• Forside
• Om domino
• Kontakt
• Arkiv
• Annoncer
• Bliv domino-partner

Tilmeld

Har vi styr på sex, magt og penge?

Af Jens Linde, redaktionssekretær

I dominos februarudgave 2010 lægger vi i temaet os op ad FrikirkeNets arbejde med at udarbejde nogle etiske retningslinjer for præster i netværket. Retningslinjerne, hvis første udkast i øjeblikket er til høring hos medlemmerne af FrikirkeNet, tager i høj grad afsæt i, hvad nogle kalder de tre kerneområder, inden for hvilke kirkelige ledere oftest bliver fristet: Sex, magt og penge. Deraf temaets navn.

Alle tre emner rummer hele universer af meninger, værdier, holdninger, nuancer og betoninger, og vi er helt med på, at homoseksuelle følelser nok ikke er det, som de fleste danske frikirkepræster og -ledere kæmper med. Alligevel har vi tre artikler om det emne, da der ligger en helt klar holdning til emnet implicit ligger i retningslinjerne – og den holdning forsøger vi at eksponere i artiklerne.

Problemer med pornografi berører vi gennem en artikel med gospelstjernen Kirk Franklin, og så har vi tre artikler om et emne, som der måske ikke tales så meget om i frikirkedanmark – nemlig magt og misbrug af samme. Udkastet til etiske retningslinjer vil for nogle kirkestrukturer måske virke ret vidtgående på dette område.
Men døm selv – udkastet kan læses på side 28-29.

Nå ja, så er der det med pengene og grådigheden. Det har vi en enkelt artikel om.
Og kronikken – den er også knyttet til temaet.

God læselyst!

PS: Artiklerne følger på stribe herunder, så måske vil det være en god idé at bruge Page Down-knappen.

Foto: Kristin Smith

Gospelstjernen kom fri af pornoens greb

Gennem flere end 20 år kæmpede gospelstjernen Kirk Franklin en hemmelig kamp mod afhængighed af porno. Først da han fortalte sin kone om problemet og fik hjælp af sin præst, lykkedes det ham at slippe ud af sin afhængighed.

Af Jens Linde

I USA er han tæt på at være mr. Gospel. Med flere end 15 millioner solgte albums, syv grammyer og 20 førstepladser på singlehitlisten har 40-årige Kirk Franklin mere end nogen anden gjort gospelmusikken mainstream i USA.
Men i årevis følte han sig som en hykler, når han optrådte og sang for, om og til Gud. For siden han var otte år, havde han kæmpet en skjult kamp mod afhængighed af porno.
- Da jeg voksede op, var der altid en eller anden dreng, som havde en storebror, der havde pornoblade og -film under sin seng. Og pornoen huggede en krog i mig fra den første gang, jeg kiggede på det, har han fortalt på The Oprah Show.
Selv tror Franklin, at pornografien fik et særligt tag i ham, fordi han havde meget dårlige opvækstvilkår.
- Min mor ville ikke vide af mig, og min far var der ikke, så jeg blev adopteret som fireårig – af en kvinde på 64 år! Jeg var fyldt af usikkerhed og lavt selvværd, og for mig blev pornografien en måde at få selskab på.

Du vokser fra det
Som 15-årig begyndte Kirk Franklin at tage sin kristne tro mere alvorligt, og derfor opsøgte han sin præst for at få hjælp til at komme fri af sin afhængighed af porno.
- Men han lænede sig bare tilbage i stolen og tog et sug af sin cigar, inden han sagde: Nåårh, du er ung. Det vokser du fra. Han havde ingen anelse om, at han dermed talte død ind i mit liv – jeg droppede at kæmpe imod, for jeg ville jo vokse fra det. I stedet voksede jeg ind i det. Og dybt ned i det, sagde Franklin i et interview med Scott Ross fra 700 Club..
DaKirk Franklin for 13 år siden blev gift med Tammy, forventede han, at hans besættelse af pornografi ville være forbi.
- Men at blive gift fjernede ikke min følelse af ensomhed, og jeg sneg mig selv til at se pornofilm, når Tammy sov. Mit behov for porno var større end nogensinde.
I deres andet år som ægtepar spurgte Kirk endda Tammy, om de ikke skulle se pornofilm sammen. Til sidst var han tvunget til at se sit problem i øjnene: Han var afhængig af porno.

Pornojagt på lossepladsen
Fordi han havde forsøgt at indføre porno som en del af deres sexliv, vidste Tammy godt, at Kirk kunne finde på at se på porno, men hun anede ikke, at han gjorde det derhjemme. Og hun anede ikke, at det i den grad var et problem for ham, og at det tog magten fuldstændig fra ham, når han var på turné med sin musik.
På et tidspunkt følte Kirk Franklin så megen lede over sig selv, at han kørte langt væk hjemmefra og smed hele sin samling af pornoblade og -film ud på en losseplads.
- Men den aften kunne jeg ikke falde i søvn, og det var bogstavelig talt som et narkotisk stof, der kaldte på mig. Så ved tre-firetiden om natten satte jeg mig – kun iført boksershorts og klipklapper – ud i bilen og kørte tilbage til lossepladsen for at grave efter min porno.
Denne nedværdigende begivenhed hjalp Franklin til at indse alvoren af sit problem, og kort efter valgte han at gå til bekendelse over for sin kone og bede om hjælp.
Og Tammy Franklin husker tydeligt den samtale:
- Han fik mig til at sætte mig op i sengen, og så sagde han: Skat, jeg vil gerne tale med dig om et problem, som jeg har kæmpet med. Han havde sådan en oprigtighed i sine øjne; det var tydeligt, at dette var noget, som plagede ham, og min øjeblikkelige reaktion var udelukkende et ønske om at støtte ham. Det var noget, som vi skulle arbejde os igennem – sammen, fortalte Tamme på The Oprah Show.

Kun én berømthed
Ud over støtten fra Tammy fik Kirk Franklin hjælp fra præsten Tony Evans, der – som den første person i meget lang tid – ikke blev duperet over Kirk Franklins status som berømt, men stillede krav til ham.
- Jeg kom til hans kirke i 1998 – et år, hvor jeg blandt andet var i Dublin for at skrive sange sammen med U2-forsangeren, Bono. Jeg fik blomster fra Arsenio Hall og breve fra Mike Tyson, og jeg var sammen med Denzel Washington og andre lignende berømtheder. Det solede jeg mig i – og det gjorde en stor del af kirkelivet også. Men Tony Evans gav mig den samme behandling, som han gav alle andre mennesker – for ham er der kun en berømthed: Jesus Kristus.
Evans anerkendte Kirk Franklins Gudgivne evner, men hvis Franklin ikke kom i kirke til tiden, så var der ikke nogen plads reserveret til ham – ham måtte sætte sig bagerst i salen ligesom alle andre, der kom for sent.
- Jeg blev vred på ham, men samtidig var der noget, som tiltrak mig ved det. Jeg råbte nærmest efter at opleve lidt disciplin. Så en aften ringede jeg til ham og fortalte helt åbent og ærligt om mit problem. Og det hjalp mig til siden at lægge kortene på bordet over for Tammy.

Otte år som “clean”
Det har været en sej kamp for Kirk Franklin at få bugt med pornoens greb om hans liv. Men ved at erkende og indrømme sit problem over for sig selv og andre og ved at have nogen at stå til ansvar over for, har han fundet en vej ud af afhængigheden. Han har fået hjælp til i stedet at finde tilfredshed i sin musik og sin tro.
Det er nu otte år siden, at Kirk Franklin stoppede med at kigge på porno, og han betragter i dag sig selv som helt “clean”.

Kilder: The Oprah Show og 700 Club

Pressefoto

Espens homoseksuelle venner

Sidste år udkom bogen “Mine homofile venner” i Norge. I bogen fortæller syv personer med homoseksuelle følelser deres historie. Fælles for dem er, at de har valgt at leve efter Bibelens “nej” til homoseksuelt samliv. domino har mødt bogens forfatter, Espen Ottosen.

