natten. Jeg gik rundt i min stue – og så kunne jeg finde på at løbe en tur på tre kilometer. Det var ikke ret langt, men når jeg løb, så forsvandt føleforstyrrelserne i min arm, og nogle af smerterne blev dulmet.

Frivillig i en børnekirke

Indtil smertedatoen den 3. august 2009 var Torstens liv som mange andres. Han var ansat som programleder på Københavns Universitet, var gift og havde tre børn. Meget af fritiden gik i Kirken i Kulturcenteret på Nørrebro, hvor han var frivillig i børnekirken under søndagsgudstjenesterne. Først i december 2009 kunne han så småt vende tilbage til hverdagen.

- På det tidspunkt handlede mit liv 65 procent om smerter. Så var der 35 procent tilbage til arbejde, træning og det frivillige arbejde i børnekirken. Derhjemme magtede jeg kun at lave bittesmå ting, inden jeg var nødt til at hvile. Men uanset hvor ondt jeg havde, kunne jeg sige til mine børn: Selv om jeg har ondt i dag, så er Gud stadigvæk god. Han er god i dag og god i morgen og god til evig tid. Det kan godt være, at Gud accepterede, at jeg var i denne situation. Men hele tiden havde jeg en tro på, at jeg kunne blive helbredt.

Det med Gud og Jesus var ikke noget, Torsten havde med sig fra sit barndomshjem. Men som 18-årig mødte han nogle kristne, der fortalte ham om Jesus og bad for ham. Han oplevede en særlig fred, når de bad. Det betød ikke, at han var overbevist, men fire-fem år senere havde han flere stærke oplevelser, der førte ham til en tro på Jesus. En tro, der nu var et lyspunkt midt i hverdagen og smertekaosset.

Slap lige af, Gud – jeg arbejder

Det blev forår 2012. I kirken var det frivillige arbejde i børnekirken skiftet ud med et andet frivilligt arbejdsområde: produktionsteamet, som står for koordinering og afvikling af kirkens store arrangementer.

- Da hørte jeg, at kirken skulle være vært for en helbredelseskonference med den amerikanske prædikant Randy Clark, meldte jeg mig som producer. Jeg var meget klar over min opgave og sagde til Gud: Jeg kommer for at arbejde og ikke for at blive helbredt. Jeg kan ikke som producer gå op foran i kirkesalen for at blive bedt for. Men hvis du vil helbrede mig her alligevel, så må du finde på en måde at gøre det på.

Torsten var forberedt på tre dage med masser af arbejde. Pilleæsken var med i lommen, og han havde indrettet et sted, hvor han kunne tage et hvil, når smerterne blev for store. Konferencen gik i gang, og da det var Randy Clarks tur til at tale indledte han med en kort introduktion, hvorefter han opfordrede alle til at rejse sig, mens han bad en bøn.

- Og da blev jeg bare ’ramt’ af Guds ånd. Jeg mærkede en uforklarlig, nærmest elektrisk, fredfyldt følelse strømme gennem mig. Jeg fik tårer i øjnene og måtte sige til Gud: Slap lige af, Jeg er jo på arbejde.

I næste øjeblik var der en stemme i hans headset, der kaldte på ham, og han hastede videre til den næste opgave.

Hvor bliver smerterne af?

Men da han næste morgen vågnede klokken 06.00 morgenen, havde han igen en stærk åndelig oplevelse af fred og glæde.

- God morgen, Helligånd! sagde jeg og tænkte på titlen på en af den amerikanske evangelist Benny Hinns bestsellerbøger. Guds åndelige nærvær var så massivt, at det var helt overvældende. Luften var så tyk, at jeg nærmest kunne skære i den.

Resten af dagen forløb uden smerter og uden middagshvil, og pillerne blev liggende i lommen. Og morgenen efter mærkede han igen et stærkt åndeligt nærvær af Gud. Han undrede sig mere og mere over, at smerterne fortsat ikke dukkede op.

- Da jeg samme dag fortalte det til den første, jeg mødte i kirken, at jeg ikke havde haft smerter siden den første aften på konferencen, sagde han: Halleluja, du er jo blevet helbredt.

Var skeptisk og pressede sin krop

Men Torsten var ikke så let at overbevise. Smerterne og alle de ting, han ikke kunne, havde været så stor en del af hans identitet i så lang tid, at han ville være 100 procent overbevist, før han erklærede sig selv for rask. I de efterfølgende uger begyndte han derfor at afprøve, hvor meget han magtede. På den første løbetur blev det til 10 kilometer. Og den første kajaktur, en rundvisning i Københavns Havn, kom helt op på 23 kilometer.

- Næste dag vågnede jeg med samme slags ømhed i kroppen, som hvis man havde løbet en maraton uden at have trænet til det. Men ellers helt uden smerter. I træningscenteret kunne jeg gå op i vægt, og jeg havde ikke længere smerteanfald. Det blev mere og mere tydeligt for mig, at jeg havde fået en helt ny start.

I dag står Torsten tilbage med en dyb taknemmelighed til Gud og til de mennesker, der har bedt for ham. Og han ved, at hele processen har flyttet ham i mere end én forstand.

