• Forside
• Om domino
• Kontakt
• Arkiv
• Annoncer
• Bliv domino-partner

Tilmeld

Aktiv dødshjælp er en glidebane, vi skal undgå

Af Tove Videbæk, formand for Hospice Forum Danmark og tidligere MF for Kristendemokraterne

Aktiv dødshjælp, eutanasi, passiv dødshjælp, palliation, lindring…

Ovenstående ord står for tiden i kø i Kristeligt Dagblad. Og tak til Kristeligt Dagblad for det!

Flere medvirkende i denne artikelserie udtaler, at vi har behov for inddragelse af udenlandske erfaringer i vores drøftelser af disse begreber. Ja, det er en rigtig god ide: I Holland og Belgien kan vi af diverse rapporter følge væksten i tallene og i udviklingen. Indførelsen af aktiv dødshjælp begyndte som en tanke om hjælp til de få med ubærlige lidelser. Men nu, 10 år efter, har både psykisk syge, anorektikere og andre, som ikke var døende, fået aktiv dødshjælp. Faktisk var 10 procent af patienterne, som modtog dødshjælp i Belgien, ikke døende.

Når der indføres aktiv dødshjælp i et land er intentionen altid, at det skal være for de få eller en undtagelse. Det har dog vist sig at være en stejl glidebane, man har åbnet for. I 2002 modtog 2.123 personer aktiv dødshjælp i Holland. I 2011 var antallet vokset til 3.695. En vækst på 74 procent! Derudover bliver der i Holland pt. arbejdet for en selvmordspille, som alle skal have adgang til – uden lægers indblanding!

I Belgien var der i 2003 235 personer, som fik bevilliget aktiv dødshjælp. I 2011 var dette antal vokset til 1.133 personer. Altså en vækst på 382 procent! Kan det mon ikke kaldes en glidebane?!
En belgisk forsker siger om de 10 første år med aktiv dødshjælp i Belgien, at Lovens rammer bliver hele tiden overskredet og udvidet. Jakob Birkler, formand for Etisk Råd har udtalt, at når svært psykisk syge og demente også bliver godkendt til eutanasi, er der ikke længere tale om uafvendeligt døende, og så begynder det at skride. Så er vi faktisk ude på en glidebane.

Syv ud af 10 danskere ønsker aktiv dødshjælp indført i Danmark.

Hvis disse mange danskere vidste, hvad der faktisk er helt lovligt for lægerne at gøre eller undlade at gøre, mon flere af disse så ikke ville mene, at en lov om aktiv dødshjælp ikke er nødvendig i Danmark? Jeg kan simpelthen ikke begribe, at syv ud af 10 danskere virkelig ønsker, at lægerne skal aflive syge mennesker? Når alt kommer til alt, så er læger ikke uddannet til at slå ihjel!

Og hvis alle de mange danskere vidste, hvor uhyggelig stejl og glat ’glidebanen’ er, så ville flere af dem måske vælge at sige nej til aktiv dødshjælp.

Og endelig – hvis alle vidste, hvad der faktisk kan gøres via palliation, ville mange sikkert foretrække palliation frem for aktiv dødshjælp.

Palliation er aktivt at hjælpe mennesker med store lidelser. Lidelserne kan være fysiske, psykiske, sociale eller eksistentielle / åndelige. Det tværfaglige personale i palliative teams og på hospicer er specialister i palliation. De hjælper den enkelte til at opnå den bedst mulige kvalitet i det liv, der er tilbage. Formålet vil altid være livshjælp frem til døden, som man hverken fremskynder eller udsætte”.

Heldigvis er der i de senere år kommet mere fokus på palliation. Etisk Råd udtalte for nylig i en rapport om aktiv dødshjælp, at den palliative indsats i Danmark bør opgraderes.

I forbindelse med aktiv dødshjælp er der ingen fortrydelsesret. Der er ingen klagemuligheder. Det kan ikke gøres om. Skulle vi ikke, som flere har nævnt, lære af udenlandske erfaringer – og efterfølgende undlade at åbne for den glidebane, som aktiv dødshjælp er?

Indlægget har tidligere været bragt i Kristeligt Dagblad i klummen Etisk set.

Ville Jesus være på Facebook?

Af Stephan Viftrup

Facebook er selviscenesættelse. Facebook snyder dig til at tro, at du har mange venner. Facebook fjerner dig fra det virkelige liv. Ville Jesus være på Facebook?

Vi deler billeder af vores kreative mad, solrige eller regnvejrsgrillaftener, vores nye, lækre nye frisure og de sødeste børn i verden. Vi inviteres til arrangementer, diskuterer heldagsskole, deler flere billeder af søde hunde, deler gode citater og fortæller, hvad vi fik til morgenmad. Vi linker til sjove, provokerende og inspirerende videoer og nyheder. Vi deler vores (u)forbeholdne mening om stort og småt. Derefter deler vi flere billeder. Hele dagen igennem. Tror du Jesus ser på med velbehag?