Af Jens Linde

Hvis en af dine nærmeste pårørende sprang ud som homoseksuel, så ville du skifte mening.
Holdninger i samme boldgade som ovenstående er informationschef i Norsk Luthersk Misjonssamband, Espen Ottosen, jævnligt stødt på i sine 15 år som aktiv i den norske debat om kirker og homoseksualitet. For mange mennesker er overbeviste om, at et nej til homoseksuelt samliv dybest bunder i fordomme, og at kundskab derfor vil kunne ændre dette nej.
At det ikke forholder sig sådan, har Ottosen dokumenteret gennem bogen Mine homofile venner, som udkom i Norge sidste år. I bogen fortæller syv personer med homoseksuelle følelser deres historie. Personerne er forskellige med hensyn til alder, køn, uddannelse og livssituation, men fælles for dem alle er, at de fastholder, at homoseksuelt samliv er i strid med Guds vilje, og derfor har de valgt et liv, hvor de ikke udlever deres homoseksuelle følelser.
Ottosen har – især de senere år – været med i mange radio- og tv-debatter.
- Og der har jeg ofte fået bemærkninger om, at det er let for mig at være negativ i forhold til homoseksuelt samliv, da jeg både er heteroseksuel og gift, og at jeg skulle tænke noget mere på alle dem, jeg træder på, fortæller han.
- Nogle har også givet udtryk for, at de ikke tror, der findes kristne homoseksuelle, som siger nej til et homoseksuelt samliv. Og min hovedmotivation for at skrive bogen har derfor været at synliggøre nogle af de stemmer i debatten, som meget få har kendt til eksistensen af, forklarer han.

Det handler om bibeltillid
Når Espen Ottosen har været engageret i den norske debat om kirker og homoseksuelle, så er det efter hans eget udsagn hverken fordi, han er specielt homofobisk eller særligt følelsesmæssigt engageret i emnet.
- Men jeg oplever debatten som noget, der dybest handler om vores forhold til Bibelen. For jeg har endnu ikke mødt nogen, som siger ja til et homoseksuelt samliv, uden at deres argumenter har været stærkt bibelkritiske, pointerer han.
- Det medfører, at jeg betragter et kirkeligt ja til homoseksuelt samliv som noget, der fører til en meget svækket tillid til Bibelen hos folk. Og hvis der er noget, som skader kristent arbejde og vores muligheder for at fortælle folk om den kristne tro, så er det mistillid til Bibelen.
- Spørgsmålet om homoseksualitet er i sig selv et lille spørgsmål, fordi det angår et begrænset antal mennesker. For eksempel er spørgsmålet om, hvorvidt heterofile kan bo sammen, før de er gift, et langt større spørgsmål, siger han.
Når spørgsmålet om homoseksualitet alligevel har så stort et fokus, som det har, er det fordi offerperspektivet er så stærkt, anfører Ottosen.
- Homobevægelsen har valgt en strategi, hvor det at sige nej til homoseksuelt samliv bliver det samme som at diskriminere, træde på og undertrykke homoseksuelle – og det sikrer en helt speciel mediedynamik. Derfor er det meget vigtigt at få andre homoseksuelle røster frem end lige dem, der kommer fra Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner.

Dobbelt svigt
Selv om Mine homofile venner først og fremmest blev skrevet i Espen Ottosens egenskab af debattør, så er det langtfra en typisk debatbog, og tonen i bogen er på ingen måde skarp – tværtimod er den venlig, imødekommende og næsten mild.
- Jeg har ønsket at have et sjælesørgerisk perspektiv i bogen også, og jeg håber, at den kan være en hjælp til for eksempel unge, som kan være usikre på deres egen seksualitet – eller til forældre, hvis børn er sprunget ud som homoseksuelle, forklarer Ottosen.
- Efter jeg skrev bogen, har jeg talt med flere, som har sagt, at de ville ønske, bogen var udkommet noget før, for de troede, at de var helt alene. Og jeg tror, det er svært for kristne med homoseksuelle følelser – også for mine venner i bogen – at sige nej til et homoseksuelt samliv. På en måde bliver de svigtet dobbelt, for homobevægelsen betragter det næsten som forræderi, hvis man ikke ønsker at leve sine homoseksuelle følelser ud. Og kirken giver mange gange ikke anden hjælp end den at anføre, at Bibelen siger nej. Men kristne homoseksuelle har brug for at få en god støtte og vejledning.

At leve godt med Gud
Der er især to ting, som har overrasket Espen Ottosen i hans arbejde med bogen. Den ene er, at historierne i bogen er meget forskellige.
- Hver af de syv personer i bogen har deres helt unikke historie – og det er kun fint, for tanken er ikke at levere en slags facit, som alle kristne homoseksuelle kan leve efter. Homoseksuelle følelser kan arte sig på mange forskellige måder; en person i bogen oplevede især de homoseksuelle følelser som dreng, men lever i et heteroseksuelt forhold i dag. Andre i bogen lægger vægt på, at alle mennesker har noget at kæmpe med, og da deres kamp i høj grad er mod homoseksuelle følelser, så har de valgt at leve i cølibat.
Den anden ting, som har overrasket Ottosen, er, at han stadig har så meget at lære.
- Det var en bonus for mig selv at møde interviewpersonerne, som alle har meget vise perspektiver på det at være menneske og kristen og på det at håndtere sin seksualitet, så selv om jeg er heteroseksuel, har jeg lært meget af det. For eksempel at stort set ingen af os har det enkelt og ukompliceret med vores seksualitet, og at livets lykke og mening for en kristen ikke først og fremmest handler om familie, ægteskab og seksualitet – men om at leve godt med Gud.

50 år i cølibat
Selv om det er svært for Espen Ottosen at fremhæve én ting, som har gjort et særligt indtryk på ham gennem arbejde med Mine homofile venner, så nævner han alligevel græskekspert og underviser ved Menighetsfakultetet i Oslo Bjørn Helge Sandvei.
- Og det er fordi, tidsperspektivet er så stort. Han fortalte sin historie til mig, da han var 64 år, og da havde han levet i cølibat siden sit 14. år, hvor han for første gang erkendte sine homoseksuelle følelser, forklarer Ottosen.
- Da jeg sad over for ham og lyttede til hans historie, tænkte jeg: Han har levet med og håndteret dette i 50 år, og nu står han frem og siger, at det er en velsignelse at leve efter Guds vilje. Ikke let, men en velsignelse. Jeg blev dybt imponeret over det vidnesbyrd, han kom med.

Mødt med nysgerrighed
Modtagelsen af Mine homofile venner i Norge var i høj grad præget af nysgerrighed.
- De fleste journalister syntes, det var meget interessant. Især har det overrasket mange, at nogen bevidst har valgt at leve i cølibat og alligevel påstår, at de er lykkelige. Men homobevægelsen har som forventet været kritisk, fortæller Ottosen.
- I kirkemiljøet har modtagelsen været meget, meget positiv. Det er på mange måder en fælleskirkelig bog, for de syv personer i bogen er en præst fra Vineyard, tre personer fra lutherske kirker, to fra pinsekirkerne og så endnu én fra en frikirke. Budskabet i bogen er også fælleskirkeligt og uden slagsider – hvilket nok er grunden til, at flere norske kirkeledere, også biskopper, har anbefalet bogen.