- En dag sagde min datter til min kone og jeg: Før du blev syg, holdt I aldrig om hinanden og kyssede. Og min kone tilføjede: Du har fået styr på dine prioriteter.

- Og ja, nu er det vigtigt for mig at være der, hvor Gud vil have mig. Nu tænker jeg: Der hvor han sætter mig – dér vil jeg levere!

Torsten har i øvrigt igen meldt sig som producer til en konference med Randy Clark i Kirken i Kulturcenteret i slutningen af maj. Men denne gang med mulighed for 100 procents fokus på opgaven.

Fotos: Andreas Pless

Den nye formand er 35 år og har siden 2009 været generalsekretær i Indre Mission. Han trådte ind i Evangelisk Alliances bestyrelse i 2009 og afløser nu Peter Götz, der har ønsket at afgive formandsposten efter knap fire år.

Thomas Bjerg Mikkelsen glæder sig over sin nye opgave:

- Alle forskelligheder til trods lægger lutheranere, baptister og pinsefolk alle vægt på frelsen i Kristus og på mission. Vi har alle fået del i Guds Ånd, og vi er alle elsket af Kristus. Derfor må vi også se hinanden som brødre og søstre på tværs af kulturelle skel, konfessioner og traditioner – og derfor er det også vigtigt, at vi kan mødes i et søskendefællesskab, hvor vi kan bede sammen og lade os inspirere af hinanden.

- Evangelisk Alliance er et netværk af danske kirker og organisationer, der har en fælles identitet og en fælles sag. Som evangeliske kristne står vi solidt placeret på den klassiske kristendoms grund. Med det udgangspunkt arbejder vi på at gøre kristen tro og livspraksis kendt og gældende i Danmark. Det er ikke nogen ubetydelig opgave, og jeg glæder mig til at gøre en ekstra indsats for vores fælles sag.

Ud over valget af ny formand blev der også valgt to nye ind i bestyrelsen. Det drejer sig om Bodil Skjøtt, der er generalsekretær i Israelsmissionen, og Mie Skak Johanson, der er sognepræst i Hjarup og Vamdrup ved Kolding.

Evangelisk Alliance er et netværk af danske kirker og kirkelige organisationer, som på tværs af forskelle ønsker at gøre kristen tro og kristen livspraksis gældende i Danmark. Netværket er nok bedst kendt for at stå bag en årlig bedeuge i januar, som hvert år samler cirka 30.000 kristne fra forskellige kirkesamfund over hele landet. Derudover afholder Evangelisk Alliance forskellige inspirationskonferencer for mission lokalt og globalt.

Evangelisk Alliance i Danmark har eksisteret siden 1885 og er en del af World Evangelical Alliance, som på verdensplan omfatter 400-500 millioner evangeliske kristne.

JL

Pressefoto

- Som netværk ønsker vi at være med til at skabe ’plads til Gud’ i vores land. Derfor ser vi det som vigtigt at opbygge netværk til relevante personer, der vil kunne bidrage til dette, forklarer Henrik Kaas fra FrikirkeNets koordinationsgruppe.

- Vi ønsker at lytte til deres historie, overvejelser og input, således at vi selv inspireres til at tage del i det fælles ansvar for vores land.

FrikirkeNet har to hovedformål med sin årlige lederkonference. Dels at skabe en klassisk, kristen konference, hvor man fremmer enhed og fællesskab; giver inspiration, retning og tro på fremtiden samt løfter den åndelige temperatur.

Og dels at invitere talere fra andre arenaer end den frikirkelige. Talere, som kan udvide konferencedeltagerens tænkning og dermed give inspiration til forskellige måder at forkynde evangeliet på. Disse talere kan være politikere, foreningsfolk, fremtidsforskere, samfundsdebattører med flere.

- Det første formål er afgørende for at give FrikirkeNet en fælles identitet. Det andet formål skulle gerne bidrage til at skærpe konferencedeltagerne og udfordre til nytænkning, forklarer Henrik Kaas.

JL

Pressefoto

5.000 deltagere ventes at strømme til nogle festlige Danske Kirkedage i Aalborg i Kristi himmelfartsferien. Frikirkerne er også med under dagene. Blandt andet deltager FrikirkeNet med en stand og et par seminarer ved Michael Bobjerg og Poul Kirk – sidstnævnte er også med i styrelsen for Danske Kirkedage.

I ovenstående video fortæller biskop over Aalborg Stift, Henning Toft Bro, hvad han glæder sig til ved Danske Kirkedage. Sidst i videoen har han en hilsen til brugerne af domino-online.dk.

Kirkedagene finder sted hvert tredje år.

Læs mere om kirkedagene her.

JL

Initiativpris til integrationsprojekt
Foreningen Kvinde til Kvinde med hjemsted i Kirken i Kulturcenteret i København er dette års modtager af Kristeligt Dagblads kirkelige initiativpris. Prisen gives for foreningens integrationsprojekt Friends.
Læs mere her og her.