Sociale medier såsom Facebook er i dag lige så integreret i vores daglige kommunikation som e-mail. Det er derfor svært at komme uden om dem. Et typisk for-argument er, at sociale medier er kommet for at blive; derfor kan vi lige så godt lære at håndtere dem bedst muligt. Men ville Jesus slukke for sociale medier, hvis han nu stod ved stikkontakten til internettet?

Ville Jesus gå i kloster eller til gadefesten Distortion?

10 kurve brød og fisk i overskud fra i går. Til fri afhentning.

Svaret på, om Jesus ville omfavne sociale medier hænger, sammen med, hvordan vi ser på Jesus, kirken og ultimativt os selv. Er det nemmere at forestille sig Jesus i et moderne kloster end at forestille sig ham bo i en lejlighed på Nørrebro Runddel, deltage i gadefesten Distortion og eje den lokale snedkerbutik?

Klosterets appel ligger i, at det holder et stærkt fokus på mange af Jesus’ værdier såsom hengivenhed, renhed og uselviskhed. Klosterets tilgang er at fjerne sig fra alt det, der kan distrahere fra disse gode mål. Fokus er på målet, himlen. Jorden er en test og en distrahering. Vi kan læse om, at Jesus udlevede disse værdier, da han fastede i 40 dage, gik afsides for at bede eller og søgte tilflugt i haver, på havet og i hjemmene.

På den anden side kan vi også læse om den livsnydende Jesus, der tog del i livet omkring sig. Han tog til fester og bryllupper og leverede tilmed vinen i et enkelt tilfælde. Hans disciple fik ry for at faste for lidt, men at spise og feste for meget. Denne side af Jesus fejrede livets gave og rykkede tæt på menneskers liv. Deres op- og nedture.

“Vi skal være I denne verden, men ikke AF denne verden”

Men hvad betyder det? Det kommer an på, hvilken side af Jesus, du lægger mest vægt på: Vi skal være i verden, men ikke på sociale medier. Eller: Vi skal være på Facebook, men ikke bruge det forkert.

Jeg tror ikke, at der findes ét korrekt svar. Jeg tror, at svaret ligger i at stille spørgsmålet. Uanset hvordan du vægter klosterets og gadefestens værdier, så skærpes du af at være bevidst om denne spænding. Vi har brug for ro og for at dreje fokus væk fra os selv. Samtidig må vi også tage del i livet, få jord under neglene og tillade, at livet forstyrrer os.

Jeg vælger dog selv gadefesten. Jeg vælger det grumsede og støjende, men livsbekræftende og nærværende liv. Jeg vælger Facebook til.

Alligevel er jeg fuldstændig sikker på, at Facebook kan bruges forkert. Laver du disse fejl på Facebook, så kommer du let på afveje. Jeg er dog også overbevist om, at Facebook kan bruges til det gode. Jeg vil gerne invitere mennesker ind i mit liv, til mit spisebord, prale af mine børn og følge med i mine venners glade øjeblikke. Og hvis jeg bliver for selvfed, så sig det lige til mig, ik?

Ville Jesus være på Facebook? Det tror jeg han ville. Hvad tror du?

Stephan Viftrup er ansat som leder af en frivillig stab i Amagerbro Frikirke, og som digital development manager hos Forlaget Scandinavia. Derudover blogger han på www.stephanviftrup.dk om, hvordan digital kommunikation kan hjælpe ledere til effektivt at nå deres mål. Find ham på Google+, eller tilmeld dig hans nyhedsbrev.

Skal teenagerne ofres?

Det er helt fint, at man vil komme bandernes økonomi til livs og stoppe banderne. Men skal midlet hertil være at legalisere hash, så raske, unge teenageres hjerner ødelægges? Skal teenagerne ofres for at stoppe banderne? spørger tidligere medlem af Folketinget for Kristendemokraterne Tove Videbæk

Af Tove Videbæk

For eller imod fri hash, er det et etisk problem? Tja… måske ikke direkte, men hvis man signalerer til børn og unge, at det er i orden at ryge hash, nærmer vi os så ikke et etisk dilemma?

Et parti i København vil gå til valg på fri hash og efterfølgende ”arbejde meget intensivt med at presse regeringen til at få lov til at gennemføre et forsøg med fri hash i København”.

Overborgmester Frank Jensen (S) siger: ”Hashmarkedet i København er kommet ud af kontrol og er en kilde til bandekriminalitet”. Det vil sige, at man ønsker at lovliggøre hash for at komme den hårde kriminalitet til livs. Folketingspolitikeren Tom Behnke (K) mener derimod: ”… der er mange, der ikke ryger hash i dag, fordi det er ulovligt, så ender vi – hvis vi legaliserer – med at dem, der i forvejen er socialt udfordrede, er dem, der bliver tabere”.

Der er modstridende hensyn i spørgsmålet om fri hash. På den ene side ønsker vi at stoppe de kriminelle banders fortjeneste på salg af hash. På den anden side ønsker vi at beskytte de udsatte unge. Disse to mål er svære at forene. Det virker, som om der ikke er nogen løsning, hvor både sundheds- og kriminalitetsaspekterne tilgodeses.