Meget store ringvirkninger
Hvis Espen Ottosen skulle sige én – og kun én ting – til kirken omkring spørgsmålet om homoseksualitet, så ville det være dette:
- Det kan lade sig gøre at kombinere troskab mod Bibelen med forståelse for og kærlighed til mennesker med homoseksuelle følelser. Vi behøver ikke vælge mellem næstekærlighed og bibeltroskab, fastslår han.
- Og så er spørgsmålet om homoseksualitet som nævnt ikke vigtigere end mange andre spørgsmål, og det er meget muligt, at dette spørgsmål overskygger andre spørgsmål på en uheldig måde. Jeg er for eksempel helt sikker på, at når det kommer til spørgsmålet om gengifte, så er kristne kirkefolk for feje, for Jesu ord er så tydelige, at man ikke på en letvindt måde kan opnå ægteskab nummer to.
- Så det kan meget vel være, at spørgsmålet om homoseksualitet fylder for meget. Men ringvirkningerne af at opgive den bibelske holdning på dette område er meget store, for derved ville man opløse Bibelens autoritet – og så ville det få konsekvenser for alle vanskelige spørgsmål.

Kommer på dansk

• Til maj udkommer Mine homofile venner på dansk på forlaget Logos Media under titlen Mine homoseksuelle venner – Ni kristne fortæller deres historie.
• De syv oprindelige historier vil blive suppleret med to danske historier, som ikke er anonyme. I den norske udgave af bogen har fire af de syv personer af forskellige årsager valgt at være anonyme.

domino anbefaler…

• Hvis du vil vide mere om homoseksualitet, kirke og samfund, anbefaler domino at læse Menighetsfakultet i Oslos høringsudtalelse fra 1993 på www.mf.no/index.cfm?id=179049.
• Den folkekirkelige fornyelsesbevægelse Dansk Oase har også udarbejdet en læseværdig rapport om emnet, Kirken og homofili. Rapporten koster 40 kroner og kan bestilles på shop.prorex.dk/product.asp?product=17143.
• Se også hjemmesiden basis.nu, som er Foreningen Agapes arbejde blandt mennesker med problemfyldt seksualitet. Foreningen Agape er en folkekirkelig forening, der arbejder med diakoni, sjælesorg, terapi, kurser og foredrag.

Foto: Jens Linde

Gunhild kom til rette med sin seksualitet

Da Gunhild Aaen Madsen for 16 år siden blev forelsket i en kvinde, så hun sine homoseksuelle følelser i øjnene, men valgte at blive i sit ægteskab med Mads. Sammen kæmpede de to sig igennem kaosset og fandt en vej frem.

Af Jens Linde

Gunhild Aaen Madsen var kun fem år, da det skete første gang. Og 13 år, da hun blev bundet til et træ og for sidste gang i sin barndom misbrugt seksuelt. De oplevelser, mener hun selv, er den en af to grunde til, at hun udviklede homoseksuelle følelser, for som 13-årig besluttede hun, at hun aldrig mere ville stole på en mand.
Den anden grund er, at hun gennem hele sin barndom forsøgte at erstatte den storebror, som blev født fire år før hende, men døde kort efter.
- Af uforklarlige grunde forsøgte jeg at give min mor det barn, hun mistede – men jeg mistede mig selv og mit eget liv i det forsøg, fortæller hun.
Gunhild voksede som følge af dette op med en lang række frustrationer, fordi hun naturligvis kom til kort i forsøget på at erstatte sin storebror, og efterhånden som barndommen blev til ungdom, og drenge og piger for alvor fik forskellige interesser, blev det rigtig svært for hende, fordi hun så mange år havde forsøgt at være dreng.
- Jeg var en del af ungdomsflokken i det lokale Indre Missionssamfund, men jeg følte mig aldrig som en del af flokken. Jeg har altid følt mig anderledes og som noget andet end den, jeg var – og det havde nok med min mangel på personlig identitet at gøre, mener hun.

Giftede sig på grund af træthed
Som 18-årig læste Gunhild noget om homoseksualitet og tænkte, om det mon kunne være det, der var skyld i, at hun konstant følte sig utilpasset. Men hun kunne ikke tro, at Gud havde skabt hende sådan, så hun skød det væk igen, men bad alligevel Gud om at blive fri for sin seksualitet.
- Men det skal man passe på med at gøre, for jeg fik, som jeg bad og blev aseksuel. Så da min mand, Mads, blev forelsket i mig og begyndte at gøre kur til mig, meldte jeg nogle ret kraftige ting ud til ham.
På det tidspunkt var Gunhild 22 år, men Mads’ ihærdighed førte alligevel til, at parret to år senere blev gift.
- Og hvis jeg skal være helt ærlig, var det nok mest fordi, jeg ønskede at slippe for de lange ture – vi boede i hver sin ende af landet, forklarer Gunhild og fortsætter:
- For jeg troede, at det var turene, der gjorde mig træt.
Men trætheden havde en anden årsag. Gunhild havde massive problemer med sig selv, sin seksualitet og sit parforhold, og Mads måtte stå model til en del.
- Jeg begyndte at undgå alt, der havde med seksualitet at gøre. Mads og jeg havde det godt sammen – bare uden sex. Udadtil havde vi et godt liv; der var bare de her aftener…

Skyggen manglede
Gunhild havde været gift i ni år, da hun for første gang i sit liv mødte et menneske, som hun oplevede var i stand til at lytte til hende på en måde, så Gunhild følte sig spejlet.
- Og det ændrede et eller andet meget væsentligt i mit liv. Fra dengang af har jeg grundlæggende haft en følelse af, at der var en vej frem – også selv om alt har været kaos i og omkring mig. Siden da har jeg haft en følelse af at vandre op imod lyset, hvor det hele tiden bliver lysere og lysere. Og for fire-fem år siden vågnede jeg pludselig og opdagede, at der manglede noget i mit liv – nemlig den konstante følelse af tomhed og smerte. Min konstante følgesvend livet igennem, min skygge – manglede.

15 år med overgreb
Men inden Gunhild nåede dertil, havde hun først været gennem mange timer i sjælesorg og terapi. I 1986 begyndte hun på Indre Missions bibelskole i Børkop, og på et tidspunkt, hvor hun gennem flere uger stort set ikke fik sovet, hørte hun en af sine lærere sige: Hvis der er et eller andet, som bliver ved med at skabe problemer, så gør noget ved det.
- Så jeg gik i sjælesorg resten af den tid, jeg var der, og flere gange vendte tanken tilbage: Er jeg mon homoseksuel? Men egentlig var det irrelevant for mig, for jeg fik bearbejdet mit forhold til Mads, og vi fik langsomt bygget et ægteskab op i den fase af vores tilværelse. Et ægteskab som bestod af meget mere end blot fælles interesser og et forældreskab til fire børn, og jeg kom overens med min seksualitet i forhold til ham. Indtil da havde jeg oplevet de første 15 år af vores ægteskab som 15 år med overgreb.

Forelsket i en kvinde
Men i 1994 blev Gunhild forelsket i en kvinde, og en overgang troede hun, at hun havde mistet alt. En del af hende var klar til at smide det hele og følge den dybtliggende trang, hun følte, men dels har hun altid været overbevist om, at ægteskabet er for altid, og dels frygtede hun for at træde uden for, hvad hun beskriver som Guds rammer.
- Det var ikke anderledes, end hvis jeg var blevet forelsket i en mand og fristet til utroskab. Jeg valgte at blive i mit ægteskab og i stedet for, at jeg omskabte mit syn på Bibelen, så oplevede jeg, at Gud omskabte mig, forklarer hun.
- For oplevelsen med forelskelsen betød, at både Mads og jeg blev klar over, hvad det var, det hele handlede om, og så begyndte vi at arbejde sammen om det. Før var det meget mig selv, der havde kæmpet med tingene, men i årene derefter betød Mads rigtig meget for mig, og hvad han har lagt øre til, er ikke småting.

Mere normal end antaget
De første tre-fire år efter erkendelsen af, at hun havde homoseksuelle følelser, læste Gunhild alt, hvad hun kunne komme i nærheden af om homoseksualitet. Og hun blev en del af en selvhjælpsgruppe i Basis (Foreningen Agapes arbejde blandt mennesker med problemfyldt seksualitet, red.), hvor hun for første gang i sit liv mødte andre, som kendte til nogle af de samme komplicerede følelsesmæssige ting, hun selv havde kæmpet så meget med.
- Den største oplevelse for mig var, da det gik op for mig, at jeg er meget mere normal, end jeg troede, jeg var. Det var nogle år, hvor jeg kom til at se mig som en del af menneskeheden og ikke som en, der var strandet på en øde ø.
- Samtidig blev jeg hele tiden konfronteret med ting, som udfordrede mig til at finde ud af, hvem jeg egentlig selv er.