Moses på Horsens Amatør Teater
Med premiere den 31. maj opfører Horsens Amatør Teater i alt fem forestillinger med gospelmusicalen Moses. Musicalen  er skrevet og instrueret af Louise Elisabeth Jensen, og sangene er af Steffen Bay, der også er korleder på forestillingen.
Se mere her.

Genvalg hos Apostolsk Kirke
Jacob Viftrup er blevet valgt til at fortsætte som leder for Apostolsk Kirkes såkaldte tjenesteteam de næste to år. Det er kun lederen af tjenesteteamet, der hvert andet år er på valg – efter et valg er det så lederens opgave at sammensætte teamet.
Valget foregik ved en brevafstemning tidligere på foråret, hvor de lokale kirker også kunne tilkendegive, hvilke personer de gerne så i teamet. På Apostolsk Kirkes nationalrådssamling forrige weekend kunne Jacob Viftrup derfor fremvise det team, der skal lede det apostolske netværk de kommende to år.
Teamet består af Birgit Tind fra Fredericia, Jesper Kure fra Kolding, Niels Peter Hedegaard fra Herning og Martin Højgaard fra Næstved, som alle er gengangere fra de seneste to års tjenesteteam. Derudover er Henrik Holmgaard fra Aalborg med som ny i tjenesteteamet, og Jacob Viftrup oplyste endvidere, at endnu et nyt navn er i spil, men det vil blive oplyst senere.
JL

Af Tove Videbæk

For eller imod fri hash, er det et etisk problem? Tja… måske ikke direkte, men hvis man signalerer til børn og unge, at det er i orden at ryge hash, nærmer vi os så ikke et etisk dilemma?

Et parti i København vil gå til valg på fri hash og efterfølgende ”arbejde meget intensivt med at presse regeringen til at få lov til at gennemføre et forsøg med fri hash i København”.

Overborgmester Frank Jensen (S) siger: ”Hashmarkedet i København er kommet ud af kontrol og er en kilde til bandekriminalitet”. Det vil sige, at man ønsker at lovliggøre hash for at komme den hårde kriminalitet til livs. Folketingspolitikeren Tom Behnke (K) mener derimod: ”… der er mange, der ikke ryger hash i dag, fordi det er ulovligt, så ender vi – hvis vi legaliserer – med at dem, der i forvejen er socialt udfordrede, er dem, der bliver tabere”.

Der er modstridende hensyn i spørgsmålet om fri hash. På den ene side ønsker vi at stoppe de kriminelle banders fortjeneste på salg af hash. På den anden side ønsker vi at beskytte de udsatte unge. Disse to mål er svære at forene. Det virker, som om der ikke er nogen løsning, hvor både sundheds- og kriminalitetsaspekterne tilgodeses.

Men hvorfor er det et betænkeligt signal at sende til børn og unge, at det er i orden at bruge hash?

For det første: Sundhedsstyrelsen siger blandt andet, at der er ”øget risiko for angst- og panikreaktioner ved den enkelte hashrus, og længerevarende forbrug indebærer øget risiko for rygerlunger, psykiske sygdomme, forringet hukommelse og opmærksomhed. Lovlig hashandel vil med stor sandsynlighed medføre et generelt øget forbrug af rusmidlet og dermed flere skader”.

For det andet: Som om ovenstående ikke skulle være nok, så skriver videnskab.dk: ”Unge hashrygere bliver mindre intelligente voksne.”
Det har nogle af verdens førende hjerneforskere netop fundet ud af. Lektor i Neuropsykologi på Københavns Universitet Anders Gade siger, at ”det er første gang en så omfattende undersøgelse viser, at intelligensen tager varig skade, hvis man ryger hash som teenager.”

Man husker dårligere, og intelligenskvotienten falder markant. Man får også sværere ved at planlægge og at lave flere ting på en gang, hvis man ryger meget hash, før man er fyldt 20 år, viser den nye undersøgelse. Men det er ikke det hele.

Mange år efter, man har kvittet hashen, fungerer hjernen stadig dårligere end normalt, konkluderer forskerholdet, der har fulgt over 1.000 personer i 38 år – fra de blev født i 1972/1973 til i dag. Intelligenskvotienten var faldet med seks-otte point hos dem, der røg hash flere gange om ugen, før de fyldte 20 år.

Resultaterne af denne undersøgelse er netop offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift PNAS.

Hvorfor er det lige, at man ønsker et så skadeligt stof frigivet i København? Man vil komme bandernes økonomi til livs og stoppe banderne. Ja, det er forstået.
Men skal midlet til at opnå dette være, at vores raske, unge teenageres hjerner ødelægges?
Skal teenagerne ofres for at stoppe banderne?

Ja, det er skarpt sat op, men er det ikke det, der er dilemmaet?

Mon ikke der kan findes andre etisk mindre betænkelige måder at stoppe bandernes indtjening på? Hvis hver politiker tænker på egne børn og børnebørn i forhold til angstanfald, panikreaktioner, paranoia og ødelagte hjerner, mon så ikke tilslutningen til fri hash lige så stille ville smuldre?

Indlægget har tidligere været bragt i Kristeligt Dagblad i klummen ’Etisk set’.