Men hvorfor er det et betænkeligt signal at sende til børn og unge, at det er i orden at bruge hash?

For det første: Sundhedsstyrelsen siger blandt andet, at der er ”øget risiko for angst- og panikreaktioner ved den enkelte hashrus, og længerevarende forbrug indebærer øget risiko for rygerlunger, psykiske sygdomme, forringet hukommelse og opmærksomhed. Lovlig hashandel vil med stor sandsynlighed medføre et generelt øget forbrug af rusmidlet og dermed flere skader”.

For det andet: Som om ovenstående ikke skulle være nok, så skriver videnskab.dk: ”Unge hashrygere bliver mindre intelligente voksne.”
Det har nogle af verdens førende hjerneforskere netop fundet ud af. Lektor i Neuropsykologi på Københavns Universitet Anders Gade siger, at ”det er første gang en så omfattende undersøgelse viser, at intelligensen tager varig skade, hvis man ryger hash som teenager.”

Man husker dårligere, og intelligenskvotienten falder markant. Man får også sværere ved at planlægge og at lave flere ting på en gang, hvis man ryger meget hash, før man er fyldt 20 år, viser den nye undersøgelse. Men det er ikke det hele.

Mange år efter, man har kvittet hashen, fungerer hjernen stadig dårligere end normalt, konkluderer forskerholdet, der har fulgt over 1.000 personer i 38 år – fra de blev født i 1972/1973 til i dag. Intelligenskvotienten var faldet med seks-otte point hos dem, der røg hash flere gange om ugen, før de fyldte 20 år.

Resultaterne af denne undersøgelse er netop offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift PNAS.

Hvorfor er det lige, at man ønsker et så skadeligt stof frigivet i København? Man vil komme bandernes økonomi til livs og stoppe banderne. Ja, det er forstået.
Men skal midlet til at opnå dette være, at vores raske, unge teenageres hjerner ødelægges?
Skal teenagerne ofres for at stoppe banderne?

Ja, det er skarpt sat op, men er det ikke det, der er dilemmaet?

Mon ikke der kan findes andre etisk mindre betænkelige måder at stoppe bandernes indtjening på? Hvis hver politiker tænker på egne børn og børnebørn i forhold til angstanfald, panikreaktioner, paranoia og ødelagte hjerner, mon så ikke tilslutningen til fri hash lige så stille ville smuldre?

Indlægget har tidligere været bragt i Kristeligt Dagblad i klummen ’Etisk set’.

Abort: Skal – skal ikke?

Kunne vi med alle vores kreative og innovative hoveder i Danmark ikke finde på muligheder, så sunde og raske børn i mors liv kunne få lov at leve? Kan nogle af dem bortadopteres? Kan vi som samfund give bedre rådgivning? Kan vi etablere frivillige netværk til hjælp for unge mødre?…

Af Tove Videbæk

I den senere tid har der været rejst en række spørgsmål vedrørende abort – for eksempel:

Hvad gør man, hvis man venter et barn, der har det ’forkerte’ køn?

Svaret på det er for en del kvinder, at de tager til Sverige. Der kan man nemlig få en abort helt ind til svangerskabets 18. uge. Dette har skabt en del forargelse, og der blev debat om det – men helt ærligt – hvad er værst? At fravælge et sundt barn i uge 12 eller i uge 18? For barnet er resultatet sådan set det samme!

Et andet spørgsmål, der har været rejst, er:

Skal sundhedspersonale sprøjte medicin ind i hjertet på et foster, inden der foretages en abort, for at undgå at fostret viser livstegn, når det kommer ud?

Også dette rejste en debat, og nogle debattører mente, at vi skal ”undersøge, hvad der er mest skånsomt for fostret”.

Hvis nu fostret viser livstegn, når det kommer ud, hvad sker der så? Efter en sen abort anslås det, at hvert tiende foster viser livstegn i op til flere timer efter abortindgrebet. Dette har i årevis berørt både sundhedspersonale og alle andre dybt.

Sundhedsstyrelsen har nu udfærdiget en vejledning, der henstiller til personalet at vise omsorg for fostret, til det dør, hvis forældrene ikke ønsker at tage sig af det! Det er helt klart en forbedring i forhold til tidligere praksis, men kan man alligevel ikke få øje på visse dilemmaer og paradokser her?

Et tredje spørgsmål drejer sig om unge, sårbare piger, som er blevet uønsket gravide. Spørgsmålet lyder:

Hvad gør man, hvis man er ung, og kommunen ikke mener, at man er klar til at være forældre? Flere unge piger har fortalt, at de følte sig presset af kommunen til at få abort.

Når jeg hører disse og flere spørgsmål og kommentarerne til dem, kan jeg ikke lade være med at tænke på alle de par, som næsten vil gøre alt for at få et barn. De gennemgår behandlinger med kunstig befrugtning, og nogle ender med at adoptere et eller flere børn.

Kunne det tænkes, at nogle af de gravide kvinder ville være med til at gå tiden ud med svangerskabet og bortadoptere barnet til mennesker, som ville elske at give dette barn et godt og kærligt hjem?

Er det en umulig diskussion?