Værner om seksualiteten
I dag tænker Gunhild ikke på sig selv som hetero- eller homoseksuel.
- Men jeg oplever mig som en kvinde, der er gift med en mand, og jeg har det godt med min seksualitet, og jeg ved, at jeg skal være om den. Jeg skal ikke sidde og zappe på tv, når jeg er alene, og jeg skal holde mig langt væk fra porno og andre ting på internettet.
- Jeg skal ikke se så meget, før det forstyrrer min nattesøvn og mit forhold til min mand. Det er stort set de svagheder, som jeg har i forhold til det i dag. Og så kan jeg mærke, at jeg er mere sårbar, når jeg er stresset.
- Men jeg kan jo aldrig vide, om jeg falder tilbage i det. Jeg kan stadig blive tiltrukket af en kvinde eller en pige, men jeg oplever det ikke længere som noget seksuelt.
Gennem mange år har Gunhild arbejdet som folkeskolelærer, men i dag arbejder hun udelukkende som terapeut ud fra egen virksomhed. Derudover er hun frivillig i Foreningen Agapes arbejde blandt mennesker med problemfyldt seksualitet, Basis.

Foto: Jakob Laursen, serdu.dk

Frikirkepræst: Giv plads til homoseksuelle

Der skal være plads til, at mennesker med homoseksuelle følelser kan være en del af livet i danske frikirker, mens de er i en proces, hvor de bliver mere afklarede i forhold til Gud, sig selv og den bibelske ramme for seksualitet, mener Jørgen Mortensen fra Københavns Frikirke.

Af Ole Bækgaard og Jens Linde

- I Københavns Frikirke havde vi i længere tid en mand i dametøj, der deltog i vores gudstjenester. En dag kom han til mig efter gudstjenesten og takkede for, at han havde fået lov at komme hos os; nu skulle han flytte og ville sige pænt farvel. Næste søndag fortalte jeg kirkens medlemmer om hændelsen og roste dem for deres gæstfrihed.
Ordene tilhører Jørgen Mortensen, præst i Københavns Frikirke. Han har i en årrække siddet med i bestyrelsen for Exodus Europe, en gruppe af rådgivere, psykiatere, psykologer og præster, som arbejder med rådgivning til især homoseksuelle. Og han så meget gerne, at frikirker blev meget bedre til at modtage, rumme og favne alle slags mennesker med alle slags livsstile – også mennesker med homoseksuelle følelser og homoseksuel livsstil.
- For mig er det noget af den højeste kvalitet, en kirke kan have: at favne, inkludere og byde enhver, som søger Gud, velkommen. Men vi kan let støde folk væk, fordi vi selv er blevet en subkultur, og hvis nogen ønsker at være med i den, forventer vi, at de først tilpasser sig – de må acceptere og indlære vores kultur.
- Men det er jo ikke nødvendigt for modtagelsen af evangeliet, pointerer han.

Læren er ikke alt
Jørgen Mortensen tror fuldt og fast på Bibelens ord om, at den Gudgivne ramme om den menneskelige seksualitet er en livslangt, offentligt indgået og gensidigt forpligtende ægtepagt mellem en mand og en kvinde.
Men…
- Det er ikke kun et spørgsmål om en bestemt lære omkring, hvad Bibelen siger om seksualitet. Apostlen Paulus skriver i Første Korinterbrev 6:9-11: … utugtige… eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker… Sådan var nogle af jer engang, men I blev vasket rene, I blev helliget, I blev gjort retfærdige ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds ånd.
Disse personer, der bliver benævnt som utugtige, ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, var med andre ord en del af kirken. Det er let nok at springe til slutningen: Sådan har nogle været, men det er I ikke mere. For hvordan havde de oplevet Helligånden, lægedom, kærlighed og fået et nyt liv?
- Guds redskab i verden er kirken. Det er her, vi lærer om og modtager Guds tilgivelse, frelse og lægedom. Så man kunne spørge helt praktisk: Hvor skal jeg være, mens den proces sker i mit liv? Og hvad skal få den til at ske? Der er kun et sted at lære det – i kirken. Det er her evangeliet forkyndes, og i fællesskabet virker Helligånden gennem andre mennesker.

En lang vandring
For Jørgen Mortensen har det været en lang vandring at nå til den erkendelse. Men på et tidspunkt opdagede han, at de første kristnes bestræbelser på at række ud til mennesker med budskabet om Guds kærlighed i høj grad handlede om netop dette.
- Det kan man især se i Apostlenes Gerninger i Det Nye Testamente, siger han. De første kristne undredes, de tilpassede, de omskrev og de fortolkede budskabet om Guds frelse i Jesus, hvilet førte til en lang række grænseoverskridende missioner. Og i Apostlenes Gerninger 15 konkluderes der: … lad os… ikke skabe vanskeligheder for de hedninger, der vender om til Gud.

På vej mod Gud
I Københavns Frikirke giver man altså plads til, at alle slags mennesker kan komme og være en del af kirken, mens de er i gang med en proces, hvor de nærmer sig Gud – eller i hvert fald bliver mere afklarede i deres søgen efter livets mening. Og det ligger unægteligt langt fra tidligere tiders omvendelsestankegang i frikirkerne.
- Før i tiden var der i mange kirker en slags skabelon for dette: Man kom til tro, blev omvendt og begyndte at efterleve de kristne leveregler. Problemet i dag er, at der er så mange ’store budskaber’, og det er ikke nemt for folk at skelne mellem evangeliet, klimadebatten, social retfærdighed, mellemøstkrisen og så videre. Det kræver lidt af en åbenbaring at tro på, at en gammel bog er Guds ord til alle mennesker, sådan som Bibelen er, forklarer Jørgen Mortensen.
- Derfor tror jeg, at fællesskabet i kirkerne har fået en større betydning. Det er ikke kun et budskab – det er et liv, der skal leves af os kristne. Rækkefølgen er ændret: Man er med i et fællesskab (hvor man føler sig hjemme og bliver accepteret). Man møder vidnesbyrdet i andres liv og oplever måske endda selv ændringer i sit eget liv, og i den proces vokser troen frem. Fokus er ikke på læren eller prædikenen, men på et miljø, hvori troen undfanges og opleves.

Handler ikke om seksualitet
Selv om Jørgen Mortensen og Københavns Frikirke har erfaring i mødet med mennesker med homoseksuelle følelser, så understreger Mortensen, at de ikke er en kirke, som er særligt målrettet homoseksuelle, og de har helle ikke nogen arbejdsgren, som er målrettet mennesker med homoseksuelle følelser.
- Men op til et par gange årligt taler jeg om seksualitet i bred forstand på vores gudstjenester. Og der vil jeg både kunne tale om, hvad Bibelen siger om at bo sammen uden at være gift, om utroskab samt om homoseksualitet. Og i den forbindelse er det meget magtpåliggende for mig at sige, at det centrale i dette ikke er homoseksualitet i sig selv, for det er som oftest kun et udslag af noget – nemlig et dybtliggende personlighedsproblem.
- Og når man taler om proces i mødet med disse mennesker, så skal man huske på, at målet ikke nødvendigvis er heteroseksualitet. Der er mange med samme køn-tiltrækning, der vælger at leve som single hele deres liv. Målet er derimod at leve et rent liv i efterfølgelse af Jesus – det er det for os alle. Under sådan forhold kan man også medvirke i tjeneste i en kirke, selv om man har homoseksuelle følelser, anfører han.
Ud over at have seksualitet på prædikenprogrammet et par gange om året har Københavns Frikirke løbende seminarer, kurser og anden undervisning, som alt sammen tager sigte på et liv i efterfølgelse af Jesus. Og i den forbindelse undervises der blandt andet om, hvad Bibelen siger om små løgne, bagtalelse, skattesnyd og seksualitet.

Nu har du solgt ud, Jørgen
Når Jørgen Mortensen tænker på de mange homoseksuelle, der har forsøgt at deltage i en frikirkes liv og aktiviteter, men har oplevet stærk afvisning, er det ordene dybt smerteligt, som først løber ham i munden.
- Der er jo ikke tale om et eksperiment, men om rigtige mennesker af kød og blod, der fortjener at blive behandlet ordentligt, elsket og budt velkommen. Det håber jeg, vi både kan og gør, opfordrer han.
Jørgen Mortensen er helt klar over, at det kan være svært for nogle kirker at skabe en sådan åbenhed, men han mener, det er nødvendigt at tage vandringen derhenimod, hvis man vil være Guds udstrakte arm til mennesker i dag. Selv havde han for eksempel nogle teologiske udfordringer i forbindelse med at uddele nadver til mennesker, som, han vidste, var praktiserende homoseksuelle.
- Jeg er vokset op med, at ordene fra Første Korinterbrev 11 om ikke at spise nadver på uværdig vis, så man spiste og drak sig en dom til, blev læst op hver søndag i forbindelse med nadveren. Så jeg havde virkelig seriøse overvejelser. Hvordan kunne jeg uddele nadver til praktiserende homoseksuelle? Jeg tænkte: Nu har du solgt ud af det hele, Jørgen. Du er ved at blive en almindelig verdslig præst.
- Jeg har et fint sovehjerte, men det her vækkede mig med uro. Indtil jeg en dag så Jesus’ sidste nadver for mig, hvor han rakte brødet til Judas og nødte ham til ikke at gå bort, men at omvende sig.
- Der så jeg igen, at alt hos Gud kun tjener et mål – vores frelse. Sådan en kirke vil vi gerne være.

Foto: Martin Gravgaard (fra World Outgames)

Når pastoren er perfekt

Henrik fik det sværere og sværere som en del af lederskabet i sin kirke, for pastoren tillod ikke, at der blev stillet spørgsmål ved eller givet input til hans måde at gøre tingene på.

Af Jens Linde

I de to sekunders stilhed, der fulgte, mærkede Henrik sin mave lynhurtigt trække sig sammen til en stenhård, sort knude. Og så kom det:
- HAR DU GLEMT AT FINDE EN TIL AT STYRE LYDEN? AFTALTE VI IKKE, AT DET VAR DIT ANSVAR? HVORDAN KUNNE DU GLEMME DET? HVAD HAR DU SÅ TÆNKT DIG, VI SKULLE GØRE?
Pastor P fortsatte med at råbe, men Henrik hørte ikke længere ordene. Han gik ud i kirkens forhal, og selv om han ikke ønskede, at nogen skulle se ham reagere, kunne han ikke holde tårerne indenfor. De ville bare ud.
For kun syv minutter siden havde alt ellers været fryd og gammen, og han havde stået og småsnakket lidt med pastor P om det forældremøde, han havde været til på skolen i går. Og pastor P havde været både sød og rar og havde lyttet og interesseret stillet spørgsmål. Henrik var ligefrem begyndt at sænke skuldrene en smule og slappe af, da pastor P kiggede på uret og spurgte: Nå, vi begynder om fem minutter, hvem fik du fat i til at styre lyden?

Klap hælene sammen
Det var blevet oftere og oftere i den senere tid, og det var ikke kun Henrik, som sad i kirkens lederskab, at råberiet gik ud over. Folk fik simpelthen skældud af pastoren, hvis alt ikke var perfekt.
På et tidspunkt havde Henrik prøvet at sige til pastor P, at det da måtte kunne lade sig gøre at tale sammen som voksne mennesker, men så var pastor P blevet vred. Henrik havde bare at underordne sig og skulle i øvrigt kunne håndtere, at pastoren råbte ad ham, når han havde begået fejl.
Det kom sig alt sammen af en ny lederskabsstil i kirken: Pastor P var visionsbæreren, der ligesom Moses gik op på bjerget og hørte fra Gud, og så skulle resten af menigheden følge, hvad Gud havde åbenbaret. Problemet var bare, at Henrik oplevede, at det var komplet umuligt at stille spørgsmål til pastor P’s linje, idéer, visioner og væremåde. Selv simple uddybende spørgsmål, som blev stillet for forståelsens skyld, var ilde hørt. Når Gud havde talt til pastor P, havde resten af menigheden bare at klappe hælene sammen og sige javel.

Pastor fejlfri
Til at begynde med havde det ikke været et problem for Henrik. Han var overbevist om, at pastor P var Guds udvalgte, og han end ikke overvejede at stille spørgsmål ved, hvad pastoren sagde og gjorde. Tværtimod knoklede Henrik på som leder af en arbejdsgren i kirken og prioriterede i en periode kirken højere end familien.
Det generede ham heller ikke, da fokuset i prædikerne langsomt flyttede sig fra at handle om Gud og til at handle om at opdrage menigheden. Han registrerede det næsten ubevidst, men det generede ham ikke.
Som tiden gik, hobede summen af små konstateringer og registreringer sig dog op i Henriks sind og skabte et ubehag. Som da han som følge af en konkret hændelse, hvor han havde været ked af pastor P’s væremåde over for en person med sociale problemer, ringede til pastoren for at få en snak om, hvordan man i kirken kunne række ud til den slags mennesker, men blev affejet med svaret: Det skal du ikke blande dig i, for jeg gør det på den rigtige måde.
Henrik forstod ikke helt, hvad pastoren mente, og sagde: Hvordan kan jeg fremover tale med dig om noget, uden at du bliver vred, hvis jeg har nogle spørgsmål eller nogle inputs? Og svaret var tindrende klart:
Det skal du ikke, for det, jeg gør, er det rigtige.

Forlod kirken
Henrik kom til sidst til at føle sig som en papfigur, der ikke kunne komme til at sige sin mening nogen steder. Hverken på kirkens ledermøder eller under fire øjne med pastor P. Og han følte sig ensom, for han kunne ikke se, hvem han skulle kunne dele sine oplevelser med. Samtidig lå uvisheden om, hvornår pastor P mon ville eksplodere, som en lille knude langt inde i maven på ham. En knude, som lynhurtigt kunne vokse sig stor, stenhård og sort.
Det var så uvant for ham. På jobbet arbejdede han i tværfaglige teams, hvor hele idéen var, at man hver især skulle byde ind med sit synspunkt og sin synsvinkel og lægge det hele på bordet, så man kunne træffe kvalificerede beslutninger efter at have anskuet tingene fra mange forskellige vinkler. Men sådan foregik det ikke længere i kirken. Her var pastor P’s ord lov. Og det sled Henrik op, så han i en lang periode gik og var deprimeret. Indtil han traf beslutningen: Jeg forlader kirken.

Berusende frihed
Det var svært for Henrik at sige farvel. Ikke kun fordi, at pastor P tog en lang snak med ham og forklarede, at han anså Henriks handling for at være et angreb fra Satan. Men især fordi, han følte, at han svigtede dem, der blev tilbage.
Han var bare nødt til det – for sin families, sit helbreds og sit selvværds skyld. Og effekten udeblev ikke: Frihedsfølelsen kom øjeblikkeligt – næsten som en beruselse. Henrik kunne mærke, hvordan knuden i maven forsvandt, og pludselig kunne han have et helt normalt familieliv, hvor der var god tid til hinanden.
Henrik har siden fundet en anden kirke at komme i, men han er ikke er aktiv i frivilligt arbejde i kirken. Tilliden til andre mennesker har fået et knæk, og det tager tid for sårene at heles. Det har været godt at læse bøger om problematikken, men også at tale med andre mennesker, der har været igennem noget lignende.
Der er en vej ud.