Kunne det være en mulighed i nogle tilfælde?

Eller er det helt utænkeligt i Danmark i 2013?

Kunne det også tænkes, at vi som samfund kunne give bedre støtte til unge gravide, der står i en sårbar situation?

Eller at der kunne etableres frivillige foreninger/netværk med det formål at støtte især helt unge, som er blevet uplanlagt gravide?

Kunne vi med alle vores kreative og innovative hoveder i Danmark ikke finde på muligheder, så sunde og raske børn i mors liv kunne få lov at leve?

Rent samfundsmæssigt og i henhold til fremtidige befolkningsprognoser har vi brug for hvert eneste barn i Danmark. Etisk set ville det vel også være bedre at bruge vores kreativitet på at finde løsninger for disse ufødte sunde og raske børn – i stedet for at finde den mest skånsomme måde at slå dem ihjel på?!

Dilemmaer og paradokser er ikke svære at få øje på i denne forbindelse …

Indlægget har tidligere været bragt som synspunkt i klummen ’Etisk set’ i Kristeligt Dagblad

 

 

Tonny Jacobsen: Jeg gør mit bedste, og jeg elsker stadig kirken

En personlig refleksion fra Tonny Jacobsen i kølvandet på kommentarerne til hans indlæg omkring skuffelser over frikirker:

Tak for alle de personlige kommentarer på mit indlæg. Jeg har læst med interesse.
De kalder på en mere personlig refleksion fra min side.
Jeg er helt med på, at folk forlader frikirker i skuffelse. Og jeg er også klar over, at mennesker kan have mange grunde til at være skuffede. Jeg har som kirkeleder talt med mange mennesker gennem tiden, der har slået sig på forskellige sider af kirkeliv – også i kirker, hvor jeg selv har været leder. Jeg håber, at jeg altid har gjort det respektfuldt. Det er i hvert fald min intention.
Jeg reagerede på Dann Sidenius’ kronik, fordi jeg mener, at den tegner et karikeret billede af frikirkerne. Det mener jeg stadig.
Jeg har selv oplevet mange skøre og sårende ting inden for kirkens rammer. Den udgøres som bekendt af ufuldkomne mennesker, og jeg er et af dem.
Men jeg gør mit bedste, og jeg elsker stadig kirken.
Jeg har – ligesom generationer af kristne før mig – valgt at stille mig i et spændingsfelt: Jeg vil være en del af en kirke, som har klare holdninger og et budskab, vi ikke kompromitterer, samtidig med at vi elsker mennesker, medens vi selv er ufuldkomne. Det er kirkens kald og udfordring. Her ønsker jeg at leve mit liv i kærlighed til Gud og mennesker. Ikke som kirkeløs; ikke som liberal eftersnakker af kulturen. Ikke i et forsøg på at opstille en slags åndelig facade, der ikke er dækning for i mit virkelige liv.
Hvor godt lykkes jeg så med det? Det må Gud vel i sidste ende bedømme. Men jeg lægger i hvert fald mit hjerte i det.

Tonny Jacobsen

Personlige skuffelser i frikirker

Advokat Dann Sidenius rettede for nylig i en kronik i Politiken et generelt angreb på frikirker i Danmark. De er ifølge ham ubarmhjertige mod frafaldne. Endvidere er de sekteriske, sexistiske og har hovedsagelig appel til sårbare mennesker.

Kronikken er skrevet på baggrund af personligt medlemskab af en københavnsk frikirke, og han hævder, at hans personlige negative oplevelser og skuffelser er betegnende for danske frikirker som sådan.

Og det er nok kronikkens største svaghed, at den bevæger sig fra en personlig skuffelse over at være svigtet af nære venner i en livskrise til at hævde, at hundredvis af danske frikirker skulle være indsnævrede og fordømmende. Alle frikirker skal altså stå på mål for disse uforløste følelser.

Jeg skal ikke gøre mig klog på den personlige krise, der førte til kronikørens brud med sin frikirke. Men han kan ikke kende frikirkemiljøet som sådan særligt godt. Han skriver, at han aldrig har set en person med en længere videregående uddannelse melde sig ind i en frikirke. Jeg har som frikirkepræst set adskillige. Han hævder, at kvinder ikke kan være i frikirkers ledelse. Det er sikkert rigtigt i perifere grupper, men generelt er kvinder med på alle niveauer af ledelse i nutidens danske frikirker.

Kronikøren er provokeret over, at frikirkerne vokser i antal, når nu folkekirkens medlemstal går tilbage. Men han finder trøst i, at frikirkerne aldrig vil tiltrække sunde, ressourcestærke danskere. Jeg er da personligt stolt over, at vi som frikirker er der for mennesker, der har ondt i livet. Men jeg må skuffe kronikøren med, at vi ser mennesker komme til vore kirker fra alle samfundslag – både såkaldt ressourcestærke og  ressourcesvage. Vi afspejler socialt samfundet omkring os.

Er vi så sekteriske? Nej, det er vi ikke. Det er et gammelt kirkepolitisk trick i Danmark at hævde, at alt, der ikke er folkekirke, er sekterisk. Men flere af de kirkesamfund, der i Danmark kaldes frikirker, er på verdensplan betydeligt større end den lutherske kirke. Frikirker er åbne for alle. De er ikke fuldkomne. De udgøres af mennesker på godt og ondt. Men de er generelt sunde miljøer, der sætter en ære i at behandle deres medmennesker med respekt.

Tonny Jacobsen, FrikirkeNet

Gud kunne have valgt…

Af Michael Bobjerg, præst i Teglgårdskirken, Middelfart

Hvis Gud skulle være retfærdig, ville han så have gjort, som han gjorde, og sendt sin søn, Jesus, ned til jorden med et budskab om tilgivelse og frelse?

Hvis Gud skulle have dømt os mennesker retfærdigt, så ville Gud faktisk have været i sin fulde ret til at være hård og kontant mod os, fordi vi som menneskehed havde valgt ham fra.

Gud kunne have valgt at komme med sin store ’hammer’ og have dømt os sønder og sammen. Men han valgte at komme med noget andet. Han valgte at komme med et tilbud om tilgivelse, accept og redning.

Gud kunne have valgt at være ligeglad, og tænke: De er selv ude om det, hvorfor skulle jeg hjælpe dem? Men han valgte at ofre, at lide, og at dø for at give os mennesker mulighed for at blive reddet fra vores egne fejltrin.

Gud kunne have valgt at komme med pomp og pragt som den størst tænkelige krigsherre. Men han valgte at komme som et skrøbeligt barn, der havde brug for omsorg og nærhed.

Det er det, den kristne jul handler om: At Gud kunne have valgt at minde os mennesker om, hvor elendige vi i bund og grund er. Men han valgte at minde os om, hvor enorm hans kærlighed og tilgivelse er.

Faktisk er Gud ikke helt retfærdig i vores øjne. Men sådan skal det være. For ellers var vi alle dødsdømt og uden håb. Gud har nemlig valgt at elske os. At skabe os og bagefter ikke at være ligeglad med os.

Julen betyder, at Gud er en virkelighed for alle, der har den mindste gnist af tro. At bønner ikke længere bare føles, som om de kun når til loftet, men rent faktisk bliver hørt – uanset om man føler dig som et dårligt eller et godt menneske. At det netop er, når man føler sig utilstrækkelig og fejlslagen, at man er tættest på Guds tilgivelse, for det er de selvtilstrækkelige, der afviser ham.

Tro er en mærkelig ting, for det er faktisk sådan, at når man febrilsk kalder på Gud, så er troen til stede. Det er jo der, hvor man trods skepsis forventer, at han er der, og man henvender sig i håb om, at han hører én. Man kan undre sig over, hvor Gud dog bliver af, men med den undren er man faktisk lige der, hvor man er ved at finde ham!

Gud kunne have valgt at gøre vores Gudsforhold, tilgivelse og redning afhængig af fortjeneste. Men han valgte lade alt være afhængig af, om vi blot tror på ham.

Det er jul. Der er noget at fejre.

Ikke alt kan forklares eller forsvares

I julen fejrer vi en tilsyneladende logisk selvmodsigelse: Skaberen af himlen og jorden reducerede sig selv til et lille foster i Marias mave Men bare fordi vi ikke kan forklare det, betyder ikke, at det ikke er sandt. Troens mysterier har gennem alle tider udfordret vores logiske sans og den herskende tidsånd.

Af Mikael Wandt Laursen, Master of Arts in Missiology, Kirken i Kulturcenteret i København

Kristentroen er fuld af mysterier, hvor spørgsmål om Jesus’ inkarnation (bliven menneske, red.) er en af dem. I tro må vi tage imod, at Jesus blev født af jomfru Maria, opstod efter at være død i tre dage, fór til himmelen og vil komme tilbage igen.

Ja, der findes mange gode og logiske argumenter for, at Jesus virkelig er Guds søn, udførte mirakler, døde og opstod, men ingen af os kan forklare og dermed forsvare, hvordan skaberen af himlen og jorden blev til et foster i Marias mave.

Kristne kan have en tendens til skamme sig over troens mysterier. Vi lever fortsat i rationalitetens tidsalder og vil helst gerne kunne forstå, forklare eller forsvare alting. Det kan vi ikke med Jesus’ jomfrufødsel, opstandelse fra de døde, himmelfart og genkomst.

Vi kan sandsynliggøre det, men ikke bevise det og endnu mindre forstå det.

Det giver os mindst tre reaktionsmuligheder:

1. Undgå at tale om det. Vi fejrer julen med et smil, men går ikke ind i en diskussion om, hvorvidt vi virkelig tror på, at det var Gud selv, der blev født juleaften. Dermed får julen med årene et mere ’eventyragtigt’ skær, som få kan tage helt seriøst.