Henrik er en virkelig person, og historien tager udgangspunkt i personens oplevelser med et lederskab i en dansk frikirke. Navnet Henrik og titlen pastor P er dog opdigtede, ligesom specifikke hændelser er slørede, så de ikke kan genkendes af udenforstående.

Modelfoto: Per Bækgaard

Psykolog: Pæne psykopater stortrives i kristne miljøer

Et miljø, der er præget af tillid og tilgivelse, er et sandt slaraffenland for mennesker med begær efter magt, siger psykolog Irene Rønn Lind.

Af Ole Larsen, Kristeligt Pressebureau

Som knejsende valmuer stræber de pæne psykopater mod sollyset, uanset hvor mange mennesker omkring dem der visner eller trædes ned undervejs. Manipulation, bagtalelse og spidsfindige løgne bruges skruppelløst bag et ellers charmerende ydre. Nogle får lov at sole sig i deres anerkendelse, men kun så længe de tjener et formål. Derefter må også de indtage offerets plads i skyggen.
Valmuer er derfor valgt som motiv på forsiden af bogen Forklædt – pæne psykopater og deres ofre, som er skrevet af psykolog Irene Rønn Lind.
- Danske erhvervspsykologer skønner, at 10 procent af alle erhvervsledere har dominerende psykopatiske træk, og umiddelbart tror jeg ikke, at forholdet er meget anderledes i kirker og andre kristne sammenhænge. Men det vil altid være et skøn, siger Irene Rønn Lind, der selv er kirkeligt aktiv og medlem af et menighedsråd.

Sårbare miljøer
I folkemunde kaldes de magtmennesker. Deres adfærd svarer til psykopati i en pæn, socialiseret form. Derfor kalder Irene Rønn Lind dem pæne psykopater som en modsætning til de psykopater, der begår kriminalitet og ender bag lås og slå.
I 2001 skrev hun akademisk speciale om fænomenet med flere casestudier fra kirkelige miljøer, og det er en bearbejdet del af specialet, som hun har fået udgivet i bogform på Credo Forlag. Konklusionen er, at ingen kristne miljøer kan sige sig fri for mennesker med et sygeligt begær efter magt. Tværtimod synes de at stortrives i kirker og andre kristne sammenhænge.
- Et fællesskab, der præges af tillid og tilgivelse, er ekstra sårbart over for en præst eller en anden leder, som vil misbruge sin autoritet og andres tillid til at få mere magt. De vil hele tiden forsøge at fordreje sandheden en lille smule til deres egen fordel. I nogle miljøer vil de kunne påberåbe sig en profeti fra Gud, mens de i lutherske sammenhænge snarere vil tage et bibelvers ud af sin sammenhæng og tolke det til egen fordel, forklarer Irene Rønn Lind.

Behov for beundring
Fænomenet skyldes en skævvridning i menneskets personlighedsudvikling. De pæne psykopater er ofte personer, der i barndommen har oplevet at blive forsømt i de dybere følelsesmæssige behov og derfor i ekstrem grad har brug for magt, kontrol, anerkendelse og beundring. De sætter konstant sig selv i centrum, og da de ikke kan føle dårlig samvittighed og empati, efterlader de sig mange ofre på vejen.
Ofte har de et vindende og charmerende væsen. De er veltalende og bruger store armbevægelser, og det tiltaler mange. Derfor kan det tage flere år at gennemskue dem, og en stor del af kirkens medlemmer vil være så forblændede, at de aldrig anerkender problemet. Også fordi mange ikke vover at stille spørgsmålstegn ved åndelige autoriteter.
- Mennesker, der har fat i andres menneskers evighed og gudsforhold, har en helt særlig magtposition, som er særdeles farlig, hvis den misbruges, siger Irene Rønne Lind.

Alle er ofre
I den sammenhæng er alle ofre i en kirke med en pæn psykopat ved roret. Men oftest går det hårdest ud over de mest pligtopfyldende, som ikke kan tænke ondt om andre og gerne vil stille sig til rådighed. De vil blive brugt af psykopaten, der altid har brug for tilhængere, men kun så længe det tjener hans stræben efter magt. Derefter vil han miste interessen for dem.
- Mange vil blive udsat for grov nedbrydning og stå tilbage uden tro på sig selv. Nogle får svært ved at læse i Bibelen eller komme i en anden kirke, fordi de har oplevet dybe personlige krænkelser og er blevet mere bundet til den pågældende leder end til Gud, siger hun.
Irene Rønn Lind omtaler konsekvent den pæne psykopat som han, fordi undersøgelser har vist, at der er fem gange så mange mænd som kvinder i gruppen. I kirkelige sammenhænge behøver det ikke at være en præst, det kan ligeså godt være en prædikant, en sjælesørger eller en anden med ansvar. Hun er flere gange blevet spurgt, om disse mennesker kan være kristne, men det vil hun ikke gøre sig til dommer over. Derfor udtaler hun sig kun om deres personlighed.

Tåler ikke kritik
Der kan sagtens gå fem år, før de mest skarpsindige i miljøet begynder at ane uråd. De vil langsomt lægge mærke til, hvordan sandheden fordrejes, og miljøet i kirken bliver betændt. Gamle venskaber går i stykker, og frimodigheden forsvinder. Ingen tør give udtryk for problemer af frygt for, at deres svaghed vil blive brugt imod dem.
- En pæn psykopat kan ikke se sine egne fejl og vil ofte forsøge at give andre skylden for sine egne fejltrin. Derfor er det også en tilstand, der ikke kan repareres på, siger Irene Rønn Lind.
- Jeg har aldrig hørt om en kristen sammenhæng, hvor alle kunne se, at noget var galt, og derfor vil en skeptiker ofte blive mødt med massiv modstand fra meget store dele af miljøet.
- Generelt er der ikke meget at stille op. Hvis mange har gennemskuet ham, kan man forsøge at køre ham i stram snor. Ofte vil der ske det, at han flytter til en anden kirke, hvor han så kan starte forfra. Men har man ikke en myndighed, der gør, at man kan fjerne vedkommende, så må man fjerne sig selv.

Muligt at forebygge
Ofte vil der gå op mod 15 år, før en tilstrækkelig stor del af miljøet har opdaget, hvor galt det står til, og på den tid kan meget være ødelagt. Derfor opfordrer Irene Rønn Lind til, at man forsøger at forebygge mod nogle typer af pæne psykopater.
Det kan ske med grundig bibelundervisning, så man har en grundfæstet forsamling, der ikke så let lader sig manipulere. Der bør være klare strukturer omkring beslutninger, og så skal man være opmærksom på symptomerne. Men dybest set er ingen kirke eller menighedsstruktur “psykopatsikret”, forklarer hun.
- Hvis man i en længere periode har undret sig over, at en leder tilsyneladende er mest optaget af at sætte sig selv i centrum, og at han skaber en stemning af splittelse og mistillid omkring sig, så er der grund til være på vagt. Men man er nødt til at observere gennem en årrække, så man ikke bygger sine bekymringer på en enkelt episode. Vi kan alle handle psykopatisk i krisesituationer, og i andre tilfælde kan initiativ forveksles med magtbegær, forklarer hun.
- Derfor skal man heller ikke udråbe sin præst eller menighedsleder som psykopat. Det er en diagnose, som skal stilles af professionelle. Men man bør være opmærksom på, hvad han siger eller gør, og efter moden overvejelse dele sine observationer med andre, pointerer hun.

Ingen heksejagt
Irene Rønn Lind vil derfor ikke indlede en heksejagt på psykopater, men hun har efterhånden så stor erfaring med, hvad pæne psykopater kan ødelægge i kirker og enkeltpersoner, at hun føler det nødvendigt at advare af hensyn til ofrene:
- Paulus advarer jo også mod dem, der forkynder Kristus for at hævde sig selv, og dem, der skaber splittelse.