2. Anse fakta for ligegyldig. Det vigtige er, hvad historien skaber i os. Nogle præster har adskilt troen fra fakta blandt andet med inspiration fra Kierkegaard. Om Jesus virkelig var Guds søn, døde og opstod, er for så vidt ligegyldigt. Det vigtige er troen. Troen fortæller, at Gud blev menneske, og hvad gør det budskab ved mig? Men en sådan tolkning accepterer at adskille tro fra fakta og ignorerer dermed, at Bibelen gør meget ud af at fortælle, at Jesus blev født ind i en konkret, historisk sammenhæng. Tro uden historie ender med at blive abstrakt, intellektuel og filosofisk og dermed et nemt offer for tidsåndens diktering af, hvad der er fornuftigt.

3. Lade mysteriet udfordre vores rationalitet. Det skønne ved troen er, at den indeholder uforklarlige mysterier, der viser os, at vi ikke kan forstå alt. Vi er mennesker. Gud er Gud. Det holder os i en sund ydmyghed ove rfor Guds åbenbaring. Den spænding er med til at give en frugtbar tro, der ikke er overbevist om sin egen tilstrækkelighed.

Men Bibelen tillader os ikke at blive stående i det uforklarlige mysterium. Gud har skabt mennesket med en fornuft, og vi udfordres til at forstå mysteriet eller åbenbaringen i den tid, vi lever i, som vi bedst kan.

Apostlen Johannes – forfatter til Johannesevangeliet – greb grækernes forståelse af ”logos” – ordet, som den oprindelige ”ide”, og brugte det til at forklare inkarnationens mysterium i Johannesevangeliet kapitel 1. Apostlen Matthæus anvendte i sit evangelium de gamle jødiske profetier til at tegne billedet. Og Lukas sørgede for at sætte det ind i en solid historisk ramme med henvisninger til kejser Augustus, Herodes med flere.

Som kristne kaldes vi til på samme måde offentligt at vedkende os det uforklarlige og dermed uforsvarlige mysterium, at skaberen af himlen og jorden kom ind i Marias moderliv. Jomfrufødsel for første – og eneste gang – i historien. På samme måde som det er første gang i historien, at nogen forudsagde sin egen død og opstandelse, hvor det siden rent faktisk skete. Og ligesom det er første gang i historien, at Gud selv vil vende tilbage til jorden for at genoprette retfærdighed og fred.

Hvordan vedkender vi os disse mysterier, så det giver mening for os selv og andre, der lytter til os? Måske den lidt mystiske og filosofiske tilgang som Johannes eller den meget faktuelle som Lukas? Eller måske en tredje måde? Det finder vi først ud af, når vi begynder at tale om kristentroens mysterier eller åbenbaringer, om man vil. Det værste, vi kan gøre, er at ignorer dem eller anse dem for ligegyldige historisk set, for så fjerner vi os fra den kraft, der ligger i åbenbaringen til at udfordre og berige vores rationelle forståelse af verden omkring os.

Verden omkring os er ikke den samme, hvis det virkelig er sandt, at Gud selv har gået her, at døden ikke har det sidste ord, og at denne verden ikke fortsætter i det uendelige. Kristentro sætter sig spor i verden, ikke kun i tankerne.

Danmark bliver fattigere og fattigere på de kristne værdier, mener tidligere MF for Kristendemokraterne Tove Videbæk. Værdier, som alle har sat præg på dansk lovgivning, dansk sprog og kultur

Etisk set synes jeg, at vi bliver fattigere og fattigere i Danmark. Fattige på grundfæstede værdier.

Som for eksempel værdien om eller synet på det enkelte menneske som uerstatteligt, ukrænkeligt og værdifuldt uanset race, alder og køn.

Synet på det ufødte barn som et unikt menneske, der er på vej. Synet på et ufødt barn, som har en defekt. Synet på rugemoderskab. Altså synet på, om man kan leje en kvindes livmoder.

Synet på, om man skal kunne købe organer. Synet på den døende som et menneske, der skal have al vores opmærksomhed lige til det sidste suk.

Synet på aktiv dødshjælp, hvorved læger forpligtes til at slå ihjel, i stedet for at lindre og trøste, som de er uddannet til.

Synet på familien som den bærende enhed i samfundet. Synet på ægteskabet som en union imellem en mand og en kvinde. Nu kan to mænd eller to kvinder blive gift lovformeligt i kirken.

Der er allerede røster fremme om, at det er for gammeldags, og at man bør tillade giftermål imellem flere end to. For eksempel en mand og to kvinder. Eller en kvinde og to mænd – eller flere af hver slags. For, ræsonnerer nogle unge politikere, der bør kunne være fire voksne i et ægteskab, som har forældreretten over et barn. Stakkels barn!

Endvidere er der synet på de fattige og udsatte i verden. Skal vi hjælpe dem, eller skal de sejle deres egen sø? Synet på, om man kan bede fadervor i skolen. Synet på, om man skal have kristendomskundskab i skolen. Synet på kristne symboler i det offentlige rum. Synet på, om Danmarks Radio skal prioritere den kristne kulturarv i forbindelse med kristne højtider. Og så videre.

Man bliver næsten deprimeret af at remse alle disse ’værditab’ op. Som jeg ser det, har kristne værdier i langt højere grad, end mange vil erkende det, sat deres præg på dansk lovgivning, dansk sprog og kultur.