Den pæne psykopat er kendetegnet ved:

* Selvcentrerethed
* Umiddelbar behovstilfredsstillelse og dårlig impulskontrol
* Søger efter fejl hos andre, nedbryder selvfølelse og påtvinger skyldfølelse
* Manipulation
* Løgnagtighed
* Manglende empati
* Konfliktskabende
* Promiskuitet
* Forbrug af mennesker
* Magt og kontrol

Hvad gør jeg?

Hvad kan man gøre, hvis man har mistanke om, at ens kirkeleder har psykopatiske træk? Her er fem råd fra Irene Rønn Lind:

1. Giv dig god tid til at få be- eller afkræftet din mistanke.
2. Beskyt dig selv – blandt andet ved at undgå at tale med ham på tomandshånd.
3. Prøv at fornemme, om der er andre, der har samme mistanke.
4. Hav nogle få fortrolige, du taler med om det, og søg eventuelt professionel hjælp.
5. Hold fast i positive relationer i netværk og familie.

Privatfoto

Når præsten kommer til kort

I mødet med en frivillig medarbejder, som målrettet og for enhver pris går efter kontrol og magt, kan selv den bedste frikirkepræst komme til kort – og opleve at blive misforstået af kirkens øvrige medlemmer.

Af Poul Kirk

Kommentar: Mødet med et magtmenneske gør noget ved èn som præst og sjælesørger. Man tror hele tiden, at det er muligt at finde en vej gennem vanskelighederne og nå frem til en fælles forståelse. Og det er svært at forsone sig med, at man ikke magter opgaven: at trænge igennem og få en konstruktiv dialog og samtale i ordenes bedste betydninger.
Kritik kan man lære at håndtere, når man mærker hjertet bag de skarpe ord. Så kan kritikken være særdeles positiv og være med til at justere kursen. Kommer kritikken fra sårede og stridbare mennesker kan det dog ofte være en stor øvelse at se bag de stærke udmeldinger. Det kræver stor tålmodighed at finde frem til det egentlige problem, og vejen hertil kan være både lang og sej.
Men visheden om, at begge parter vil det samme – at man ønsker hinanden det bedste og arbejder for et fælles mål – og at man nødvendigvis ikke behøver at være enige om alt, betyder, at man kan forsætte sammen i opgaverne og den fælles tjeneste.
Mødet med magtmennesker er anderledes.
Her er målet ikke den fælles sag, for magtmennesket dyrker kun sine egne interesser og ambitioner.

Skepsis møder forundring
I frikirkerne er vi meget afhængige af dygtige og frivillige ledere og medarbejdere. Og det er ofte som en åbenlys lederkandidat, man først møder magtmennesket.
Han er særdeles dygtig og engageret og har masser af gode ideer, ligesom han er fremragende til at formulere sig. Hans intelligens er ofte over middel, og han tænker langsigtet og strategisk. Han er også dygtig til de åndelige termer og udtryk, som kan få en lidt skeptisk frikirkepræst til foreløbigt at slutte op om ideerne og planerne.
De andre frivillige medarbejdere er ofte begejstrede. Her er der virkelig en kommende leder, som både har visioner og evner til at gøre en forskel. Derfor møder frikirkepræstens lidt forsigtige lad os nu lige vente og se-holdning ofte stor forundring.

Ekspert i alliancer
Tvivlen nager, og præsten oplever en stor uro ved tanken om at betro magtmennesket en lederrolle i kirkens ungdomsarbejde. Præsten beslutter sig derfor til at tage en alvorlig samtale med lederkandidaten for at finde ud, hvad der gemmer sig bag facaden.
I samtalen er kandidatens ord de rigtige, og visionerne er gode, men usikkerheden hos frikirkepræsten bliver ikke mindre, så præsten beslutter sig for at tage en åben drøftelse i kirkens ledergruppe om den nagende uro.
Her får præsten grønt lys til at sætte kandidaten på stand by. Og så bryder helvede løs.
Flere af nøglemedarbejderne i kirken forstår ikke præstens forsigtighed, og efter nogen tid finder præsten ud af, at kandidaten er ekspert i at skabe alliancer. Han kontakter også enkelte fra kirkens lederskab og giver udtryk for forundring over at være frosset ude af præsten. Enkelte i lederskabet begynder nu også at sætte spørgsmålstegn ved præstens forsigtighed.

Måske selv problemet?
Præsten beslutter sig følgelig for at tage endnu en samtale med kandidaten, men mødet er ikke nogen succes. Tonen er hård og bebrejdende fra kandidatens side, selv om præsten forsøger at forklare, hvorfor han er urolig: At han savner ydmyghed, og at han er bekymret for de mange alliancer, kandidaten har skabt i kirken, siden han lagde billet ind på posten som ungdomsleder.
Efter mødet sidder præsten tilbage med en følelse af mislykkethed og en manglende evne til at forklare sig. Pludselig mærker han, at sidder og kæmper med tanken om, det er måske er ham selv, der er problemet.
Kandidaten forlader mødet med oprejst pande. Han er ovenpå og føler sig helt “ren”.
Præsten er kommet til kort.

Nogle byrder må bæres alene
De næste måneder bliver vanskelige for præsten. Næsten ingen forstår, hvorfor han ikke kunne bruge sådan en dygtig leder i kirkens ungdomsarbejde. Men han kan ikke forklare sig – han er nødt til at leve med den manglende forståelse og bare se at komme videre. Nogle byrder må en leder bære alene.
Magtmennesket er i øvrigt flyttet til en anden by, hvor han allerede er blevet foreslået som lederemne i den lokale frikirke…

Hvis præsten falder…

“Ingen bør køre solo i tjenesten”. Det er Jens Peder Pedersens råd til præster og ledere i frikirkemiljøet. Hans erfaring er, at ledere og præster alt for ofte står alene, og ikke har nogle, som de tør tale åbent og ærligt med om fristelser og personlige problemer.

Af Martin Højgaard

Som præst i Åbenkirke i Herning og med mange års erfaring som rådgiver og med supervision af præster og ledere i danske frikirker, er Jens Peder Pedersen i årenes løb jævnligt blevet kontaktet af ledere, der har søgt sjælesorg og genoprettelse efter alvorlige fald og fejltrin.
- Dem, jeg har mødt, er ofte usikre og bange for konsekvenserne af deres fejltrin – særligt hvis det er på det seksuelle område, de kæmper eller er faldet. De aner ikke, hvordan de skal søge hjælp i deres situation, siger han.
Ofte kæmper de derfor med fristelser og fald i det skjulte i meget lang tid. Måske tør de end ikke nævne deres indre kampe eller fristelser for kirkens øvrige lederskab,

og pludselig sprænger ballonen – i et stort og synligt fald, som måske kunne have været undgået.

Der er en vej
- Men der er en vej til tilgivelse og genoprettelse i tjeneste – også efter alvorlige brist eller fejltrin, mener Jens Peder Pedersen.
Han håber, at frikirkerne i fremtiden vil vær

e bedre rustet til at håndtere situationer, hvor ledere må gå igennem en genoprettelsesproces for derefter at vende tilbage til tjenesten.
- Det er let at pege fingre ad andre, men omgivelserne kan næsten skubbe en leder ud i krisen, hvis man ikke gennem medarbejdersamtaler i et åbent miljø har øje for, at også lederen er et menneske, som kan blive fristet og træde forkert i sin livsførsel, pointerer han.

En brat opvågnen
Derfor mener han ikke, at det i frikirkemiljøer skal være et tabu, at alle mennesker, også ledere, kæmper med forskellige fristelser.
- Ellers bliver det en brat opvågnen, hvis præsten en dag bekender, at han kæmper med sit alkoholforbrug eller med seksuelle fristelser. Her er det håbløst at skue hunden på hårene, for den, man mindst troede det om, kan være den, der har de største problemer at kæmpe med.
- Vi må skabe et rum, hvor der bliver taget hånd om ledere og præster, så de ikke går alene og kæmper, erklærer Jens Peder og peger på Bibelens kong David som et eksempel på en mand, der endte i utroskab, fordi han gik alene rundt.