Det ville være katastrofalt, om den nuværende nedgørelse, nedvurdering eller eliminering af kristne værdier i det danske samfund fortsætter. For ender vi så ikke der, hvor alt er lige meget – eller alt er lige godt eller dårligt. Enhver må gøre, som han/hun finder for godt. Uden fælles værdier. Uden normer. Uden moral. Uden Gud!

De kristne værdier handler ifølge den britiske premierminister David Cameron om: ansvar, hårdt arbejde, velgørenhed, barmhjertighed, ydmyghed, selvopofrelse, kærlighed, stolthed over at arbejde for det fælles bedste og ære de sociale pligter, vi har for hinanden, for vore familier og samfund. … Det er kristne værdier, og det bør vi ikke være bange for at erkende, sagde han i en tale til det britiske folk den 17. december 2011. Han sluttede talen med ordene: Vort lands fremtid står ved en korsvej.

Jeg er faktisk enig med David Cameron. Etisk set mener jeg, at også Danmark står ved en korsvej. Naturligvis ønsker vi frihed. Frihed under ansvar. Men vil vi det samfund, hvor enhver må gøre, som man finder for godt? Hvor alt er ligegyldigt? Og det fælles smuldrer? Eller vil vi et samfund, hvor vi har fælles værdier, som bærer samfundet på mange planer? De kristne værdier, som vort samfund og vore institutioner er bygget op på?

Etisk set står vi, som David Cameron udtrykker det, også i Danmark ved en korsvej!

Indlægget har den 10. september været bragt i Kristeligt Dagblad i klummen Etisk set.

Frygten for at være udenfor

Mange af os er i bund og grund nogle usikre stakler, som desperat forsøger at afstive vores egen vaklende identitet ved at læne os op ad hinanden. I kirkelige sammenhænge giver det en lukket klikekultur, som den arme søgende sjæl ikke har en jordisk chance for at trænge igennem. I mødet med en fortvivlet mor viste Jesus disciplene en anden mulighed.

Af Mikael Wandt Laursen, Master of Arts in Missiology, Kirken i Kulturcenteret i København

Kender du følelsen? Følelsen af at ikke at vide, hvor man skal gøre af sig selv. At befinde sig midt imellem en masse mennesker i et lukket rum uden noget andet formål end en pause. Man er alene og måske uden en frelsende kaffekop at holde fast i.

Der står man, overladt til en råbende ensomhed, der udstiller alle ens komplekser. Det er skræmmende, og så handler det bare om at komme ud.

Den nemme løsning

For nogen tid siden besøgte jeg en folkekirke, som afholdt en aftenkoncert. Efter koncerten indbød præsten de deltagende til at få en kop kaffe i kirkens krypt. Jeg gik derned, selv om jeg var lidt tøvende, da jeg ikke kendte nogen og i øvrigt var alene.

Da jeg kom frem til døren ind til cafeen, så jeg folk sidde og snakke ved de runde borde. Det virkede meget hyggeligt, men jeg kunne hurtigt regne ud, at hvis jeg gik ind gennem den dør og tog en kop kaffe, så ville jeg ikke vide, hvor jeg skulle sætte mig. Det ville være pinligt at sætte sig alene et sted og måske pinligt at sætte sig hen til nogle, man ikke kendte.

Så jeg valgte den nemme løsning: Jeg vendte om og gik hjem.

Behovet for tryghed kan være både godt og skidt

Følelsen af at være udenfor er forfærdelig, og omvendt findes der ikke noget mere skønt end at komme ind i rum og høre nogen kalde ens navn og sige: Kom og sid hos os. Følelsen af at være ønsket, at høre til, er en basal tryghedsfølelse, som vi elsker. Vi har brug for den tryghed.  For at have et sted at høre til.

Men tryghed kan både være godt og skidt. Hvis den er baseret på selvsikkerhed og kærlighed, så er det godt. Det skaber en imødekommende og inkluderende afslappethed. Men hvis vores tryghed er baseret på en grundlæggende usikkerhed om os selv, så fører den til eksklusivitet og forsøg på at skabe lukkede grupper, som lukker andre ude.

A- og B-hold

Mange af os er i bund og grund nogle usikre stakler, som desperat forsøger at afstive vores egen vaklende identitet ved at læne os op ad hinanden. Det indebærer lukkede fællesskaber, hvor vi i hvert fald er meget bedre end dem der. Og hvor man kun får adgang til gruppen, hvis man kan leve op til vores meget høje standard.

Vi deler mennesker op i A- og B-hold. A-holdet er det cool at være sammen med, men B-holdet skal man helst undgå. Deres B-status kan nemt smitte af på dig, så kom ikke for tæt på dem. Grin kun overlegent af deres jokes, vær overbærende i din stemme og kom hurtigt videre.

Men hvis en A-person laver en joke, så griner du, selv om du ikke fik fat i pointen. Sådan er stammeritualet, som trives i bedste velgående – også efter søndagsgudstjenesten i landets frikirker.