Stå i gabet
- En leder, som falder og må træde ud af sin tjeneste, har brug for mindst én person, der stiller sig i gabet for ham eller hende, og anviser en vej tilbage. Og det kan være svært i et lille land som Danmark, mener han.
For vi tilgiver, men glemmer aldrig er en attitude, som Jens Peder også har mødt i danske sammenhænge. Fortidens synder er ikke lette at få vasket af i kirken, når alle kender alle.
- Det kræver modenhed af omgivelserne at slå en streg i sandet, men den, som har trådt forkert og i ydmyghed og brudthed omvender sig og modtager tilgivelse, ønsker ikke at blive mindet om fortiden igen og igen. Vi skal derimod tage imod ham eller hende som en søster eller bror, der er blevet genoprettet ved Guds tilgivende nåde og kærlighed, understreger Jens Peder Pedersen.

At blive opdaget!
En vigtig del af en genoprettelsesproces er, at man erkender din skyld og samtidig er villig til at underlægge sig den disciplin og vej med samtaler og bøn, som andre fastlægger for én, forklarer han.
- Jeg har set nogle blive opdaget, som ikke ville erkende deres fejltrin og i stedet skød skylden på andre, men ingen af dem er vendt tilbage i tjeneste. Derimod er andre kommet stærkt tilbage og trives igen efter en karantæneperiode med genoprettende samtaler med en rådgiver.
- Vi må tilgive, som Jesus tilgav. Gå bort og synd ikke mere. Det er den tilgivelse, som har en forsonende og genoprettende effekt, så ledere og præster kan komme tilbage i fornyet tjeneste. Vi finder også dette håb hos de bibelske troskæmper, som langt fra var perfekte. Noa drak, Moses slog en mand ihjel, og vi kan finde talrige andre bibelske eksempler på mennesker, som blev brugt af Gud, selvom de havde fejlet alvorligt og trådt forkert i ’store’ synder.

Foto: Henrik Bo Olesen og Christian Svensson (plaster)

Roden til alt ondt…

Kærlighed til penge er ifølge apostlen Paulus roden til alt ondt. Heldigvis er der retningslinjer i både Bibelen og samfundet, som kan hjælpe til at holde griskhed og grådighed ti skridt fra hjertet.

Af Hans Henrik Lund, daglig leder af KIT

Økonomi og forvaltning af penge er et af tre områder, som FrikirkeNet har sat fokus på i forbindelse med et udkast til etiske retningslinjer for præster i netværket.
Jeg er vokset op i en pietistisk tradition med regler på mange områder. Jeg mindes min første tid i en kirke, hvor medlemmers forhold til alkohol var et diskussionsemne, og senere hørte jeg omtale af tanter langt ude i familien, som engang var en del af fællesskabet, men som var blevet udelukket på grund af et barn uden for ægteskab.
Men penge hørte jeg sjældent om.
Vi falder let i den grøft, hvor vores liv leves under regler: Må og må ikke. Mange danskere har aversioner imod “frelste”, og ofte har regler for mangt og meget været det gærde, som hindrede mennesker i at opleve det livsbefriende budskab om Jesus Kristus. Jeg har jævnligt mødt personer, som husker en tante i Jylland, der havde et mørkt livssyn. Det hele er en del af den danske kirkelige arv.
Og vil FrikirkeNet nu til at indføre etiske retningslinjer? Puha! tænker mange sikkert.

Normer i kirke og samfund
Som kristne skal vi forholde os til forskellige normer. For det første er Bibelen den afgørende rettesnor for et liv i efterfølgelse af Kristus. Dernæst sætter samfundet normer, som vi indretter os efter, og disse normer ændrer sig konstant.
Samfundet tvinges til at give anbefalinger for, hvor meget en middag, som betales af det offentlige, må koste. Og virksomheder må hele tiden være opmærksomme på, at overtrædelse af ikke nedskrevne etiske regler kan føre til forsideartikler i pressen. Kan en pensionskasse for eksempel have aktier i våbenproduktion eller i tobaksindustrien?
Politikere kan hænges ud, hvis de bruger for mange penge på et hotelværelse eller giver for store gaver til venner eller noget helt tredje. Personlig brug og forvaltning af penge er i vores moderne verden med aktindsigt og anden form for åbenhed blevet et offentligt anliggende.
Heldigvis da.

Kirketradition og pengebrug
Men i vores frikirkelige tradition har vi ofte levet i en delvis lukket verden. Små kirker med få midler og med lavtlønnede præster har ofte ført til egne uskrevne regler og traditioner. Tidligere var det for eksempel ikke unormalt, at præsten en gang imellem fik stukket en pengeseddel eller to i hånden – eller fik foræret ting. Faktisk har aflønning i naturalier været en tradition fra dengang, hvor alle var fattige – ikke mindst præsten.
Da jeg for 25 år siden for første gang deltog i et præstekonvent over flere dage, bed jeg også mærke i, at mange præster kørte i Lada eller Skoda. Højdepunktet var en VW 1300 – altså en folkevogn boble – som de, der havde studeret i udlandet, kunne erhverve sig og tage med hjem.
Anderledes forholdt det sig, da jeg så kirkens parkeringsplads søndag formiddag. Medlemmerne – og præsterne – er rykket op i og nogle gange over middelklassen, og jeg så både Volvo’er og store Opel’er. I dag er der råd til at betale præsterne en ordentlig løn, og det vil være gavnligt at få luget ud i bedene med egne uskrevne regler og traditioner, som er af en sådan art, at SKAT vil løfte lidt på det ene øjenbryn.

Bibelen og penge
Når vi læser Det Nye Testamente, så er det slående, at Jesus brugte meget tid på at tale om penge: Du kan ikke tjene både Gud og Mammon (Matthæusevangeliet 6:24). Du skal sælge alt du ejer og følge Jesus (Matthæusevangeliet 19:21). Saml dig ikke skatte på jorden, men i himlen (Matthæusevangeliet 6:19-20). Og apostlen Paulus skriver i Første Timotheusbrev 6:10, at kærlighed til penge er roden til alt ondt.
Penge og misbrug af penge fylder langt, langt mere i Bibelen end for eksempel sex og seksuel synd. Biblens tale om penge handler i første omgang om forvalterskab. Alt tilhører Gud, og når Gud giver eller velsigner os med penge, så beder han os samtidig om at være gode forvaltere af pengene og sætte Guds rige først.
Penge og ejendom er ikke galt i sig selv, men vores forhold til penge og ejendom kan være galt. I sidste ende handler det om vores Gudsforhold.

Samfundet og penge
I samfundet har man også fokus på brug af penge. Her hedder det god selskabsledelse eller corporate governance, hvor virksomheder opstiller egne værdier og retningslinjer for brug og forvaltning af penge. Specielt brug af offentlige penge har samfundets bevågenhed. Farumsagen er et eksempel på overforbrug af offentlige midler og grænser til tyveri af offentlige penge.

Kirken og penge
Vi har i Danmark en god ordning, hvor gaver fra enkeltpersoner til blandt andet kirker og kirkelige foreninger kan trækkes fra i skat – og dermed får vi altså indirekte et offentligt tilskud. Og med både Bibelen og samfundet som rettesnor har kirker og deres ansatte en forpligtelse til at udføre både god selskabsledelse og bibelsk forvaltning af penge.
FrikirkeNet anbefaler derfor, at præster og ansatte får en anstændig løn i forhold til deres uddannelse.
Og naturligvis er kirken og dens ansatte underlagt fuldstændig de samme regler i forhold til skat som alle andre borgere i Danmark. Heldigvis er der også gode skatteregler, som gør, at kirken kan stille både computere, deltagelse i konferencer og kørepenge i forhold til statens takster til rådighed for de ansatte.

Foto: Orla F. Møller

Næste side »

Copyright © 2008 domino online · · Log ind