Mennesker skal ikke deles ind i hold

Jesus havde meget stort besvær med at forklare sine disciple, at han ikke delte mennesker ind i A- og B-hold. For ham havde mennesker en ubeskrivelig værdi, uanset om de var kvinder, landsforrædere, prostituerede eller farisæere.

I Matthæusevangeliet 15:21-28 beskrives en situation, hvor Jesus forsøgte at lære disciplene, hvordan han så på mennesker:

Jesus og disiplene forlod nu den del af landet og trak sig tilbage til egnene omkring Tyrus og Sidon.

Tyrus og Sidon… ikke et godt sted for en god jøde. Det var hedningernes område, C-holdet. Der skulle man ikke være for længe.

En ikke–jødisk kvinde, som boede på den egn, kom til Jesus og råbte bønfaldende: ”Vær barmhjertig mod mig, Herre, du Davids søn! Min datter har en dæmon i sig, og den plager hende ustandselig.”

Åh nej! En kvinde, som råber bønfaldende efter dem! Det er da for skidt. En ikke-jøde og tilmed en kvinde Nu er vi da virkelig sammen med D-holdet! Hvad vil folk hjemme i Galilæa ikke tænke, når de hører det her?

Jesus svarede hende ikke lige med det samme.

Hvorfor er Jesus stille? Måske for at se, hvordan disciplene vil reagere. Måske for at prøve kvindens tro.

Disciplene gik hen til ham og sagde: ”Bed hende om at gå. Det vækker opsigt, at hun råber efter os.” 

Naturligvis, hun er jo udenfor. Hvis vi er sammen med hende for længe, så risikerer vi at blive smittet af hendes lave status.

Disciplene var langt mere optagede af deres eget rygte end en fortvivlet mors bøn for sin syge datter.

Så vendte Jesus sig mod kvinden og sagde: ”Jeg er kun udsendt for at hjælpe jøderne.”

Nemlig Jesus! Sådan er det. Vi jøder, vi er A-holdet, og det er du ikke, din lille hedningekvinde.

Men måske var det ikke sin egen mening Jesus gav udtryk for – måske udtrykte han disciplenes tanker.

Men hun trådte nærmere og faldt på knæ foran ham: ”Herre, hjælp mig dog”.

Selv de hårde disciple måtte vel begynde at mærke et lille stænk af medlidenhed, når de så morens desperation. Med deres holdning så nægtede de hende reelt at få hjælp fra Jesus.

Jesus svarede: ”Det kan ikke være rigtigt at tage børnenes mad og give den til hundehvalpene.”

Måske blev disciplene helt stille her. Aldrig havde de hørt Jesus sige sådan til et menneske, som kom for at få hjælp. Jesus fornærmer hende oven i købet ved at kalde hende for en hund. Måske begyndte disciplene at føle sig dårligt tilpas, da de så konsekvensen af deres indstilling. Måske opdagede de, at Jesus var i fuld gang med at udstille deres hårde hjerter i fuld offentlighed.

Og hvad med kvinden? Ville hun krybe væk efter denne fornærmelse, eller ville hun holde fast i at Jesus ikke delte mennesker op i A- og B-hold?

”Det er sandt, Herre”, sagde hun, ”og dog løber hvalpene ind under deres herres bord og spiser de krummer, som falder på jorden.”

Hun giver ikke op, men spiller bolden tilbage til Jesus. Hun har gennemskuet ham og forlanger at få del i Guds velsignelse, ligesom jøderne.

”Du har stor tro!” udbrød Jesus. ”Du skal få det, du har bedt om!” I samme øjeblik var hendes datter helbredt.”

Intet kunne glæde Jesus mere. En kvinde, som holdt fast i sin tro på, at for Gud er alle lige, og alle har ret til fuld velsignelse fra ham. En kvinde, som trodsede samfundets kategorisering og dominerende fortællinger og accepterede Guds fortælling: Evangeliet.

Og disciplene stod der. Skamfulde, men måske også glade. Måske gik det her op for dem, at hos Gud er der virkelig ikke noget A- og B-hold. Men at han ønsker, at vi skal møde ethvert menneske som vores næste. Måske vovede disciplene her at slippe noget af deres egen tryghed baseret på deres egen usikkerhed for i stedet at finde en tryghed baseret på Guds fuldkomne kærlighed til ethvert menneske.

Få himlen til at feste!

Forstår vi, at hos Gud er der virkelig ikke noget A- og B-hold? At vi ikke desperat behøver at tilhøre A-holdet, fordi vi reelt tror, vi er B-mennesker? At vi kan slappe af og sige Tak Gud, at du har de bedste gaver, også til mig?

Forstår vi også implikationen for vores lille vennegruppe, som vi står sammen med i foyeren efter søndagsgudstjenesten? Vil du vove at lade din vaklende identitet helt falde og bevæge dig ud af din A-gruppe for at hilse på nogen, som du ikke kender? Ikke kort og overbærende for at udføre din kristne pligt, men reelt give dem en chance for at opleve sig favnet og accepteret. Dér garanterer jeg dig, at himlen fester, for Jesus kom for at lære os at elske Gud og vores næste som os selv.

Næste side »